Nomineret til årets dansker 2017

Hun former skolen efter børnene

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Vi har ændret vores måde at undervise, vores måde at møde forældrene og hævet vores ambitionsniveau. Det eneste, der ikke er lavet om på, er eleverne,« siger skoleleder Rani Bødstrup Hørlyck, der på ti år har fordoblet karaktergennemsnittet på Søndervangskolen i Aarhus, hvor 98 pct. af eleverne har en anden etnisk baggrund end dansk.

Da Rani Hørlyck for ti år siden overtog ledelsen af Søndervangskolen i Viby ved Aarhus, stod medarbejdere og omverden i kø med velmenende råd om alt det, hun ikke skulle gøre sig nogen forhåbninger om at forandre.

Skolen har 98 pct. tosprogede elever og ligger i Rosenhøj – et kvarter, som for år tilbage blev kaldt »den glemte ghetto«, præget af frygt, kriminalitet, hærværk og arbejdsløshed. Karaktergennemsnittet i 9. klasse lå på 3,42. Knap halvdelen af eleverne havde et såkaldt »bekymrende elevfravær« på over ti pct. Trivslen og tilfredsheden blandt forældre var alarmerende lav, og medarbejderne var i gennemsnit syge 32 arbejdsdage om året.

Men midt i alle de triste nøgletal var det mest sørgelige, Rani Bødstrup Hørlyck oplevede, det »mangelsyn«, som prægede kulturen på skolen.

»Hver gang jeg ville sætte noget i gang, blev jeg mødt med: »Rani, det kan man slet ikke med vores børn«, eller: »Det dur ikke med de forældre, vi har her i området«,« fortæller Rani Bødstrup Hørlyck.

»Men der måtte jeg bare sige: Det er vores udfordring, hvis børnene ikke rykker sig. Det kan aldrig være børnene eller deres forældre, der er problemet. Det er dette mindset, jeg har arbejdet på at indføre: Det er ikke vores opgave at beklage os over børnene eller kritisere forældrene. Vi er ansat af en eneste grund – at hjælpe eleverne og deres familier til at få de bedst mulige forudsætninger for at klare sig godt.«

I dag, ti år senere, er de skeptiske røster gjort til skamme: Karaktergennemsnittet for 9. klasse er næsten fordoblet og ligger på 6,13 – kun en anelse under landsgennemsnittet. Elevernes fravær er halveret. Lærererns sygedage reduceret fra 32 til 11. Elevernes trivsel ligger i dag i den øverste tredjedel på landsplan, og mere end 90 pct. af forældrene er tilfredse eller meget tilfredse med skolen.

Og Rani Bødstrup Hørlycks indsats som leder er blevet lagt mærke til i en grad, så hun i dag jævnligt optræder som debattør, klummeskribent og oplægsholder på området. Selv vil hun dog helst ikke tale om det som »noget særligt«. Hun passer bare sit arbejde, siger hun, og prøver at følge en helt simpel ledelsesfilosofi: At tilpasse skolen efter de børn, som nu engang er til stede – og ikke omvendt.

»De her børn er jo hverken dummere eller klogere end andre børn i Danmark. Og de skal ud i den samme verden, som alle andre,« siger hun.

»Vi skal passe på, vi ikke har for lave forventninger og lader vores egne fordomme bremse udvikling. Resultaterne viser jo, at det sagtens kan lykkes at rykke rigtig meget. Vi har ændret vores måde at undervise, vores måde at se og møde forældrene og hævet vores ambitionsniveau. Det eneste, der ikke er lavet om på, er eleverne. Det er dem, vi er her for.«

Fire onsdage om året stopper al undervisning på skolen kl. 12, og klasselokalerne danner i stedet ramme om 326 elevsamtaler, hvor elever, lærere og forældre sammen sætter mål for børnenes læring og udvikling. Det var en af skolelederens vigtigste ambitioner at involvere forældrene langt mere i børnenes skolegang.

