Historien bag billedet: »Man spejler sig selv i angsten for at miste en, man holder af«

Berlingskes fotografer har vundet en hel stribe nationale og internationale fotopriser i år. Her fortæller de historierne​ og tankerne​ bag de enkelte billeder.​ For hvad ​udmærker ​et godt fotografi ​i en tid, hvor verdens befolkning årligt tager over en billion billeder?​

Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hvorfor er Asger Ladefogeds billede af det ukrainske par i aftensolen Årets Pressefoto?

Ifølge juryen fordi det har en pirrende dobbelthed i sig.
»Det er et hverdagsbillede, der skifter til et krigsbillede – helt uden at vise krigen,« som juryens begrundelse lød.

Det viser tryghed, som pludselig gennemsyres af angst. Halmstrået i mandens mund er nærmest klichéen på doven sommervelvære, men parrets positur fortæller os om en fare, der har ramt dem enten uventet eller uventet tæt på. Det er et billede, der åbner for fortolkning, og et billede, man nemt identificerer sig med, mente juryen:

»Man spejler sig selv i angsten for at miste en, man holder af,« lød det, da Berlingskes Asger Ladefoged modtog prisen i sidste uge.

Spørger man Berlingskes billedchef, Asger Ladefogeds stolte chef, Søren Lorenzen, er Årets Pressefoto ikke bare et billede, man kan mærke i maven. Det er et billede, man kan høre.

Man fornemmer det foruroligende – først en hvislen, så nedslaget fra en mortérgranat  alt for tæt på – uden rent faktisk at se det. Ligesom man, omend med noget hyggeligere fortegn, inviteres helt med ind i en 6. klasses sødmefyldte »S, P eller K«-leg i Ladefogeds billede fra en præteenage-lejrtur i Kokkedal.

»Det generelle ved Asgers billeder er, at han ikke står i vejen for sit fotografi. Han er meget ydmyg om sin egen rolle og har ikke brug for selv at blive eksponeret. Han fotograferer loyalt og empatisk, hvad han ser, og de mennesker, han har med at gøre. Han er teknisk dygtig og har en stærk evne til at opbygge billedet, så det er behageligt for øjet at se på. Også når han skal reagere på en brøkdel af et sekund,« siger Søren Lorenzen.

Årets Pressefoto rummer – ligesom de mange andre nationale og internationale prisvindere på billedredaktionen, som Berlingske kan prale med i år – kvaliteter, som billedchefen dagligt afkræver sit mandskab:

Fotograferne skal ikke bare registrere, de skal komme hjem med fortællinger. Gerne egne, selvopdyrkede historier, som inviterer læseren indenfor i normalt lukkede, eksklusive miljøer.

De skal tage billeder, som går i mellemgulvet. De skal vække empati, engagement eller vrede. Skabe forståelse eller indsigt. Ofte kan de overraske eller tilbyde et nyt perspektiv. Og tit leverer de vigtige vidnesbyrd til vores fælles historieskrivning, selv om vi nogle gange først kan se det uger eller år senere.

Prisregn over Berlingskes fotografer

Det har været svært at få armene ned på Berlingskes billedredaktion de seneste uger efter et væld af priser ved Årets Pressefoto og den anerkendte Pictures of The Year International-konkurrence.

I resten af huset har man kunnet glæde sig over, at gode billeder ikke kun tiltaler et smalt, arty-farty publikum. De nu prisvindende serier har ved offentliggørelsen alle ligget i toppen af avisens mest læste artikler.

Men rundt om i branchen af pressefotografer presser snakken om krise og forsvundne job sig på.

Inden for få måneder i 2016 og 2017 lukkede først Ekstra-Bladet, siden BT deres fotoredaktioner. Fotojournalistik i Danmark er blevet noget, flertallet udøver freelance – og ofte på deltid.

Ifølge en rundspørge fra fagbladet Journalisten er kun hver syvende af de fotojournalister, der er blevet uddannet de seneste ti år, i dag fastansat på et medie. Hver tredje lever slet ikke eller kun delvist af det fag, de har brugt fire år på at uddanne sig inden for.

