Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hundredvis af børn får erstatning for vaccineskader

373 børn har fået tilkendt erstatning for en alvorlig allergisk reaktion efter deres Di-Te-Ki-Pol-Hib-vaccination. Patientorganisation efterlyser mere forskning og erstatning til børn, der får permanente skader.

De to søstre, Munte Anemone, seks år, (tv.) og Emmie Lilje, fire år, har hver fået 15.000 kroner i erstatning for bivirkningerne efter deres Di-Te-Ki-Pol-Hib-vaccination. Pigernes mor, Tania Holm Linke, har anket afgørelsen. (Foto: Ida Marie Odgaard)
De to søstre, Munte Anemone, seks år, (tv.) og Emmie Lilje, fire år, har hver fået 15.000 kroner i erstatning for bivirkningerne efter deres Di-Te-Ki-Pol-Hib-vaccination. Pigernes mor, Tania Holm Linke, har anket afgørelsen. (Foto: Ida Marie Odgaard)

Antallet af børn, som får erstatning for stærkt ubehagelige bivirkninger i forbindelse med den meget udbredte Di-Te-Ki-Pol-Hib-vaccination, fortsætter med at stige voldsomt.

Det får nu en patientorganisation til at presse på for både øget forskning i vaccinen og adgang til højere erstatning til de af børnene, som må slås med generne resten af livet.

Ifølge en opgørelse, som Patienterstatningen har udarbejdet for Berlingske, er der frem til begyndelsen af april 373 børn, der har fået tilkendt erstatning, fordi de har udviklet en kraftig allergisk reaktion over for aluminiummet, der bruges som hjælpestof i vaccinen, som skal beskytte dem mod blandt andet kighoste og polio.

Patienterstatningen har yderligere 105 anmeldelser liggende, og da det erfaringsmæssigt er over 90 procent, der ender med at få medhold, står det samlede antal erstatningssager til at nærme sig 500.

Desuden kommer der kontinuerligt nye anmeldelser, og udviklingen får nu Astma-Allergi Danmark til at reagere.

»Generelt er vi glade for vaccinationer, som gør, at mange børn undgår alvorlige sygdomme. Men bivirkningerne ved denne vaccination er stærkt ubehagelige for de børn, der rammes. Derfor bør der forskes mere i vaccinen for at finde alternativer, som kan reducere bivirkningerne så meget som overhovedet muligt,« siger vicedirektør Anne Holm Hansen.

Svært at erstatte aluminium

I Danmark bruges en vaccine, som produceres af Statens Serum Institut, og ifølge administrerende direktør Nils Strandberg Pedersen har man ikke noget arbejde i gang med at erstatte hjælpestoffet aluminium i den pågældende vaccine, fordi det er »så effektivt og ikke umiddelbart kan erstattes af noget andet«.

»Baseret på de forskningsresultater, man har, er der ikke noget, der tyder på, at der findes noget, der er bedre end aluminium. De andre adjuvanser (hjælpestoffer, red.) er mere usikre og medfører flere bivirkninger,« siger Nils Strandberg Pedersen og påpeger, at tilsvarende børnevacciner rundt om i verden også indeholder aluminium.

Børnene får erstatning, fordi de udvikler kontaktallergi og/eller kløende knudedannelser i huden, såkaldte granulomer. Hos mange forsvinder generne efter et stykke tid; derfor ligger erstatningen typisk kun på cirka 25.000 kroner.

Men der er også en del, der har gener i betydeligt længere tid, og til gruppen, der får permanente skader, vil det være rimeligt, at de senere kan søge og få tilkendt en større erstatning, mener Astma-Allergi Danmark.

I Patienterstatningen fremhæver direktør Karen-Inger Bast, at symptomerne, ifølge udmeldinger fra Sundhedsstyrelsen, typisk vil være væk fem år efter vaccinationen.

Hvis der fortsat er væsentlige gener efter det tidspunkt, opfordrer man til at tage kontakt til Patienterstatningen, der vil vurdere, om sagen kan genoptages, og om der er grundlag for at tilkende yderligere godt­gørelse.

I såvel Lægemiddelstyrelsen som i Patient­erstatningen og hos Statens Serum Institut peger man desuden på, at antallet af erstatningssager – og antallet af indberetninger om bivirkninger – også skal holdes op imod de mange tusinde børn, der vaccineres hvert år uden at opleve bivirkninger.

»Vi skal huske på, at det er meget alvorlige sygdomme, som vaccinen beskytter imod,« siger Karen-Inger Bast.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.