Hvor blev oprøret af?

Aktiviteten på den yderste venstrefløj er på lavpunktet. Dagene, hvor de autonome for alvor kunne sætte dagsordenen, synes langt væk. Men vreden ulmer stadig.

»Op til rydningen var der en helt unik følelse af håb og samhørighed,« husker Matias Jensen og kigger ud over Ground 69 - den tomme grund på Jagtvej i København, som indtil en martsmorgen i 2007 lagde adresse til Ungdomshuset.

31-årige Matias Jensen var med på de autonomes side, da kampen om retten til Ungdomhuset for otte år siden satte ild til Københavns gader. Han deltog i de demonstrationer, hvor der pludselig syntes at være mere på spil end blot retten til at benytte et tomt hus. Brosten regnede ned over kampklædte politifolk, som svarede igen med hævede stave og tåregas.

I mere end et årti har Matias Jensen været aktiv på den yderste venstrefløj. Han deltog i kampen for Ungdomshuset og har siden stiftet sin egen bevægelse, Libertære Socialister. Foto: Nils Meilvang
I mere end et årti har Matias Jensen været aktiv på den yderste venstrefløj. Han deltog i kampen for Ungdomshuset og har siden stiftet sin egen bevægelse, Libertære Socialister. Foto: Nils Meilvang

Meget er blevet sagt om de unges metoder, men de venstreradikale formåede unægteligt at sætte dagsordenen. Både på rådhuset, på Christiansborg og i de danske medier.

Det har bevægelsen ikke været i stand til siden.

Den yderste venstrefløj har i enkelte tilfælde stukket snuden frem i form af nålestiksoperationer. Som for få uger siden, da der under en Reclaim the Streets-fest på Nørrebro blev kastet molotovcocktails efter politiet og smadret ruder hos et par banker og ejendomsmæglere. Ikke ligefrem en manøvre, der vandt sympati eller gjorde nogen klogere på, hvad den yderste venstrefløj anno 2015 ønsker at opnå.

Demonstrationer på Nørrebro mod den forestående rydning af Ungdomshuset, Jagtvej 69.
Demonstrationer på Nørrebro mod den forestående rydning af Ungdomshuset, Jagtvej 69.

Da gadekampene om Jagtvej 69 havde lagt sig, fik de unge tildelt et nyt ungdomshus. Denne gang på Dortheavej i Københavns Nordvest-kvarter. Men så rejste spørgsmålene sig:

Hvad så nu? Hvordan skulle man få folk i gaderne, når målet syntes opnået?

Svarene leder man stadig efter på den yderste venstrefløj. Berlingske har talt med flere kilder i miljøet. Mange ønsker ikke at medvirke i artiklen, men alle bekræfter de, at aktivitetsniveauet i disse år er på lavpunktet.

En maskeret BZ
En maskeret BZ

Den vurdering deler Rene Karpantschof, tidligere BZ’er og autonom. I dag ph.d. i sociologi med speciale i politiske bevægelser og protestaktivitet.

»Når en bevægelse har opnået en delvis sejr, som da aktivisterne fik overdraget det nye ungdomshus, så er det helt normalt, at der sker en afmatning. Men jeg er selv overrasket over, hvor meget bevægelsen er faldet til jorden, og hvor længe lavvandet har varet,« siger Rene Karpantschof.

I et forsøg på at sætte en ny fælles kurs for det yderste venstre, slog Folkets Hus på Nørrebro onsdag dørene op til venstreradikalt stormøde under parolen »Hva’ fanden gør vi?« I invitationen stod blandt andet:

»Hjælp resten af bevægelsen med at finde ud af, hvordan vi smadrer staten, kapitalismen og patriarkatet - det gør de nemlig ikke selv!«

Cirka 100 personer var mødt op for at tage del i diskussionen. Berlingske ville gerne have overværet mødet, men blev nægtet adgang. Flere af deltagerne fortalte, at mødet blandt andet blev brugt til at diskutere, hvilke modstandere venstrefløjen fremover skal orientere sig mod. For mange af de grupperinger, der udgør den yderste venstrefløj, ligger hele eksistensgrundlaget i at være imod noget. De er antifascister, antiracister eller antikapitalister.

En af årsagerne til den lave aktivitet skyldes, at det yderste venstre i dag mangler et samlende fjendebillede, lyder det fra flere kilder i miljøet. Det var nu engang nemmere at få folk på gaden, da man kunne hade så håndgribelige figurer som Faderhusets lederskikkelse, Ruth Evensen, og den genstridige københavnerborgmester Ritt Bjerregaard. Sværere bliver det, når fjenden er kapitalismen i sin helhed eller en højredrejning af samfundet.