Branchen såvel herhjemme som i udlandet er ved at dele sig i to: De medier, der – som Berlingske – prioriterer dedikerede fotografer tæt på den redaktionelle proces. Og dem, der benytter bureauer, genrefotos eller freelancere til særlige lejligheder.

Besparelsen på professionelle fotografer kan virke paradoksal, for aldrig har vi levet i en mere visuel tid.

Eksperter hos teknologibloggen InfoTrends anslår, at der i år vil blive taget mindst 1,2 billioner billeder – mange af dem med verdens anslåede fem milliarder kameratelefoner. Flere hundreder millioner af disse vil blive uploaded og delt på de sociale medier.

En af verdens toneangivende aviser, New York Times, udgav for nylig et manifest for sin journalistik i 2020, hvor det eksplicit postuleres, at fremtiden er visuel.

At formidle, fortælle og kommunikere i billeder bliver herfra kun vigtigere – og det skal medierne naturligvis afspejle, skriver avisen og varsler »en forøgelse af antallet af visuelle eksperter«, herunder grafikere og fotografer.

Men de professionelle fotografer har mistet deres eneret på visuel kommunikation, og det er svært ikke at se besparelserne på faget verden over som et resultat af, at alle vi smartphoneejere – også i de fattigere dele af verden – på få år har ædt os ind på de professionelle fotografers domæne: at være på rette sted i rette øjeblik.

Billig teknologi har gjort massen af amatører i stand til at levere fotos af rimelig kvalitet og opløsning. De sociale medier har en lavere kvalitetstærskel og dyrker måske ligefrem det let gnidrede, kornede øjenvidnefoto som særligt autentisk.

Og når alle kan tage et foto, falder viljen til at betale den professionelle fotograf, særligt på mindre, lokale medier, konkluderede den mangeårige fotoredaktør på det amerikanske pressefotografforbunds, NPPAs magasin og website, Donald R. Winslow, for nylig i et interview med The New York Times.

Det er en udvikling, man kan begræde, eller som man kan vælge at se noget positivt i, siger Anastasia Taylor-Lind, internationalt anerkendt britisk-svensk fotograf:

»Jeg synes, demokratiseringen af fotografiet er fantastisk. Og den er i øvrigt sket gradvist siden fotografiets fødsel, efterhånden som kameraudstyr er blevet billigt. Jeg tror, det vil forårsage en positiv forandring i en branche, som er domineret af hvide, heteroseksuelle mænd fra verdens rigeste lande. Det har altid været vigtigt at have forskellige perspektiver på verden. Hvorfor overlade det til en udvalgt, priviligeret gruppe at fortolke verden?« siger hun til Berlingske.

Historiefortællerens epoke

Men ligesom man ikke bliver Karen Blixen af at downloade Word eller Ernest Hemingway af at oprette en blog, bliver man heller ikke fotograf af at købe en smartphone. Og man bliver ikke en stor fortæller af at fotografere sin frokostsalat.

Netop det at kunne fortælle en historie, at kunne tage billeder – enkeltstående eller serier – som ikke bare registrerer, men rummer mere end det pålydende og har noget på hjerte, er vigtigere end nogensinde, siger den canadiske, prisvindende fotograf Donald Weber til Berlingske.

Hvor fotojournalisters primære funktion engang var at fange øjeblikket, har Donald Weber en fotobog på trapperne fyldt med fortolkninger af strande, monumenter og efterladenskaber fra D-dag i 1944.

Han fortolker altså noget, der fandt sted for snart 73 år siden. Den type fotografi kalder nogen forensic photography – kluntet oversat: retsmedicinsk fotografi. Fotografen »dissekerer« et motiv, en genstand eller et sted for at fortælle beskueren en historie om, hvem vi er, og hvorfor vi er blevet sådan.

