Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Hvad andre tænker og tror i kirken

KLUMME

At opføre sig som forventet - bl.a. i kirken - kan være en udfordring for de små. (Foto: Søren Bidstrup)
At opføre sig som forventet - bl.a. i kirken - kan være en udfordring for de små. (Foto: Søren Bidstrup)

»Jeg keder mig. Kan vi ikke gå nu fa’ar,« blev det halvt sagt, halvt klynket.

Lige lidt højere end de første tre gange, jeg fik det slynget ind i øresneglen af barnet, der stod på bænken og halvt hang ind over mig ved barnedåben for nylig. Absolut højt nok til, at andre også kunne høre det. Mit ansigt var allerede farvet i naturens helt egen koksrøde rouge, da jeg anstrengt smilende kiggede rundt i rummet og med al beherskelse svarede:

»Vi er færdige lige om lidt, og sæt dig så ned.«

Den sætning havde allerede mistet sin effekt, inden den var færdigudtalt, og resultatet var, at barnet nu gled ned på gulvet, lagde sig på maven og sparkede skosnuderne mod gulvet – uden at være det mindste i takt med ordene i præstens prædiken til sognebørnene. Til gengæld passede bankelydene fint til rytmen i sætningen: »Jeg vil ha’ min mo’ar!« som rungede så fint og tydeligt mellem kirkens hvidkalkede mure og loftshvælvinger.

Da jeg cirka to sekunder efter lå halvt inde under bænken foran for at fiske den sprællende treårige dreng op, følte jeg, at jeg blev stukket af bebrejdende blikke fra både denne jord og det hinsides. Og omtrent her slog det mig, at det hverken var min søns lidt livlige opførsel eller min manglende evne til at underholde ham, der var det store problem. Jeg blev heller ikke irettesat fra prædikestolen eller af de øvrige kirkegængere. Nej, det hele kunne i bund og grund koges ned til en følelse. Jeg følte, at mine evner som far blev sat til offentligt skue og vejet på en fintfølende brevvægt foran godt 120 dommere. Brændet på bålet i mit indre, der fik den røde farve til at blusse op i mine kinder, var udelukkende stumper hakket ud af stammen: »Hvad tænker de om mig?«.

Man skal naturligvis tage hensyn til andre mennesker, lære sine børn de fælles spilleregler og opdrage dem – også i det offentlige rum. Langt de fleste folk har dog forståelse for, at børn endnu ikke kender det sociale kodeks, som vi andre følger, og at de netop lærer det ved at blive hældt ind i et kirkerum, et bibliotek eller en stillekupé, hvor de så modtager dessiner fra mor eller far. Okay, stillekupeen er mere tortur end opdragelse af en treårig, men de lærer det aldrig, hvis ikke de bliver taget med og bragt i de situationer.

Dertil er det sådan med andres tanker, at de mest handler om dem selv. På den måde er det lidt ligesom, når man kommer på job med bondeanger og skyldigt sænkede skuldre efter firmafesten, hvor man smed skjorten og dansede fjollet – tænkt eksempel, naturligvis – kun for at finde ud af, at ingen ænser en, fordi de er optaget af deres egne fadæser.

Når man så alligevel går så meget op i, hvad andre tænker i sådan en situation, så er det, fordi man gerne vil vise, at man tager affære. Det er da også hamrende irriterende at sidde på en restaurant, hvor nogle andres børn splitter stedet ad, og forældrene er ligeglade. Men der er ingen grund til at blive kolerisk og uligevægtig i forsøget på at vise, at man er i total kontrol. Man skal jo bare opdrage sine børn som altid. Skulle der så sidde nogle, der har glemt, hvordan de selv lærte spillereglerne at kende, må man bare sige pyt. Eller undskyld. Alt efter hvor vildt det er gået for sig. Nuvel. I det mindste kan jeg glæde mig over, at det er et stykke tid siden, at jeg selv har kedet mig i kirken.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.