Futtog: Klimademonstrationen: Planet First? People First? under COP 15 topmødet udviklede sig til en historisk masse-anholdelse af næsten 1000 demonstranter, der måtte vente i timevis, siddende på den iskolde jord med bundne hænder. Flere af de anholdte besvimede, mens andre bliver nægtet toiletophold og derfor må sidde i deres eget urin. Kun fire personer blev efterfølgende sigtet. (2:5)
Futtog: Klimademonstrationen: Planet First? People First? under COP 15 topmødet udviklede sig til en historisk masse-anholdelse af næsten 1000 demonstranter, der måtte vente i timevis, siddende på den iskolde jord med bundne hænder. Flere af de anholdte besvimede, mens andre bliver nægtet toiletophold og derfor må sidde i deres eget urin. Kun fire personer blev efterfølgende sigtet. (2:5)

»Det er jo ikke, fordi der mangler unge mennesker, der sympatiserer med venstrefløjen. Men man mangler et nyt koordinerende pejlemærke, som kan tiltrække dem,« siger Rene Karpantschof:

»Folk aktionerer kun i større stil, når de forventer, at deltagelsen vil nytte eller i det mindste være en god oplevelse, for eksempel fordi mange andre også deltager. Den slags forventninger formår protestindkaldelserne i øjeblikket ikke rigtigt at fremkalde.«

I frustration over de mange forskellige retninger, som den yderste venstrefløj bevægede sig i efter rydningen af Ungdomshuset, var Matias Jensen i 2009 med til at stifte den anarkistiske bevægelse Libertære Socialister - en venstreradikal organisation, der i dag har ti medlemmer.

Det overordnede mål er »et statsløst socialistisk rådssamfund baseret på føderalisme og direkte demokrati«. Revolutionen ligger dog ikke lige om hjørnet. I stedet engagerer Libertære Socialister sig i en lang række politiske kampe om alt fra klima over kønspolitik til prisen på busbilletter.

Også kampen mod højrefløjen har fyldt meget hos Matias Jensen og Libertære Socialister, ligesom den har gjort hos mange andre venstrefløjsgrupper.

På gadeplan er den kamp lettest at få øje på, hvis man besøger Axeltorv i centrum af København en mandag aften. Rutinen er den samme mandag efter mandag: Den islamkritiske gruppe »For Frihed«, tidligere kaldet kendt som Pegida, samler 40-50 personer på torvet. Primært ældre mænd. En halv times tid senere dukker så en gruppe venstreradikale op, som med larm og fløjter, forsøger at forstyrre »For Frihed«. Hver gang er politiet talstærkt til stede, og ofte må de gribe til anholdelser.

Danmark Dengang 1983. En talrig politistyrke rydder den barrikaderede Cafe Allotria på Nørrebro. Men bygningen var tom.- De barrikaderende BZ'ere havde gravet sig ud.
Danmark Dengang 1983. En talrig politistyrke rydder den barrikaderede Cafe Allotria på Nørrebro. Men bygningen var tom.- De barrikaderende BZ'ere havde gravet sig ud.

»Den demonstration er blevet endnu mere relevant efter valget, nu hvor Dansk Folkeparti er blandt de største partier. De nynazistiske bevægelser høster dér, hvor DF sår. Jo mere legitimt det bliver at stå der og sige forfærdelige ting om udlændinge, desto flere vil vi se ty til hærværk, vold og mord,« lyder fra Matias Jensen.

Men DF repræsenterer mere end 20 procent af befolkningen. Hvordan når I ud til dem?

»Hvis jeg havde et nemt svar, så var vi gået i gang. Det er en utroligt rodfæstet og småborgerlig racisme, der hersker herhjemme. Den er enormt svær at italesætte. Den venstreradikale bevægelse er en udenomparlamentarisk bevægelse, og når vi skal forholde os til noget parlamentarisk, bliver det pludselig svært.«

Matias Jensens eget engagement på den yderste venstrefløj blev født, da han første gang satte fødderne i Ungdomshuset for efterhånden 11-12 år siden. Her blev han med egne ord radikaliseret. Uden dog at mene, at der er tale om radikalisering i den forstand, der bør få alarmklokkerne til at ringe hos PET og myndighederne.

Ballade på Nørrebro den 18 maj 1993. Demonstranterne kaster med brosten efter politiet.
Ballade på Nørrebro den 18 maj 1993. Demonstranterne kaster med brosten efter politiet.

Da Ungdomshuset dage syntes talte, troede han på, at protesterne kunne ændre samfundet.

»Der var virkelig en chance for, at København ville ende som et fantasiløst helvedeshul, hvis ikke vi gjorde noget,« siger han.

I dag er Matias Jensen mere »desillusioneret«. Hans tro på, at det yderste venstre kan opnå store forandringer ved at gå på gaden er svundet ind. Alligevel kan han sagtens forestille sig, at København en dag igen vil lægge gader og brosten til demonstrationer i det omfang, byen oplevede i 2007.

»Vreden er der stadig. Helt afgjort. Demonstrationerne vender tilbage, hvis kommunen prøver et nyt angreb på Christiania eller det nye ungdomshus.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.