»Fotojournalister har et talent for komposition, de har et talent for at se et godt billede, og deres værker vil ofte være bedre, flottere simpelthen, end amatørens. Men vi er i en tid, hvor vi kan lade offentligheden dokumentere, hvad der sker netop nu. Det vil give fotojournalisten mulighed for at hellige sig et lidt mere bearbejdet perspektiv. En større fortælling, som amatøren ikke nødvendigvis har blik for,« siger Donald Weber over telefonen fra Holland, hvor han bor og underviser.

I en tid, hvor vi ikke bare bliver bombarderet med tekstinformation, men også med billeder – f.eks. er der næsten ingen udefrakommende fotografer »embedded« i Syrien, og alligevel er krigsrædslerne dér måske de mest dokumenterede nogensinde – er der brug for professionelle, der kan skabe mening, sammenhæng og empati i kaosset af indtryk:

»De fleste forstår ikke kunsten i eller vejen til god historiefortælling. Eller den magt, god historiefortælling kan have. At fortælle og forstå historier udfylder vores basale behov for at finde mening i det voldsomme, der sker; for at forstå vores egne oplevelser og verdens gang,« siger Donald Weber.

Det er derfor, eksempelvis billedet af det skræmte ukrainske kærestepar, portrættet af moderen med sit lille barn på neonatalafdelingen, den sårede kvinde i Mosul, billedet af Løkke i sminken og det fastfrosne masseslagsmål mellem reality-stjerner er godt fotografi.

De får os til at stoppe op og tænke over de mennesker eller begivenheder, vi ser hver dag eller tror, vi allerede kender. Set gennem andres blik på verden ser vi verden på ny.

Og hermed giver vi ordet til avisens fotografer, som fortæller historien og overvejelserne bag de nominerede og prisvindende fotografier. Alt er fortalt til journalist Line Tolstrup Holm.

Førsteplads, Pictures of The Year International (POYi), Local Newspaper Story
Thomas Lekfeldt

»Nights in The Neonatal Unit«

Lise Skov-Ettrup med sønnen Vitus, født to måneder for tidligt. Hun og faderen Christian Ranch fik også deres første barn, Lærke, for tidligt, dengang tre måneder før termin. Begge børn har det godt i dag.

Portrættet var en del af en serie fra neonatalafdelingen på Hvidovre Hospital, som Thomas Lekfeldt fotograferede over 12-15 aftener og nætter i efteråret 2016:

»Jeg blev fascineret af den særlige stemning, der var på neonatalafdelingen om aftenen. Tystheden og det dæmpede lys skabte en interessant visuel ramme om fortællingen om de skrøbelige skæbner, som var på vej ind livet alt for tidligt.«

»De medvirkende forældre var i en sårbar og presset situation, særligt om natten, når de oven i købet var søvndrukne. Folk er ofte meget tydelige omkring, hvor deres grænser går, men mange lukkede mig ind og gav mig frit lejde til at fotografere. Heldigvis er alle de børn, jeg fotograferede, kommet fint ud på den anden side.«

Årets Nyhedsbillede, Udland
Asger Ladefoged

»Kampen om Mosul«

»Ingen herhjemme kan for alvor sætte sig ind i, hvordan det er at leve i en krig. Men vi kan relatere til, hvordan det ville være at komme hjem til et fuldstændig ødelagt hjem.«

»Udfordringen i at fotografere krig er at gøre noget abstrakt som krig meget konkret i det umiddelbare. Man skal finde det voldsomme i det almenmenneskelige. Det, der kunne handle om du og jeg.«

»Jeg tog ikke lige så langt ind til fronten som andre fotografer. Man kan alligevel ikke fotografere en kugle i luften. Vi var der, hvor der er følelser og tilværelser på spil; hos flygtningene, hos kvinden, der kommer tilbage til sit sønderbombede hjem og børnene i det brændende ingenmandsland.«

