Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Historisk dom: Ung mand dømt for at tilslutte sig IS

Den 24-årige dansk-tyrkiske mand HC er blevet dømt for at tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien. En historisk terrordom, der kan få betydning for kommende sager.

Var den 24-årige HC bager eller jihadist hos terrorbevægelsen Islamisk Stat?

Det spørgsmål har været helt centralt i sagen mod den 24-årige HC, der er den første af sin slags mod en formodet dansk IS-jihadist.

I dag er manden blevet dømt for at have ladet sig hverve af Islamisk Stat og deltage i krigs- og våbentræning.

Der har i retten været fremlagt billeder, hvor den 24-årige har poseret med geværer foran Islamisk Stats karakteristiske sorte flag med hvide skrifttyper. Ligesom han har erkendt, at han blev anbefalet til terrorbevægelsen af den kendte danske militante islamist Shiraz Tariq - en formodet hverver, der også er kendt som abu Hafs al-Pakistani.

Den 24-årige HC har i løbet af sagen erkendt, at han rent faktisk har været i Syrien - og endda at han har været en del af terrorbevægelsen Islamisk Stat. Men han har ikke kæmpet for den, men i stedet ageret bager og kok for de sortklædte islamister i frontlinjen, har den 24-årige HC selv forkaret i retten. Manden har tidligere ejet et pizzeria på Københavns Vestegn.

Men retten har i dag afgjort, at manden rejste til Syrien og tilsluttede sig Islamisk Stat, hvor han deltog i våbentræning og kamp.

Det er en historisk sag, fordi det er den første sag mod en af de personer, der gennem de seneste år er blevet anset for at være en af de suverænt største sikkerhedstrusler. Nemlig de hjemvendte jihadister, der efter træning, kamp og inspiration hos Islamisk Stat har været anset som en stor terrortrussel mod Danmark.

Den 24-årige HC står også nævnt i de lækkede dokumenter fra Islamisk Stat, som Berlingske flere gange har beskrevet. De lækkede dokumenter består af en række spørgeskemaer til registrering af det, der kaldes »fremmede krigere« ved ankomst til Islamisk Stats områder. En slags CV for Syrien-jihadister, der indeholder jihadisternes rigtige navne, fødselsdato, bopæl og telefonnumre.

I retten har den 24-årige HC bekræftet, at han udfyldte blanketten og dermed bekræftet ægtheden af dokumenterne, som der tidligere har været sået tvivl om. Her blev han opført som mukatil - det arabiske ord for 'kriger' - men det var kun, fordi der ikke var andre muligheder, forklarede HC i retten og holdt dermed fast i sin forklaring om, at han blot var bager. Der er ifølge nævninge og dommerne ikke kommet udsagn eller beviser frem, som støtter HCs forklaring.

Netop blanketten fra Islamisk Stat har retten også lagt vægt på i dagens dom. Og det kan være interessant i forhold til en række lignende sager, som er under opsejling.

De lækkede IS-dokumenter spiller ifølge Berlingskes oplysninger nemlig også en rolle i en række andre sager mod formodede IS-jihadister. Allerede i marts beskrev Berlingske, hvordan en 28-årig mand fra Brønshøj optrådte i de lækkede dokumenter. Få uger senere blev han anholdt i en stor aktion mod formodede Syrien-jihadister, og nu er i alt seks personer sigtet for at have ladet sig hverve af Islamisk Stat, mens yderligere fire personer er fængslet in absentia.

Jørn Vestergaard, professor i strafferet, Københavns Universitet, har tidligere sagt om de lækkede dokumenters værdi til Berlingske:

»De lækkede dokumenter må da være en foræring til PET og anklagemyndigheden, og det vil være ret overraskende, hvis de slet ikke kan bruges i efterforskning og retsforfølgelse mod jihadisterne. Men oplysningerne kan naturligvis ikke stå alene. De kan dels rette opmærksomheden mod personer, som ellers ikke var genstand for aktiv efterforskning, og dels kan de underbygge og nuancere det grundlag, som man i forvejen arbejder på,« har Jørn Vestergaard sagt.

Den 24-årige HC er også kendt skyldig i at ville støtte Islamisk Stat med 20.000 kroner, samt i at hylde manden bag angreben på Krudttønden og synagogen i Krystalgade - Omar El-Hussein - på Facebook.

Samtidig er 24-årige HC frifundet for en række mindre forhold - bl.a. brandstiftelse.

Det er endnu ikke besluttet, hvilken straf HC skal idømmes. Men meget tyder på, at han risikerer en lang fængselsstraf.

Han er kendt skyldig i tre forhold under straffeloven § 114 - den såkaldte terrorparagraf. Dermed risikerer han op til 10 års fængsel. Desuden risikerer han at blive udvist af Danmark.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.