Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Reportage

»Han talte til folk, som vi andre talte til folk«

I dag sagde partifæller, gamle venner og politiske modstandere farvel til Anker Jørgensen. Han huskes især som en folkelig politiker, som man vidste, hvor man havde.

Anker Jørgensen blev lørdag d. 2 april 2016 bisat fra Grundtvigs Kirke på Bispebjerg. Kisten bæres ud af bl.a. forrest sønnerne Lars Kvist (tv) og Peter Kvist (th), i midten til venstre datter Mette Kvist og i midten til højre datter Kirsten Kvist.
Anker Jørgensen blev lørdag d. 2 april 2016 bisat fra Grundtvigs Kirke på Bispebjerg. Kisten bæres ud af bl.a. forrest sønnerne Lars Kvist (tv) og Peter Kvist (th), i midten til venstre datter Mette Kvist og i midten til højre datter Kirsten Kvist.

»Når kisten kommer ud,« siger en mand og nærmest kort afbryder sig selv, før han tilføjer:

»Når Anker kommer ud, så kipper vi med flaget,« siger han med tryk på Anker til gruppen af de fremmødte partisoldater med de røde faner i hånden.

Beskeden er forstået, og der nikkes.

De mange parti- og fagforeningsfolk tager plads på vejen op mod Grundtvigs Kirke ved Bispebjerg i København og omdanner den ellers undseelige sorte asfaltvej til en flagallé badet i sol og røde farver.

»Frihed, Lighed, Broderskab,« står det broderet på flere af fanerne, der blafrer i vinden. Her er alle venner med Anker Jørgensen.

Som en de fremmødte fanebærere udtrykker det:

»Han talte til folk, som vi andre var vant til at tale til folk. Han var jordnær. Og ja, han var vel nærmest den eneste statsminister i verden, man var på fornavn med,« siger en af de fremmødte Hans Kristensen, der er fra partiets afdeling på Lolland, og som har mødt Anker Jørgensen flere gange.

20. marts sov den forhenværende statsminister Anker Jørgensen ind 93 år gammel. Og i dag blev han mindet under begravelsen i den gule Grundtvigs Kirke i Københavns Nordvestkvarter.

Det er næsten overflødigt at fortælle, hvordan Anker Jørgensen voksede op på Christianshavn, blev forældreløs i en tidlig alder og var ufaglært lagerarbejder. Det er overflødigt at fortælle, at han var aktiv i fagbevægelsen, fandt vej til Folketinget og blev boende i Sydhavnen i sin tid som statsminister. Det er overflødigt, fordi mange føler, at de allerede kender »Folkets Anker«.

Og folkeligheden, det uhøjtidelige og jordnære, kan aflæses direkte i menneskemængden foran Grundtvigs Kirke.

På den lille allé står tre mænd og taler: Én har en dåsebajer i den ene hånd, en rød fane i den anden. En anden er klædt i arbejdsbukser og en hvid hættetrøje. »Stilladsarbejdernes Landsklub« står der på ryggen. Lidt derfra har en kvinde taget et stort sort-hvidt billede med fra 3F's kontorer i København, der viser Anker Jørgensen spille elguitar. Længere væk, i bunden af vejen længst væk fra kirken, har tre chilenske flygtninge taget plads. De kom til Danmark i 1970'erne under Anker Jørgensens vagt, forklarer de, og viser deres taknemmelighed med et hvidt banner: »Adios amigo,« står der.

Sådan huskes Anker. Som arbejderen, idealisten og den ægte socialdemokrat, mens andre måske husker ham som en statsminister, der var i spidsen for landet i en »kold tid« med store økonomiske problemer.

I menneskemængden står Mogens Lykketoft, mangeårigt folketingmedlem for Socialdemokraterne, tidligere minister og nuværende formand for FNs Generalforsamling. Han har kendt Anker Jørgensen i 50 år og har arbejdet tæt sammen med ham.

»Det er et mennesske, som har betydet meget for os allesammen, men også for mig personligt. Jeg vil først og fremmest huske ham som et ægte og oprigtigt menneske, som ikke forandrede sig, fordi han fik en magtposition. Han var sig selv og vidste nøjagtigt, hvor han kom fra, og hvad han ville,« siger Mogens Lykketoft:

»Men han havde også utrolig svære arbejdsvilkår i den periode, han var statsminister. Man var dog aldrig i tvivl om, hvor man havde Anker. Jeg tror også, at det er derfor, at han vækker så mange stærke følelser her i dag,« siger han og kigger ud over menneskemængden.

Allerede en halv time før bisættelsen klokken 13 var Grundtvigskirken med dens 1.300 pladser fyldt til bristepunktet. Bag menneskemængden troner kirken med sine gule mursten, der ligesom Anker Jørgensen er af den gamle skole.

Og der er god grund til at hylde Anker Jørgensen - uanset partifarve - mener Folketingets formand Pia Kjærsgaard, der også er til stede.

»Han var en meget folkelig person. Det er vigtigt, at man som politiker i den grad er vant til og godt kan lide at være blandt folk og ikke kun er tilpas på de bonede gulve. Det er afgjort noget af det, vi kan tage med videre fra Anker Jørgensen,« siger Pia Kjærsgaard.

Til tonerne af kirkeklokkerne betragter de fremmødte mennesker efter begravelsen, hvordan Anker Jørgensen bliver båret ud i den hvide kiste med de røde faner i baggrunden. Den sorte rustvogn står på en plads i solen og sætter i gang.

Og nu parrerer de fremmødte fanebærere ordre og holder de røde faner i strakte arme skråt ud foran sig som en sidste anerkendelse til deres Anker.

Det sidste stop på Anker Jørgensens rejse er Vestre Kirkegård i Sydhavnen i »Det Røde Hav«. Et område, hvor flere af Socialdemokrateternes store ikoner ligger begravet. Her står en sten med hustruens navn Ingrid indgraveret. Snart vil Anker gøre hende selskab og komme hjem.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.