Nomineret, Årets Nyhedsbillede, Danmark
Søren Bidstrup

»Lars Løkke Rasmussens travle dag på kontoret«

»Normalt ser man statsministeren i meget kontrollerede, forhåndsarrangerede situationer, enten i valgkamp, til pressemøder eller forhandlingssituationer. Netop derfor er det interessant at få et unikt indblik i det, der normalt foregår bag kulisserne, og i en mand, der er mindre »på« og har paraderne mindre oppe end normalt.«

»Lige til det sidste var journalisten og jeg bange for at blive brændt af til trods for, at vi havde en aftale, men jeg fandt Lars Løkke i et spisetelt på Folkemødet på Bornholm i juni 2016 og sagde »det er mig, der bliver din skygge resten af dagen«, og så handlede det bare om at følge med og insistere på at være der, også når man ser ham i en anden situation end normalt. Når for eksempel han lægger et billede af sin sildemad på Instagram. Det er med til at fortælle, hvilken person han er bag statsministermasken. At han er meget på sociale medier og selv styrer dem.«

»Det var en speciel dag. Dels var det den dag, den britiske politiker Jo Cox blev myrdet. Det kørte på News i ministerbilen, og Løkke og hans stab var ret påvirkede af den nyhed. Dels skulle han samme aften møde den daværende amerikanske udenrigsminister, John Kerry, og lidt pudsigt oplevede vi, at ministerbilen sad fast i trafikken i København, da vi var blevet hentet ved flyet fra Bornholm. Alt var spærret af hensyn til Kerrys sikkerhed. Det betød altså også, at Løkke måtte vente.«

Vinder, Årets Danske Hverdagsbillede
Ólafur Steiner Gestsson

»Borgermøde om nyt asylcenter«

»Der var en speciel stemning i hallen i Kalundborg den aften i marts 2016. Det, der skulle have været et informationsmøde, blev en debat med mange spændinger i luften, og ingen af parterne nærmede sig hinanden.«

»Den spænding er noget, man kan opleve, men den er svær at fotografere. Jeg så kvinden med tørklædet stå ved siden af siddetribunen med to unge mænd, som også så ud til at have anden etnisk baggrund. Det er et godt billede, det her, tænkte jeg, en symbolsk situation, som jeg ofte går efter. Mit fotografi skal ikke bare være registrerende, det skal have noget på hjerte og fortælle en historie.«

»Men jeg var lidt for ivrig, for på det første billede havde jeg overstyret min flash helt vildt. Jeg tror, det var i fjerde forsøg, det lykkedes. Og da var de to drenge gået.«

»Jeg fik en del vrede mails, da billedet blev offentliggjort. Folk mente, at det var manipuleret på en eller anden måde. Hvad det overhovedet ikke er. Men jeg har været glad for, at det kan fortolkes på mange måder, og jeg synes ikke, jeg pådutter beskueren nogen holdning. Er det kvinden med tørklædet, der tager afstand? Er det den store gruppe til venstre, der ekskluderer?«

»Og jeg har det sådan, at hvis man kan lave et billede, der fremkalder så stærke reaktioner, så har man ramt en nerve i debatten. Det er en god ting.«

Nomineret, Årets Danske Hverdagsbillede
Ida Marie Odgaard

»København«

»Det var en helt almindelig, hyggelig hverdagsopgave. En sjov tendenshistorie om, at folk i byerne står i kø for at være med til at passe dyr, omgive sig med naturen og vide, hvor deres kød eksempelvis kommer fra.«

»Jeg lavede en hel serie af fotos med køerne i det nystiftede Københavns Kogræsserlaug og kopasserne Flemming og Karen Sørensen, men det var først, da jeg kom hjem, at jeg kunne se, at det var et særligt billede.«

»Der er interessante modsætninger i billedet; det klassiske danske landskab med brogede køer, høj, blå himmel og grønne marker i kontrast til det måske mest urbane og moderne bymiljø, Ørestaden med sine glasfacader og stål i baggrunden. Ser man nærmere efter, er det også pudsigt, at Flemming er iført kontortøj og vindjakke, mens han fodrer dyrene.«

Vinder, Årets Åben Klasse, TV/web
Malene Anthony Nielsen

»Er det nu, jeg skal dø?«

Malene Anthony Nielsen fulgte i ti måneder Alberte Rovsing på otte år, som lider af den sjældne, uhelbredelige sygdom, OTC – en proteinnedbrydningseffekt, som betyder, at Albertes krop ikke kan udskille proteiner, men omdanner proteinet til ammonium, som i for store mængder er gift for kroppen.

