Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Hele mit liv drejer sig om at råbe det her land op«

Advokat Gry Rambusch er en af landets mest indædte forkæmpere for udsatte børn og kritikere af fejlagtig sagsbehandling. Det har sin pris. Både for hende selv og for dem, der interviewer hende.

Gry Rambusch var lørdag til frisør hos Stuhr på Vesterbrogade i København. Grunden til Gry Rambuschs valg af erhverv blev lagt i hendes egen mors frisørsalon, hvor damerne under tørrehjelmene spurgte, om hun så skulle være frisør ligesom sin mor? »Nej, det skal hun ikke. Hun skal være advokat,« sagde Gry Rambuschs mor om sin meget talende datter.
Gry Rambusch var lørdag til frisør hos Stuhr på Vesterbrogade i København. Grunden til Gry Rambuschs valg af erhverv blev lagt i hendes egen mors frisørsalon, hvor damerne under tørrehjelmene spurgte, om hun så skulle være frisør ligesom sin mor? »Nej, det skal hun ikke. Hun skal være advokat,« sagde Gry Rambuschs mor om sin meget talende datter.

Et skilt i kontorets vindue og titlen på hendes kommende selvbiografi siger det hele. På skiltet: »Don’t grow up. It’s a trap.« Selvbiografiens titel: »Nu er det fandeme nok«.

Her arbejder Gry Rambusch. Et menneske, der er solidarisk med børn og stærkt kritisk over for de sociale myndigheder. En 34-årig kvinde, der er vred. Vred over de voksnes svigt under sin opvækst i Jylland med vold, overgreb, anbringelse, moderens selvmord, skoleskift på skoleskift, systemsvigt og mangel på basal kærlighed fra familien.

En opvækst, der er hendes fundament, og det er igennem det, man skal forstå det meste af, hvad den omstridte advokat foretager sig.

Hun er mønsterbryder og overlever ligesom Lisbeth Zornig, som hun også er advokat for. Hun er en ildsjæl med et temperament, der er sjældent i danske retssale. Hun er blevet kaldt »debatadvokaten«, og trods sin succesrate og professionalisme har hun ofte følelserne uden på tøjet, når hun procederer mod det danske anbringelsessystem i kampen for udsatte børn og unge.

Hun provokerer med vilje Advokatnævnet for at gøre opmærksom på uprofessionelle kolleger, og at børn ikke bliver hørt, når forældre er ved at rive hovederne af hinanden i familieretssager. Hun arbejder for at få indført en børnedomstol og en børneombudsmand og for at få sagsbehandlere og de sociale myndigheder til at »tænke mere i øjenhøjde med børn og unge«.

Gry Rambusch begynder med at fortælle om sin opvækst med »ekstrem forældresvigt og systemsvigt«. Hun eksemplificerer sin personlige historie gennem en sag, der bliver beskrevet i dokumentarserien »Børneadvokaten« med hende som den røde tråd. Den sendes på DR2 mandag kl. 20.45.

På sin Facebook-side glæder hun sig over, at de fem udsendelser endelig bliver sendt efter at været blevet udsat.

»Nu kører sandhedstoget,« skriver hun.

Emnet er det officielle Danmarks »diagnosemani og sygeliggørelse«.

Berlingske, måske som følge af en fagskade, afbryder. Vi vil helst høre hendes personlige beretning. Hun taber tråden og sukker. Hun var faktisk i gang med at fortælle noget interessant og personligt, siger hun. Berlingske undskylder og forklarer igen.

Hun rejser sig. Det var ment som hjælp til forståelse af hendes opvækst, forklarer hun tydeligt irriteret. Ellers kan vi bare sende spørgsmålene på en mail, så skal hun nok svare. Hun er rasende. Hæver stemmen. Den er lige ved at knække.

Hun kalder på sin sekretær. Sekretæren beordrer sin chef på gaden for at ryge vreden væk og sætter sig for at høre Berlingskes undskyldning. Sekretæren går igen for at tale med Gry Rambusch.

