Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Hun var ikke en dødsengel, hun var en dødsdjævel«

En 31-årig sygeplejerske er fredag formiddag idømt fængsel på livstid for tre drab og et drabsforsøg på patienter på Nykøbing Falster Sygehus. Forsvareren har anket på stedet.

En 31-årig sygeplejerske er kendt skyldig i tre drab og et drabsforsøg ved Retten i Nykøbing Falster. Hun blev kort før middag fredag idømt fængsel på livstid. Alle ofre var patienter på Nykøbing Falster Sygehus.

De tre dommere og alle nævninge var enige om såvel skyldigkendelse som straffens længde. Dommer Henrik Linde forklarede ved afgivelsen af dommen, at retten havde lagt vægt på lighedspunkterne i drabene:

»Det findes at kunne udelukkes, at de meget store mængder medicin er blevet givet i behandlingsmæssig sammenhæng. For at sige det med andre ord er de døde blevet slået ihjel,« sagde han bl.a. foran over 100 fremmødte og pressen.

Den nu dømte sygeplejerske, Christina Aistrup Hansen, har under hele sagens forløb nægtet sig skyldig. Hun fortrak ikke en mine, da dommen blev afsagt, men kiggede ned i sine papirer. Flere familiemedlemmer brød dog sammen, og nogle i salen, herunder den dømtes mor, begyndte at græde.

»Patienterne var statister i et uhyggeligt skuespil. Hvis man bliver indlagt på et hospital, forventer man en professionel og passende pleje, der er fagligt kompetent. Men hvad har de fire patienter her fået? En uprofessionel, inkompetent og upassende behandling, hvor der regulært var tale om drab. Er det muligt at forestille sig noget mere skærpende?« sagde Michael Boolsen i retten, da han ved 10.45-tiden begyndte at procedere for straf.

»Tiltalte var ikke en dødsengel, hun var en dødsdjævel,« konkluderede han.

Dommen blev straks anket til Østre Landsret af Jørgen Lange med påstand om frifindelse.

Begyndte med dødsfald og hjertestop

Sagen er en af de mest omfangsrige drabssager i dansk retshistorie, hvis man fraregner familiedrab. Den tog sin begyndelse søndag den 1. marts 2015, da den nu dømte Christina Aistrup Hansen blev anholdt efter en usædvanlig dramatisk nattevagt på en afdeling på Nykøbing Falster Sygehus.

Natten til søndag var flere patienter på en akutafdeling afgået ved døden, mens en 73-årig kvinde var blevet genoplivet i sidste øjeblik. Efter endt vagt skrev sygeplejerske selv i en statusopdatering på Facebook, at vagten var hendes »værste nogensinde«.

Foranlediget af nattens dramatik tog en kollega til den dømte kontakt efter nattens dramatik politiet med en mistanke om, at Christina Hansen slog patienter ihjel - i øvrigt efter samråd med sin kæreste, der er læge på sygehuset.

Mange dødsfald efterforsket

Herefter begyndte en langvarig efterforskning, hvor et to-cifret antal dødsfald på sygehuset i de senere år er blevet undersøgt for uregelmæssigheder. I starten af året rejste anklagemyndigheden i starten af året tiltale for tre drab og et drabsforsøg.

Det første dødsfald fandt sted i 2012, hvor en 72-årig mand døde - ifølge politiet med en dødelig indsprøjtning af morfin og et stesolidlignende præparat i blodet. De andre to dødsfald fandt sted på den nattevagt, som blev Christina Hansens sidste - mellem den 28. februar og 1. marts 2015. Her døde en 66-årig mand og en 86-årig kvinde med samme dødelige cocktail i blodet.

En fjerde patient, en 73-årig kvinde, blev samme nat genoplivet efter et hjertestop, som angiveligt var forårsaget af samme dødelige blanding. Anklagemyndigheden mener, at sygeplejersken havde intention om at dræbe denne kvinde.

 

Mistanke i årevis

Christina Hansens kollega, PL, der fik sagen til at rulle, har under retssagen fungeret som en af anklagerens hovedvidner. Hun har bl.a. forklaret, at hun så Christina Hansen stå bøjet over en ældre kvindelige patient, kort før patienten fik hjertestop. Da PL anråbte Christina Hansen, forsøgte hun ifølge hovedvidnets forklaring tillige at skjule to sprøjter, som hun stod med i hånden.