»Jeg kom i kontakt med familien, da jeg lavede et andet projekt om at være patient med en sjælden sygdom. De passede ikke ind i projektet dengang, men jeg kunne ikke slippe deres historie.«

»Jeg ville lave en fortælling om, hvordan man lever med aldrig at vide, hvad fremtiden bringer. Alle forældre har håb og planer for deres børn, men Albertes forældre tør ikke have det håb og de forventninger.«

»Jeg har talt meget med forældrene, men for mig var det vigtigt, at Alberte var hovedfortæller – og hun viste sig at være en rigtig god fortæller af sin egen historie. I virkeligheden vidste hun nok meget mere om sygdommen og dens konsekvenser, end forældrene egentlig troede.«

Se hele web-fortællingen om Alberte Rovsing her:

 

Nomineret, Årets Nyhedsbillede
Simon Læssøe

»Reality-TV-stjerner i slåskamp«

»Jeg lavede i januar 2016 en længere reportage om prisshowet Reality Awards, hvor jeg fulgte stjernerne på vej til showet, under og efter. Klokken kvart i et om natten var vi nået til afterparty på Billy Booze, en bar i en sidegade til Strøget. Jeg ved ikke præcis, hvordan slagsmålet opstod. For mig virkede det ud af det blå, men der var flere slagsmål og tumultscener i løbet af aftenen.«

»Nede på baren var der ikke meget plads. Der var en ret anspændt stemning, og jeg var i situationen selv lidt bange for at få et par på hovedet. Jeg kiggede ikke i kameraet, mens jeg tager billederne, men stod halvvejs henover en sofa og holdt kameraet oppe for at fange scenen set ovenfra. Jeg trykkede to gange og kunne bagefter straks se, at det ene fungerede godt.«

»På billedet er der på en eller anden måde klarhed og struktur i det totale kaos. Billedet bliver på en eller anden måde en kommentar til den realityverden, som efterhånden er kæmpestor i Danmark, og som udgør en mærkelig, parallel virkelighed.«

»Jeg oplever ofte, at folk spontant kommer til at grine af billedet. Det er en seriøs sag – et slagsmål – men der er noget komisk over det. Det vanvittige og uvirkelige i situationen og i typerne.«

Førsteplads, Pictures of The Year International (POYi), Nyhedsfeature
Søren Bidstrup

»Trump, Kennedy og Washington«

»Vi skulle have interviewet borgmesteren i den lille by War, men aftalen gik i vasken. I stedet havnede vi lidt tilfældigt på den lokale diner i byen, hvor kulminerne er lukket, arbejdspladserne forsvundet, og befolkningen føler sig glemt. Livet i USA er fortsat uden dem, føler de.«

»Den 81-årige, kvindelige ejer, Orbie Cambell, har haft dineren siden 1969, og John F. Kennedy og George Washingtons portrætter hænger på væggen, som de har gjort fra starten.«

»Mens vi var på dineren, kom stamkunden Bob ind for at få sin daglige Dr. Pepper-sodavand. Med en Trump-kasket på. Og han satte sig ved siden af de mest ikoniske figurer i det amerikanske demokrati. Det er et billede, jeg var rigtigt glad for at tage. Jeg kunne se i situationen, at motivet var der.«

Årets Pressefoto, Årets Pressefotograf og tredjeplads som Årets fotograf, Pictures of The Year International (POYi)
Asger Ladefoged