Fem minutter efter kommer Gry Rambusch tilbage. Mere fattet og rolig.

»Okay. Men det her betyder sindssygt meget for mig, og jeg har vildt meget om ørerne for tiden... Du spurgte, hvad der driver mig. Retfærdighedsfølelsen. Jeg har en overudviklet fornemmelse for, hvad der er retfærdigt, og hvad der ikke er retfærdigt.«

Du er blevet kaldt debatadvokaten, fordi du ofte problematiserer og kritiserer, og du får bøder af Advokatnævnet for at gå ind i sager, du ikke har lov til at gå ind i?

»Du kan være uenig i min form, men du kan aldrig være uenig i, hvad jeg brokker mig over. For alt det, jeg går efter, er tydelige overgreb mod børn. Det er tydelige systemsvigt over for børnene. Det er ting, der er så åbenlyse, at der ikke er nogen, der kan komme efter mig. Hvad med (en piges navn, red.), der er ni år? Alle paragrafferne i hendes sag er overtrådt, men fordi hun er barnet og ikke kan påberåbe det, så er det ligegyldigt, at de er overtrådt. Så kommer jeg som udenforstående advokat, som hun har ringet til grædende. Vil du hjælpe mig? Vil du hjælpe mig? Ingen på institutionen vil høre på mig. Så spørger jeg: Hvad vejer tungest? At jeg som advokat går ind og repræsenterer et barn, jeg ikke har fået tilladelse til at repræsentere? Eller at alle barnets rettigheder er overtrådt? Det er derfor, jeg bevidst pusher for at få opmærksomhed gennem klager i Advokatnævnet.«

Ville du ikke nå længere, hvis du skruede lidt ned for din følelsesmæssige facon?

»Nej. Det er generelt, jeg næsten vinder de fleste slag, men i børnesagerne er ankesystemet sat sådan sammen, at sagerne er svære at få medhold i. Mærkeligt nok, for jeg påtager mig jo ikke de sager, hvor det er håbløst at plædere for hjemgivelse af barnet, men hvor der rent faktisk er tale om magtmisbrug, systemsvigt og forvaltningsovergreb. Og så kan man spørge sig selv: Hvorfor laver de ikke et bedre system?«

Dyrker du så David mod Goliat-rollen?

»Folk tror, jeg løber panden mod en mur. Det gør jeg ikke. Det, der er vigtigt for mig, er oplysning, oplysning, oplysning. Jeg kan stå i retten, jeg kan stå i børne-ungeudvalg og i Ankestyrelsen, og de lytter. Det er jurister og fagfolk, der godt ved, at jeg brænder for det. Fagpersoner behandler mig ikke som en kontroversiel advokat. De ved jo, jeg taler sandt.

Jeg skal jo have oplysningerne derud. Dem, jeg skal diskutere mest med, er journalister og andre borgere. Selv min svigerfar siger, at hvis man har brug for hjælp, så går man da ned på kommunen. Nej, nej, nej. Halvdelen af de sager jeg har, hvor børn bliver tvangsfjernet, de starter med, at moderen går ned på kommunen og siger: Jeg har lidt svært ved at løse den her opgave med mit barn, har I nogle støtteforanstaltninger? Haps! Haps! Så er barnet taget, for støtteforanstaltninger har vi fandeme ikke tid til. Sådan er det. Indimellem får jeg da også kritik fra utilfredse forældre, som mener, jeg skal kæmpe deres kamp, når det så går op for dem, at det er barnets rettigheder, jeg kæmper for – ja, så kan samarbejdet godt ende på en uheldig måde. De forældre sidder jo med mange følelser inde i sig, og så er jeg den nemmeste at svine til blandt andet i det offentlige forum, hvor det jo kun er deres side af samarbejdet, der kommer frem.«

Der er ligefrem opstået god stemning mellem os ved mødebordet på hendes kontor i indre København. Hun giver en slags forklaring på, hvad der gør, at hun er så tændt.

