Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hvor er pengene? Universiteter frygter økonomisk katastrofe

Universiteter er bekymrede over regeringens udspil til en finanslov og leder forgæves efter ekstra midler til ellers økonomisk pressede hovedområder som humaniora og jura.

Ringere undervisning, mindre tid til de enkelte studerende og dermed også dårligere dimittender. Universiteter frygter forringelser af de samfundsvidenskabelige, humanistiske og juridiske uddannelser. Arkiv foto fra Københavns Universitet.
Ringere undervisning, mindre tid til de enkelte studerende og dermed også dårligere dimittender. Universiteter frygter forringelser af de samfundsvidenskabelige, humanistiske og juridiske uddannelser. Arkiv foto fra Københavns Universitet.

Ringere undervisning, mindre tid til de enkelte studerende og dermed også dårligere dimittender.

Det er Københavns Universitets (KU) bekymring efter at have nærlæst regeringens finanslovsudspil. Af udspillet fremgår det, at der ikke bliver lagt op til fortsætte med at give ekstra midler til de samfundsvidenskabelige, humanistiske og juridiske uddannelser i form af det såkaldte taxameterløft.

Disse uddannelser får årligt 44.000 kroner i taxameterpenge for at uddanne en studerende. Men siden 2010 har de også fået et taxameterløft på 5.000 kroner ekstra for hver eksamen, en studerende består pr. år.

Men i finanslovsudspillet er taxameterløftet ikke med fra 2020. Det betyder ifølge KUs beregninger, at universitetet om tre år står til at miste mindst ti procent af uddannelsesindtægterne på de berørte uddannelser.

Det gælder også Det Juridiske Fakultet, hvor dekan, professor Jacob Graff Nielsen, kan se frem til at miste cirka 17 millioner alene i 2020. Dertil kommer, at fakultetet allerede nu ved, at det frem mod 2020 skal spare omkring otte millioner kroner pga. omprioriteringsbidrag.

»Det vil føre til markante kvalitetsforringelser af vores uddannelser og er tæt på kritisk for os og andre omfattede uddannelser,« siger han:

»Holdene vil blive større, der vil blive flere forelæsninger i stedet for seminarhold, vi vil skulle skære markant ned på feedback til studerende og kompetenceudvikling af undervisere osv.«

Dekanen erkender, at regeringen har meddelt, at den vil gøre op med den nuværende finansiering af uddannelser og dermed også taxametersystemet. Der er igangværende politiske forhandlinger om et nyt finansieringssystem.

Ikke desto mindre skaber det ifølge Jacob Graff Nielsen »stor usikkerhed om økonomien og uddannelseskvaliteten«, når fremtiden er så uklar, som den ser ud på finanslovsudspillet.

Også på Aarhus Universitet spærres øjnene op over den usikkerhed, som regeringens finanslovforslag giver. Thomas Pallesen, dekan på Aarhus BSS, har regnet på dét og forklarer, at det manglende taxameterløft vil koste fakultetet omkring ti procent af uddannelsesindtægterne. Dertil kommer omprioriteringsbidraget med tab på op til 15 procent.

»Det er klart, at med en samlet reduktion på 20-25 procent vil vi – for nu at sige det på jysk – være meget udfordret i forhold til at fastholde kvaliteten. Så ja, jeg deler bestemt bekymringen,” siger Thomas Pallesen.

Mindre bekymret er Anders Bjarklev, som formand for Danske Universiteter og rektor for DTU.

»Naturligvis er det et problem, hvis man mister en betragtelig del af de penge, man har haft hidtil. Men hvis jeg skal spekulere, handler det måske om, at politikerne i disse dage bakser med en bevillingsreform, som skal regulere blandt andet taxametre,« siger Anders Bjarklev og opfordrer til at slå lidt koldt vand i blodet:

»Nogen vil så tænke, at det kan jeg knageme let sige, når jeg ikke uddanner jurister. Og det er rigtigt nok.«

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) ønsker ikke at lade sig interviewe om universiteternes bekymringer.

»Regeringen prioriterer kvaliteten på de videregående uddannelser højt. Det gælder også de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. HUM/SAMF-takstforhøjelsen er lagt ind på finanslovsforslaget for 2018 og 2019. Vi vil senere tage stilling til videreførelsen,« lyder det i et skriftligt svar fra ministeren.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.