Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

25 år siden fodboldtriumfen: Husker du, hvor du var?

En særlig aften: Mor og datter dansede på biltage. En lille dreng hørte brølet over sejrsmålene på en villavej. En mand på krykker drak champagne. Alle var så glade.

Nærmest uanset alder kan danskerne huske, hvor de var, da Danmark vandt EM. Dagen efter blev landsholdet hyldet fra det øjeblik, de kom i dansk luftrum, til de ramte Rådhuspladsen. Arkivfoto: Niels S. Andersen
Nærmest uanset alder kan danskerne huske, hvor de var, da Danmark vandt EM. Dagen efter blev landsholdet hyldet fra det øjeblik, de kom i dansk luftrum, til de ramte Rådhuspladsen. Arkivfoto: Niels S. Andersen

Johanna Thielst, 72 år

Foto: Jens Astrup
Foto: Jens Astrup

»Jeg så kampen med en af mine døtre. Jeg kan huske, at jeg lige havde været i gang med at flytte rundt på mine døtres værelser den dag, og min mellemste datter var den eneste, der var hjemme. Min ældste datter var på udveksling i USA dengang. Vi havde ringet til hende den dag, og hun var helt oppe at køre over, at hun ikke kunne se kampen. Vi sad ikke og så kampen, vi lå på maven i sengen i min datters nye værelse. Normalt så jeg ikke så meget fodbold, men jeg fulgte med i EM og med landsholdet, når det gik godt. Da kampen var forbi, kunne vi høre, at der var folk ude på vejen, som råbte og jublede. Det var et rækkehuskvarter i Odense SSØ, hvor folk boede tæt, og der var fyldt med folk på vejen. Min datter og jeg gik derud, måske drak jeg øl, det kan jeg ikke huske, men vi dansede på biltagene den aften. Det var klart højdepunktet den aften. Jeg tror ikke, der skete noget med bilerne. Det håber jeg ikke.«

Leo Kragh Jensen, 67 år

Foto: Jens Astrup
Foto: Jens Astrup

»Jeg så kampen i Horsens, hvor jeg boede dengang, hjemme i min egen lejlighed sammen med en ven. Jeg havde brækket benet – jeg var væltet på cykel, så jeg var lidt handicappet og kunne ikke juble for vildt, men jeg råbte da, da vi scorede. Jeg gik meget op i fodbold dengang. Jeg så Bundesliga. Når man boede i Jylland, så man tysk fjernsyn. Jeg holdt med Hamburger SV og med St. Pauli, der spillede i 2. Bundesliga, selv om der ikke var særligt mange varme følelser mellem de to hold. Jeg havde set hele turneringen, og jeg troede på det danske hold, selvom det var kommet med på et afbud. Da kampen var spillet færdig, gik min kammerat og jeg ned på torvet i Horsens for at fejre det. Han havde en flaske champagne, og jeg gik på mine krykker. Jeg tror ikke, vi skal ind på, hvad vi drak bagefter, men jeg kom hjem uden at brække det andet ben.«

Jim Callesen, 52 år

Foto: Jens Astrup
Foto: Jens Astrup

»Jeg skulle til middag med min kæreste hos nogle mennesker, der ikke interesserede sig for fodbold, så de skulle ikke se kampen. Men jeg havde sagt, at jeg kun tog med, hvis jeg kunne se den. Jeg har selv spillet fodbold, jeg kendte nogle af spillerne privat, så det skulle jeg. Det accepterede hun også. Jeg sad inde i stuen og så den, mens de andre spiste. Da John Faxe scorede – ham havde jeg gået i skole med på Tjørnehøjskolen, som lå lige ved siden af Brøndby Stadion. Han gik en klasse under mig – og når en skolekammerat scorer i en EM-finale, så bliver man glad. Jeg råbte en del, tror jeg. Det var bare eufori. Da kampen var forbi, tog min kæreste og jeg ind til byen og gik i Fælledparken. Der var mennesker overalt. Det var en folkefest. Vi endte inde i byen på Strøget senere på natten, og så gik vi hjem til Nørrebro, hvor vi boede.  Dagen efter tog vi ind på Rådhuspladsen. Jeg kan ikke huske, hvor vi stod. Bare at vi var så glade. Alle var så glade.«

Andreas Pettersson, 32 år og Nicolai Ludvigsen, 33 år

Andreas Pettersson (t.v.) og Nicolai Ludvigsen. Foto: Jens Astrup.
Andreas Pettersson (t.v.) og Nicolai Ludvigsen. Foto: Jens Astrup.

Andreas Pettersson: »Jeg var syv, og jeg så kampen med min far. Jeg tror, jeg syntes, at det var lidt kedeligt. Jeg kan huske, at jeg i anden halvleg løb rundt på villavejen i Odense, hvor vi boede. Jeg var kun syv,og jeg må have kedet mig ret meget, og så kunne man høre, da Danmark scorede. Det dér kæmpestore brøl. Jeg begyndte at interessere mig for fodbold dér og har set meget fodbold siden. Min første kamp var Brøndbys returkamp mod Schalke, hvor de havde tabt ude, men vandt hjemme. Når man har oplevet det, bliver man Brøndby-fan. Men min interesse for fodbold begyndte med EM.«

Nicolai Ludvigsen: »Jeg så kampen i Sjællands Venedig – ja, det er Sorø – sammen med min far. Jeg gik ikke op i fodbold, men det var sådan en far-søn ting, hvor vi sad og så den sammen på min fars gamle billedrørfjernsyn. Jeg kan ikke huske, hvad vi spiste eller drak, måske fik jeg en ekstra sodavand, men jeg kan huske glæden over, at vi vandt. Jeg er aldrig blevet særligt fodboldinteresseret. Det er jo gået nedad med landsholdet siden, og nu er det eneste, vi har tilfælles over det i det her land, at brokke os over det.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.