Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Hvidvin var hans ting. Om han havde tøj på eller ej, vidste man aldrig. Jeg havde ikke lyst til at gå igennem den stue«

25-årige Lou Klercke Djurhuus voksede op i et veluddannet men alkoholiseret hjem. Hun ønskede, at et tog kom forbi og førte hende væk.

Lou voksede op i et alkoholiseret hjem. Her er hun med sin kat Momo.
Lou voksede op i et alkoholiseret hjem. Her er hun med sin kat Momo.

»Hvornår mærker man, at ens forældre drikker?

Da jeg fyldte fire år, fandt jeg ud af, at der var noget galt i min familie. Jeg havde fået et legetøjskomfur, og min mor ville hjælpe mig med at samle det. Men min far sagde, at jeg selv skulle gøre det, så jeg kunne lære af det. Det endte med, at min mor blev smidt ud på min fødselsdag, og at jeg ikke fik lov til at sige farvel.

Jeg er vokset op i København. Mine forældre blev skilt, da jeg var halvandet år gammel, og min mor flyttede fra Gothersgade til Østerbro. Min mor og far har været alkoholikere hele mit liv.«

Mange børn fra familier med alkoholproblemer ville ønske, at de var blevet fjernet hjemmefra, viser nye tal fra TUBA, der tilbyder anonym og gratis terapi og rådgivning til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i familier med alkohol- eller stofmisbrug. Læs historien her.

»Min far var psykoanalytiker, og min mor er uddannet filosof og underviser. De er begge to intelligente mennesker, meget charmerende og ret sjove. Måske har det også betydet, at man ikke så deres alkoholmisbrug som så stort et problem, som det egentlig var.

Når jeg var på besøg hos mine veninder, kunne jeg se, at de havde andre rutiner. De spiste altid sammen og på samme tidspunkt. Når de stod op, var der morgenmad på bordet.

Da jeg var 12 år, flyttede min far til Ringsted. Jeg boede der i to år, men var fortsat skiftevis hos mine forældre. Jeg pendlede ind til min skole i Gentofte. Det var i de år i Ringsted, min fars alkoholmisbrug eskalerede.

Far

Mine forældre drak kun i hjemmet. Min far sad i sofaen i stuen i Ringsted og drak tre til fem flasker hvidvin om dagen. Hvidvin var hans ting. Om han havde tøj på eller ej, vidste man aldrig. Måske i morgenkåbe, måske med underbukser på. Jeg havde ikke lyst til at gå igennem den stue.

Min far trak mig ofte ind til sig i stuen, så vi kunne snakke om hans filosofiske tanker. Som 12-årig forstod jeg ikke sindssygt meget af, hvad Freud havde at sige. Min far mente, at alkohol var en måde at dykke længere ned i psyken på og dermed blive mindre bange. Han var egentlig ret dygtig til at finde ud af, hvad han selv følte.

Der skete ikke noget, der skete ingenting. Nogle gange kunne jeg ikke overskue, at han vågnede.

Hvis jeg ikke ville hoppe ned fra noget højt, fordi jeg var bange for højder, ville han ikke hjælpe mig, fordi jeg skulle håndtere frygten. Hvorfor bliver du nervøs for, at jeg bliver bange, når du har smidt min fyldepen væk? kunne han spørge.

Mor

Der var langt til skolen i Gentofte, så jeg flyttede hjem til min mor på Østerbro. Jeg var 14 år gammel. Vi var alene.

I de to år drak hun mere end før. Jeg var ofte bange, jeg låste døren, jeg vidste ikke, hvad hun kunne finde på. Der er aldrig nogen af mine forældre, der har været voldelige over for mig, aldrig, slet ikke. Men stemningen var dårlig. Hun mente, at jeg havde urealistiske forventninger til hende som mor.

