Nomineret til årets dansker 2017

Hun gør fortiden til en fortælling

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

For museumsinspektør Jeanette Varberg er arkæologi og formidling to sider af samme sag. På Moesgaard Museum handler det om at gøre fortiden så levende som muligt for alle, der interesserer sig for den.

»Det startede i barndommen,« siger Jeanette Varberg.

Det er arkæologien, hun taler om. Kvinden fra Fyn har det meste af sit 39-årige liv været passioneret optaget af faget. Det er hun stadig. Også i den grad.

»I teenageårene troede jeg, at jeg skulle læse litteraturvidenskab eller søge ind på Forfatterskolen. Men så vandt den gamle fascination, som aldrig havde forladt mig,« fortæller hun.

»Mange unge går jo fra at have været dybt optaget af at samle edderkopper eller studere rummet, eller hvad det nu kan være, til helt at droppe de interesser, men det skete aldrig for mig. Det med arkæologi var så stærkt et drive og så stærk en inspiration for mig. Jeg kunne ikke slippe det.«

At Jeanette Varberg også var typen, der, som hun selv formulerer det, fik »rimeligt høje karakterer« i gymnasiet, betød, at hendes far i sin tid gerne ville have, at hun studerede økonomi eller jura. Det ville være rigtig fornuftigt, syntes han. Og det var da vitterligt også en usikker branche, hun valgte:

»Da mine studiekammerater og jeg begyndte på Aarhus Universitet, 35 mand høj, fik vi at vide, at ti af os ville få et job, men kun to af os en fast stilling. Men så tænkte jeg bare, at så må jeg jo blive en af de to.«

Så arkæolog, det blev hun, forhistorisk arkæolog, og allerede året efter at hun havde afsluttet sin uddannelse, i 2007, kom hun til Moesgaard Museum, så hun blev også en af de udvalgte to. Inden da havde hun nået at deltage i Galathea-ekspedition 3, en landbaseret ekspedition, der holdt til på to små øer ud for Papua Ny Guinea.

»Jeg var ansat til at stå i et mudderhul og sørge for kommunikationen,« fortæller hun.

»Min daværende professor havde opdaget, at jeg var god til at skrive, så jeg skulle skrive klummer til Jyllands-Posten og sikre en høj grad af synlighed omkring vores ekspedition. I min kuffert havde jeg en antenne, som jeg klappede ud mod Stillehavet, og der var et bilbatteri, der ladede vores PCer op. Det tog et kvarter at uploade et A4-ark, men det var en enormt fed tur.«

Og så kom turen som nævnt til Moesgaard Museum. Det unge talent blev tilbudt den fine stilling som museumsinspektør, allerede inden hun havde afsluttet sit speciale, og der var virkelig noget at se til, for der skulle skabes et helt nyt museum. Det blev officielt indviet i 2014, og det er et enestående sted, mener vist de fleste, og et sted, som mange i museumsverdenen ser op til som forbilledligt.

»Det var en vild tid, megahårdt, men noget, jeg lærte så meget af,« siger Jeanette Varberg.

»Vi skulle løfte et museum i en helt ny retning, og i stedet for at engagere konsulenter udefra skabte vi vores egen tegnestue med arkitekter, interaktionsdesignere, scenografer og så videre. Vi lavede en helt ny museumsudstilling på over 4.000 kvadratmeter. I dag er alle de permanente udstillinger åbnet, så nu er vi der, hvor vi skal til at vedligeholde det gamle og satse på særudstillinger. Det er en anden slags arbejde.«

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Søren Bidstrup
Foto: Søren Bidstrup

Og sjovt arbejde. Stadigvæk. Det handler om at gøre fortiden så levende som muligt for alle, der interesserer sig for den, det handler om at formidle, og formidling er en af Jeanette Varbergs kæpheste. I 2014 udgav hun »Fortidens Slagmarker. Krig og konflikt fra stenalder til vikingetid«, der, som titlen antyder, dækker en periode på omkring 6.500 år, og som – i sagens natur – bygger på de ting, som alle de ikke-skriftlige kilder fra den lange periode kan fortælle.

Samme år modtog hun DRs prestigefyldte formidlingspris, Rosenkjærprisen, året efter de to danske forfatterforeningers Blixenpris for årets faglitterære udgivelse, og hun er forfatter eller medforfatter til en række artikler og bøger, ligesom hun har redigeret flere antologier. Hun har også skrevet to børnebøger med emner fra gamle dage, »Swarta og blodskyggernes hævn« og »Troldkvinden fra Borum Eshøj«, og mange vil have oplevet hende som ekspert i DRs »Historien om Danmark«. Sammen med Kurt Villads Jensen skrev hun også den første af de to bøger, der ledsager TV-serien.

Hvad er det, hun kan?

»Jeg har vel på en eller anden måde en evne til at fortælle en historie baseret på viden og fakta, så den løfter sig som en fortælling,« siger hun.

»Og jeg tror, at det har at gøre med, at jeg altid, sideløbende med arkæologiske bøger, har læst rigtig meget andet: Fantasy, historiske romaner, krimier, alt mellem himmel og jord. Litteraturen og fortællingens kraft har altid trukket lige så meget i mig som arkæologi og historie. Arkæologi og historie ER fortællinger om os selv som mennesker, og jeg arbejder gennem mine klummer og artikler i forskellige dagblade og i »Mennesket har altid vandret« med at synliggøre, at vores historie stadig er yderst relevant og har direkte konsekvenser for os. Arkæologien kan i høj grad være med til at ændre samfundets grundfortælling, og vi bliver nødt til at se vores årtusinder lange udvikling i skyggen af klimaforandringer, folkevandringer, konflikter og politiske omvæltninger som en del af det samfund og den verden, vi er en del af i dag. Jo større forståelse vi har af, hvad der udfordrede os i fortiden, jo større er vores muligheder for ikke at gentage fortidens fejl.«

Og som Jeanette Varberg også gør opmærksom på: Hun står på en vidensbase. Det, hun fortæller, har rødder i den videnskab, hun også selv dyrker.

»Jeg skal ikke kun formidle andres resultater, jeg skal også danne dem selv for at kunne fortælle ordentligt. Og det er vel også derfor, folk mere og mere læser det, jeg skriver. De ved, at der er en integritet bag ordene.«

Videnskabeligt fik Jeanette Varbjerg sit internationale gennembrud i 2014 med opdagelsen af, at 3.400 år gamle glasperler fundet i Danmark stammer fra Egypten og Mesopotamien. Nordeuropæisk bronzealder – krig, migration, handel og religion – er hendes hovedfelt, og hun elsker at benytte de muligheder, man som forhistorisk arkæolog har for også at dyrke sin videnskab andre steder på kloden. Og både over og under vandet.

»Jeg er dykker, og jeg har en evigtgående diskussion om det med min mor, for hun synes, at det er problematisk. Jeg kan for eksempel godt lidt store fisk med store tænder – barracudaer, hajer og den slags. Jeg har også taget kurser i undervandsarkæologi, og jeg overvejede en overgang at blive undervandsarkæolog, for jeg har det der eventyr i mig, men jeg prøver at holde det i ave, nu da jeg er blevet mor til to små børn. Jeg holder også meget af hverdagen, men en gang imellem får jeg lidt kløe efter andre steder – efter at klatre op ad et vandfald i en rumænsk hule på jagt efter glasperler eller efter at studere tempelrelieffer i Egypten.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.