Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hospital vil lukke skadestue i Gentofte: »Det er helt uacceptabelt«

Al akutbehandling skal samles i Herlev, når nyt akuthus står klar i 2019, foreslår direktion. Gentoftes borgmester raser mod planerne.

Akutklinikken i Gentofte skal lukkes, og al akutbehandling skal samles i Herlev, når nyt akuthus står klar i 2019, foreslår direktion. Gentoftes borgmester raser mod planerne.
Akutklinikken i Gentofte skal lukkes, og al akutbehandling skal samles i Herlev, når nyt akuthus står klar i 2019, foreslår direktion. Gentoftes borgmester raser mod planerne.

Syge borgere i Gentofte Kommune og naboområderne kan få længere til skadestuen, når de har behov for hurtig hjælp mod sygdom og mindre skader.

Herlev-Gentofte Hospital har planer om at lukke akutklinikken i Gentofte og samle al akut behandling i Herlev, når et nyt, stort akuthus står klar på Herlev-matriklen i 2019.

Det fremgår af en intern orientering fra direktionen til medarbejderne på Herlev-Gentofte Hospital. Planerne mødes med hård kritik af Gentoftes borgmester, Hans Toft (K), som også sidder i regionsrådet i Region Hovedstaden.

»Det vil i den grad være en forringelse af servicen for borgerne i lokalområdet, som jeg under ingen omstændigheder vil acceptere. Jeg vil gøre alt for at kæmpe imod de planer,« siger han.

Hans Toft er også utilfreds med, at planerne ikke har været præsenteret for politikerne, og fremhæver, at der ligger flere politiske aftaler og en hospitalsplan, der udtrykkeligt nævner, at der skal være en akutklinik på Gentofte-matriklen.

»Det er fuldstændigt uantageligt, at man hen over hovedet på politikerne sætter gang i en sådan proces. Vi har intet hørt om det i regionsrådet, og jeg har selv skullet grave de oplysninger frem. Det er helt uacceptabelt og skaber en enorm usikkerhed,« siger Hans Toft, som vil sætte sagen på dagsordenen på det førstkommende møde i regionsrådet i Region Hovedstaden.

Planerne om at lukke akutklinikken i Gentofte er blevet aktuelle i forbindelse med byggeriet af de såkaldte supersygehuse. Et af projekterne er på Herlev Hospital, der udvides med et 55.000 kvadratmeter stort akuthus, som skal »sætte standarden for udredning og behandling af akutte patienter i Danmark« og også kommer til at rumme et kvinde-barn-center.

Med byggeriet er der lagt op til en større rokade og omplacering af afdelinger både på Herlev- og Gentofte-matriklen, og hospitalsdirektør Klaus Lunding bekræfter, at det i forbindelse med generalplanarbejdet indgår at lukke akutklinikken på Gentofte-matriklen.

Det har man ifølge direktøren lagt åbent frem for medarbejderne, og overvejelserne er også blevet præsenteret for koncerndirektionen på regionsgården i Hillerød, oplyser han.

»Når man bygger en kæmpestor akutmodtagelse på Herlev og ser på, hvad der vil give patienterne den bedste kvalitet og også har økonomiske fordele, så er det bedste bud at samle behandlingen af akutte patienter i Herlev. En konsekvens af det er, at så må akutklinikken i Gentofte lukke. Vi har også udtrykkeligt sagt, at det ikke er i direktionens magt at gøre det​, og at det kræver en politisk beslutning​,« siger Klaus Lunding.

Han fremhæver også, at det har været en politisk beslutning at fusionere Herlev og Gentofte hospitaler til én enhed, og at det også her er betonet, at Herlev skal have en stærkere akutprofil, mens Gentofte-matriklen primært skal stå for såkaldt elektiv behandling, det vil sige planlagte og dagkirurgiske patientforløb.

Politikerne i Region Hovedstaden har de seneste ti år lukket hospitaler og indskrænket på en række skadestuer, der ikke længere har åbent hele døgnet og behandler mindre alvorlig sygdom samt brud, forstuvninger, sår osv. De alvorligste og livstruende tilstande håndteres på de store, døgnåbne akutmodtagelser i Herlev, Hillerød, Hvidovre og på Bispebjerg hospitaler samt Rigshospitalets traumecenter.

Der har også jævnligt været forslag om at lukke nogle af akutklinikkerne, der foruden på Gentofte Hospital også findes på Frederiksberg og Amager samt i Frederikssund, Glostrup og Helsingør.

Det er dog altid blevet afvist af politikerne, der heller ikke i denne omgang umiddelbart er indstillet på at lukke akutklinikken i Gentofte, ligesom der er forundring over, at de ikke er blevet orienteret om planerne.

»Jeg er meget overrasket over det her. Vi har en hospitalsplan og nogle budgetter, hvor vi har slået fast, at der er en akutklinik på Gentofte-matriklen. Skal der ændres på det, skal det forhandles politisk, og Socialdemokraterne har ikke planer om at lukke akutklinikken på Gentofte. Min egen oplevelse er, at man her får hurtig og god hjælp, og at ventetiderne er korte, og jeg har ikke set nogen begrundelser, der kan få mig til at synes, at det er en god idé sådan uden videre at lukke akutklinikken,« siger budgetordfører Lars Gaardhøj (S).

Den radikale formand for sundhedsudvalget, Karin Friis Bach, finder det »utroligt«, at politikerne ikke har fået noget at vide om planerne. Hun mener, at der godt kan være behov for at revidere hospitalsplanen, men hun vurderer også, at det må være en politisk beslutning, hvis man skal justere på serviceniveauet for borgerne.

»Man vil jo heller ikke alene kunne beslutte at lukke Gentofte, men skulle i så fald også se på de andre akutklinikker f.eks. på Frederiksberg. Jeg er ikke så bange for at samle funktionerne, men der skal også være nogle tilbud i nærmiljøet, f.eks. en akutklinik eller et sundhedshus,« siger hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.