Vi stod og fjollede sammen over opvasken, hun gik på toilettet, og når hun kom ud, var hun vred. Jeg gik ind på mit værelse og holdt for døren. Hun svinede mig til, men hun kaldte mig ikke skældsord: Du har aldrig forstået, hvordan det er at være alenemor, din far har aldrig gjort noget for mig, jeg har skullet betale for alting, kan du dog ikke forstå, hvor hårdt jeg har det?

Du lovede, du ville lade være med at drikke. Hvorfor skal det være sådan her? Kan du ikke tage dig sammen? svarede jeg.

Men der var også gode tider. Jeg elskede at holde jul hos min far. Han var fantastisk til at lave mad. Han havde sådan en lyd, yuyiiiii, hvor han gnubbede sig i hænderne. Det var kun ham, der måtte tænde juletræet. Vi havde sådan nogle store dobbeltdøre, og så åbnede vi dem, og så sagde vi »nøøjjjjhh«, og »det er det flotteste juletræ, vi nogensinde har set«.

Jeg kan huske, at vi var i Dyrehaven, og vi kørte i hestevogn, og at han gav mig et smukt smykkeskrin med elfenben. Og det var hyggeligt, når vi sad i sofaen og så film. Jeg har også altid elsket jul hos min mor. Vi var få, det var intimt, og vi sad og fjollede hele aftenen.

Men det, der gør ondt, når ens forældre drikker, er den der kæmpe skuffelse, når de så igen ikke er ædru på ens fødselsdag, for nu bliver det ikke hyggeligt. Og man har lyst til at skrige.

Min dag, der skulle handle om mig, handlede ikke om mig.

Ofte ønskede jeg mig væk. Jeg håbede, der var et tog, der tog mig væk derfra. Jeg var ni-ti år, og jeg ville bare væk. Jeg troede, at alle andres liv ville være bedre, hvis jeg ikke var der.

Hjælp

Da jeg var 14 år, fortalte en lærer mig, at der var en kvinde på et kontor, der lyttede, hvis man havde det skidt. Jeg fortalte hende om mine forældre. Hun sagde, at hun skulle indberette det til kommunen. Jeg fik så en socialrådgiver, der hjalp mig gennem mange år: »Du skal væk derfra, vi skal finde en bolig til dig.«

Jeg sad ved computeren, da jeg skulle beskrive mit liv: Jeg skrev, at der ikke er faste rammer i mit hjem, at jeg aldrig ved, hvad jeg står op til, eller hvad jeg kommer hjem til, at jeg ved ikke, om min mor er fuld, at vi skændes rigtig meget, at min mor er meget vred, at jeg ikke kan regne med hende, at jeg er meget ked af det, at jeg ikke kan undgå hende, når hun skælder mig ud, at jeg ingen steder har at gå hen, at jeg føler, det er min skyld, at jeg ikke kan hjælpe hende.

Der gik et års tid. Jeg var 16 år, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg husker, at min mor blev såret. Hun blev helt stille og drak videre.

I dag

Jeg skulle have været fjernet som barn. Så ville jeg måske ikke have været så tæt med mine søskende, som jeg er, men jeg ville have haft det bedre. Jeg ville gerne have haft chancen for at prøve noget andet.

Min far døde i 2015. Han fik prostatakræft, men han fortalte det ikke til os andre. Han lagde sig på gulvet i køkkenet skidefuld med sin jakke som hovedpude og dyne over sig og så døde han af tarmslyng. Jeg trøster mig lidt med et billede af, at han sov stille ind. Det slog mig helt ud, fordi min far kunne noget, som jeg ikke har mødt andre, der kunne. Det var, som om den der løve, det der vrede vilde bæst, det forsvandt på hans sidste år. Du kunne ringe til ham, og så lyttede han bare.

Jeg ser ikke min mor mere, men vi er begyndt at skrive sammen igen. Nu må vi se.

Sådan er det at være alkoholikerbarn. I alkoholikerfamilier er børnene de voksne. Det er vores skyld, at vores forældre drikker.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.