»Da folk hørte ideen, syntes mange, jeg var bindegal,« griner Rani Bødstrup Hørlyck.

Det var svært nok overhovedet at få skolens forældre til at møde op til det årlige forældremøde. Hvordan ville hun dog få dem til fire samtaler om året – pr barn?

»Men der handler det igen om at holde fokus på målet. Hvad mening har det at blive ved med at afholde klassemøder, som forældrene ikke vil komme til? Hvis vi vil ansvarliggøre forældrene, er det vores opgave at finde en måde, så det giver mening for dem. Og vores forældre er ikke anderledes end alle andre: De synes, det er langt mere spændende at bidrage til deres børns faglige udvikling end at komme til skældud-møder, hvor de f.eks. får at vide, at deres søn ikke kan opføre sig godt eller har for meget fravær.«

I dag deltager stort set 100 pct. af forældrene i de fire årlige individuelle samtaler.

»Vi stiller meget tydelige krav til forældrene, for de skal ikke være i tvivl om, hvad vi forventer af dem,« siger Rani Bødstrup Hørlyck.

»Men samtidig gør vi det klart, at vi har et fælles mål: At deres barn klarer sig bedst muligt. Det handler ikke om at slå dem oven i hovedet. Vi tror ikke på løftede pegefingre men på ansvarliggørelse og dialog.«

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Søren Bidstrup
Foto: Søren Bidstrup

Skolens 326 elever har forældre med rødder i mere end 20 forskellige lande. Alligevel kalder Rani Bødstrup Hørlyck uden tøven alle for danske. Og hun bliver både vred og frustreret, når hendes elever i den offentlige debat omtales som »problembørn«, eller skolen som en »ghettoskole«.

»Den slags retorik gør vores arbejde meget sværere. For vores elever opfatter sig som danske og bliver kede af det, når de bliver lukket ude af det fællesskab. Desuden viser vores resultater jo, at det ikke er elevsammensætningen, der afgør, om en skole klarer sig godt,« siger hun.

Fra tid til anden bliver hun ringet op af kolleger eller medier, som vil høre, hvordan hun håndterer udfordringerne med lejrskole, kristendomsundervisning og ramadanen.

»Og der må jeg bare skuffe og sige – vi gør ingenting! Kan du forestille dig en måned, hvor børnene ikke får det fulde udbytte af undervisningen, fordi de er trætte og uoplagte? Nej, vi er her for at lave skole, så vi har skrevet ud til forældrene, at vi forbeholder os retten til at give sultne og trætte børn mad ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt,« siger Rani Bødstrup Hørlyck.

Ud af 326 elever – hvoraf de fleste kommer fra muslimske hjem – er det kun en håndfuld, der er fritaget fra kristendomsundervisning. Og når et forældrepar en sjælden gang har sagt, at deres datter ikke må komme med på lejrskole, har hun taget en snak i ro og mag, lyttet til deres bekymringer, forklaret, at lejrskole er undervisning, og at piger og drenge altså sover i hver deres rum. Så er det endt med, at eleven alligevel kommer med.

»Nogle forældre har nogle andre forestillinger om, hvad skolesystemet går ud på. Der er det vores opgave at holde fast i, hvordan vi laver skole i Danmark og forklare dem det,« siger Rani Bødstrup Hørlyck.

Det er i virkeligheden den største forskel på Søndervangskolen og så mange andre: at Rani Hørlyck og personalet taler rigtig meget med elever og forældre. Så meget, at nogle kritiserer hende for at tage for mange hensyn til folks forskellighed.

For den garvede skoleleder er det en helt misforstået måde at se det på.

»Jeg tror netop på, at en af grundene til, at vi er lykkes med at løfte skolens resultater, er, at vi fokuserer på at lave den bedst mulige skole for de elever, som faktisk går her, og ikke hele tiden problematiserer, hvor de kommer fra.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.