I løbet af retssagen har flere vidner forklaret, at de har næret mistanke til Christina Hansen i årevis. At der altid syntes at være usædvanlig dramatik, mange hjertestop og dødsfald omkring hende. Flere har forklaret, at de har luftet deres mistanker over for hinanden og umiddelbare ledere.

De mange rygter er dog aldrig nået frem til sygehusets ledelse.

Sygehusdirektør Arne Cyron fastslog som vidne under retssagen, at han aldrig havde hørt om mistanken før den pågældende morgen, Christina Hansen blev anholdt. I så fald ville han have reageret, forklarede han:

»Vi er forpligtede til at gøre opmærksom på, hvis vi oplever noget, der kan bringe patientsikkerheden i fare,« sagde han i retten

Mangel på »rygende pistol«

Retssagen, der har strukket sig over 25 dage i byretten i Nykøbing Falster, har været præget af manglen på et »direkte bevis«. En »rygende pistol«, om man vil. Hvad anklageren da også har erkendt. Således sikrede politiet først efter noget tid en sprøjte fra en skraldespand. Sprøjten er ifølge efterforskningen det mulige mordvåben, da det højst usædvanligt indeholdt to typer medikamenter. Der blev dog ikke fundet DNA eller lignende på sprøjten, som med sikkerhed kunne knytte den til CH.

Anklagemyndigheden mener dog, at en lang række andre fakta sammenlagt beviser sygeplejerskens skyld hævet over enhver tvivl. Blandt de vigtigste kan nævnes, at en statistiker i retten har forklaret, at der var en overdødelighed på sygeplejerskens afdeling, når hun havde vagt. Og - som dommer Henrik Linde som sagt også lagde vægt på - at de fire patienter havde store mængder medikamenter af samme type i kroppen, som enten slet ikke var ordineret af lægen eller ikke var registreret som givet af sygehuspersonalet.

»Jeg er inderligt træt af at høre påstanden om, at der ikke er noget bevis i denne sag. Det er fuldstændig forkert, og der ville aldrig være blevet rejst tiltale, hvis det ikke var tilfældet,« sagde anklager Michael Boolsen i retssalen på en af de sidste retsdage.

»Drama og selviscenesættelse«

Et af de største åbne spørgsmål under retssagen har været det mulige motiv.

Anklageren mener, at motivet skal findes i den »histrioniske personlighedsforstyrrelse«, som Christina Hansen ifølge retslæger lider af. Den er karakteriseret ved, at man søger spænding og drama, elsker at være i centrum og har ringe indføling.

Under retssagen har anklageren fremført, at sagen »handler om drama og om selviscenesættelse«, som han har sagt.

Omvendt har forsvarer Jørgen Lange vedholdende fremført, at hans klient er blevet offer for sladder og misundelse på arbejdspladsen. En antagelse, retten altså ikke har givet ham ret i.

Fagligt kompetent

Sygeplejersken er ikke tidligere straffet. Indtil sin anholdelse har hun levet et tilsyneladende almindeligt, gennemsnitsdansk provinsliv med sin kæreste, en nu otte-årig datter fra et tidligere forhold og et varmt forhold til sine forældre. Familien har trolig bakket deres datter op i retten. For nogle år siden passede hun sin kræftsyge lillesøster, til denne døde. Karakteristisk for retssagen har været, at ingen vidner har haft noget at udsætte på Christina Hansens faglige kvaliteter. Hun er blevet beskrevet som en meget dygtig og kompetent sygeplejerske.

Udover de tre manddrab samt forsøget har retten fundet Christina Hansen skyldig i tyveri af medicin fra hospitalet, i overtrædelse af autorisationsloven ved at have givet sin nu otteårige datter stærk sovemedicin, i overtrædelse af autorisationsloven ved være i besiddelse af bl.a. morfin og misbrug af sin stilling. Hun frikendes for at have overtrådt autorisationsloven og for at have brugt en mobiltelefon i fængslet.

Hun skal ud over straffen på livstid betale sagens omkostninger og erstatning til to af ofrene.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.