»Den glemte krig i Europa«

»På en reportagetur til det krigsplagede østlige Ukraine blev min kollega, korrespondent Simon Kruse, og jeg inviteret hjem til kæresteparret Sergej og Olga. Det var en torsdag henunder aften, og nær det tidspunkt, hvor kampene mellem de prorussiske seperatister og ukrainerne normalt tager til.«

»På gåturen rundt mellem deres bombesmadrede nabohuse fortalte Sergej og Olga om deres liv og om den situation, de befinder sig midt i. Selvom vi gik og spiste hindbær i solnedgangen og nød de 30 grader, vidste både Simon og jeg, at vi var udsatte. De skudsikre veste og hjelme lå efterladt på militærbasen, hvor vi havde mødt Sergej og Olga. Under hele turen blev vi holdt ved selskab af drøn og skud. Omvendt ikke nok til at få hverken Sergej eller Olga til at vende om, så hvorfor skulle vi?«

»Men så skete det, midt i al idyllen. Vi hørte hvislen og kort efter nedslaget. Braget var højt nok til at få både Olga og Sergej til at stoppe op. Stilheden indfandt sig igen, og vi gik videre, før et nyt brag lød. Denne gang meget voldsommere og nok til, at vi alle instinktivt krøb på hug i græsset og afventede. Og så løb vi.«

»En ny eksplosion lød, mens vi spurtede mod huset. Jeg fik taget en hel sekvens af billeder før, under og efter. Sergej mente, at nedslaget var 60-70 meter fra os. Om det passede, ved jeg ikke, men fem minutter senere sad vi samlet om deres køkkenbord, sveden var fordampet, og Olga satte en skål friske jordbær på bordet.«

»Hvor dumt det end lyder, har jeg efterfølgende brugt en del tid og energi på at acceptere, at telefonen, som jeg troede filmede, ikke gjorde det, og at stillbilledet kun viser en brøkdel af den virkelighed, som jeg virkelig gerne ville give indsigt i. I virkeligheden burde jeg vel blot være glad for, at der ikke skete noget mere alvorligt.«

Vinder, Årets Reportage, Danmark
og andenplads, Pictures of The Year International (POYi), Local Newspaper Stories
Asger Ladefoged

»Skoleklassen, der besøgte Carl-Mar Møller«/»Alternative Teaching«

»Min gode ven fortalte om sin søn, der med sin skoleklasse – en 6. klasse fra Øster Farimagsgade Skole på Østerbro – havde været oppe hos Carl-Mar Møller på lejrtur. Det havde skabt en del bekymring hos forældrene, men børnene havde været helt vilde med det.«

»Jeg kunne se billederne med det samme, men det viste sig, at lejrtur for skolebørn ikke var noget, Carl-Mar Møller normalt gjorde. Det var børnenes klasselærer, der havde arrangeret det, fordi hun syntes, det var spændende at se, hvad der skete, hvis man gav de her hormonfyldte unger helt frie rammer.«

»Et halvt år senere ringede klasselæreren. Børnene havde ikke talt om andet end den lejrtur i det halve år, og nu havde de vundet nogle penge til en ny tur på halvandet døgn. Så jeg tog med og skød alt, hvad jeg så. Jeg vidste, jeg ikke kunne gøre det om, og jeg kom hjem med 4.000 billeder, tror jeg.«

»Jeg gik efter ikke bare at registrere, hvor vildt og skørt det hele var, men efter laget under det umiddelbare. Jeg forsøgte at fotografere i øjenhøjde med børnene for at formidle, hvad de rent menneskeligt fik ud af at være der.«

»Ét billede havde jeg etiske overvejelser om, da jeg kom hjem. Nemlig »sandhed eller konsekvens«-billedet (se billede nummer to fra toppen, red.), hvor en dreng endte med at kysse sin ven, fordi det trods alt var bedre end at skulle kysse en af pigerne. Jeg var nervøs for, om de to drenge nu ville blive drillet. Men jeg kom frem til, at den følelse handlede om, hvad vi som voksne lægger ned over en helt uskyldig situation. Og jeg har kun fået positive reaktioner.«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.