»Lige nu fylder mit arbejde hele mit liv. Jeg har tilsidesat alt andet. Jeg er der ikke for mine venner. Jeg har ikke selv sat barn i verden. Hele mit liv drejer sig om at råbe det her land op.«

Hvorfor?

»For det er børn! Jeg har mange børn i telefonen hver dag, der beder om hjælp. Jeg er nødt til at skabe bevågenhed, så hele det her land forstår. For siden, der ikke er nogen, der handler, må det være, fordi folk ikke forstår, hvor slemt det står til med mange af vores børn. Vi bruger hundredmilliarder på finansloven, og vi bruger flere og flere penge. Men brændte børn brænder videre. Det siger evidensbaseret forskning. I Rebild-sagen var der ni børn. Hvad hvis de alle sammen får ni børn? Vi er omgivet af udsatte børn lige om et øjeblik.«Kunne du være en lige så god advokat, hvis du ikke havde den baggrund, du har?

»Nej. Jo. Nej. Jeg deler min gerning op i to. Advokatgerningen og så børnekampen. I den første bruger jeg ikke min baggrund. Det eneste sted, hvor jeg kan bruge min egen baggrund i konkrete sager, er f.eks. i en sag fra Odense, hvor en dreng bliver ved med at stikke af og gøre ting, der ikke er særligt smarte. Så taler jeg med ham, og han hører efter, og han gør, hvad jeg siger, fordi han ved, jeg taler af egen erfaring. Mange advokater kunne da gå ud og råbe: Børn bliver ikke hørt! Jeg kan så yderligere sige, at jeg ovenikøbet har skrevet dobbelt speciale om, at børn ikke bliver hørt, og jeg har så også selv været det igennem. Så jeg er svær at komme udenom.«

Hvorfor blev du advokat?

»Min mor var frisør, og jeg var et meget talende og kommunikerende barn, og min mor syntes, jeg var meget begavet. Når jeg så gik rundt i frisørsalonen, og damerne under tørrehjelmene sagde: Nå, skal du være frisør ligesom din mor? Så sagde min mor altid: Nej, det skal hun ikke. Hun skal være advokat. Men jeg vidste ikke, hvad det var. Kun at min mor forklarede, at advokater søgte retfærdighed.«

Hvilken pris betaler du for at brænde så meget for dine sager?

»Jeg har præstationsiver og har været ved at gå ned med stress to gange i mit tidligere job. Jeg har jo ikke haft en mor og en far, som lige meget hvad sagde, at jeg var verdens bedste barn. Det vil sige, jeg har ikke haft nogen måleenhed, der kunne fortælle mig, hvad der var godt nok. Jeg havde kun mine egne forventninger, og så er alt aldrig godt nok. Så jeg sidder med mine retssager til klokken tre om natten. Der har været uger i 2014, hvor jeg næsten ikke har sovet, og hvor jeg har måttet sige til min sekretær, at hun ikke skulle booke min kalender så hårdt. For jeg møder ikke uforberedt op, og så får jeg ingen søvn. Super Sussie, min nuværende sekretær, er rigtig god til min person. Hun kan sige: Nu skal du gå hjem. Nu lukker vi din kalender, og hun sørger for at fjerne nogle ting i min indbakke. For jeg svarer jo på henvendelserne og hjælper børnene, der ringer. Jeg kan ikke tåle at svigte nogen.«

Reportageserien Børneadvokaten er den første af tre. Udsendelserne beskriver Gry Rambusch, der er advokat for udsatte og omsorgssvigtede børn. I det første program følger man 14-årige Chanie, som myndighederne vil tvangsfjerne fra moderen. Sammen med Gry Rambusch kæmper Chanie mod kommune og Ankestyrelsen for at få lov til at blive hos sin mor. Sendes mandag kl. 20.45 på DR2.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.