Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Historisk restaurant dumper kontrol: Stor bøde til tv-kok

Den historiske restaurant Grøften i Tivoli har fået en sur smiley og en klækkelig bøde på grund af deres håndtering af fødevarer i julemåneden.
Den historiske restaurant Grøften i Tivoli har fået en sur smiley og en klækkelig bøde på grund af deres håndtering af fødevarer i julemåneden.

Den kendte restaurant Grøften i Tivoli i København har fået en bøde på 20.000 kroner og en sur smiley for manglende hygiejne i forbindelse med håndteringen af fødevarer.

Det fremgår af en kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen fra den 15. december 2016. Det skriver Ekstra Bladet.

Det ærgrer ejer Jacob Elkjær, der overtog forretningen sidste år.

»Han har været restauratør i 20 år uden at få en sur smiley, så han er selvfølgelig ked af det og ramt på sin ære. De fejl, der er sket, er menneskelige fejl, som der er blevet rettet op på, men det er ham, der som chef står med ansvaret,« siger presseansvarlig hos Grøften, Andreas Dyrberg Andreassen, på vegne af Jacob Elkjær, til BT.

Han oplyser, at Jacob Elkjær, der tidligere har været fast tv-kok på 'Go' morgen Danmark' på TV 2, ikke har yderligere at tilføje, end hvad han tidligere har udtalt til Ekstra Bladet.

Den 5. december opdagede fødevarekontrollører, at andelår produceret dagen før blev opbevaret ved en for høj temperatur i Tivolis berømte restaurant. Det førte til en indskærpelse, og da fødevarekontrollen uanmeldt lagde vejen forbi ti dage senere, var forholdene på det over 140 år gamle spisested ikke blevet bedre. Tværtimod.

En stor portion af stedets populære skipperlabskovs, som var blevet lavet dagen før, stod i et overfyldt kølerum og var 20,7 grader varm.

Derudover var en lang række andre daggamle levnedsmidler langt over de højst tilladte fem grader. Det gjaldt kartofler, sovse og risalamande.

Grøftens køkkenledelse indrømmede desuden over for den tilsynsførende, at man på grund af juletravlhed og manglende plads i kølerummet blandt andet optøede lam, sovs og kødsovs uden for kølerummet om natten. De optøede fødevarer nåede dermed at blive for varme, inden de skulle på køl igen.

Og det var en klokkeklar fejl, indrømmer Jacob Elkjær over for Ekstra Bladet.

»Det går selvfølgelig ikke, hvilket jeg klart har indskærpet, men ansvaret er mit, og det vil heller ikke gentage sig. Der er begået en dumhed. Det var unødvendigt. Det burde have været optøet i kølerummet,« siger den tidligere tv-kok til avisen.

Grøften fik også en indskærpelse fra Fødevarestyrelsen, fordi den seneste kontrolrapport fra den 5. december ikke var hængt op, som den burde, da fødevarekontrollen kom på besøg igen den 15. december. Det var ifølge Jacob Elkjær ligeledes en 'tåbelig fejl', som skyldtes en forglemmelse.

Han hævder, at gæsterne ikke er blevet påvirket, fordi de pågældende fødevarer blev kasseret, inden de nåede ud på bordene i den traditionsrige restaurant, som han overtog i april 2016.

»Vi har ikke sygdomstilfælde, som beviseligt stammer fra os, men to har henvendt sig med en melding om sygdom. Det skal ses i lyset af, at vi har haft 34.000 gæster i december,« siger Jacob Elkjær, der har måttet stå skoleret over for Tivolis direktør, Lars Liebst, oven på den dumpede kontrol.

Grøften, som slog dørene op i 1874, er lige nu sæsonlukket. Når restauranten åbner igen den 6. april, vil det være med et nyt køkken og udvidede kølefaciliteter, oplyser Andreas Dyrberg Andreassen til BT.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.