Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hårflettekursus for mænd fyldt på ingen tid: »Hold da kæft. Hvis det ikke er en joke…«

Mænd skal beskyttes. Derfor udbyder AOF kurser i fletning af hår kun for fædre.

Mandeforsker på RUC Kenneth Reinicke er ved at flække af grin. Berlingske har lige læst følgende op fra en annonce fra AOF i Lyngby-Taarbæk:

Er det dig, der som far der ind imellem selv skal sørge for din datters frisure, så kan du på dette kursus lære at flette hendes hår, og det kan gøres på mange flotte måder. Find ud af, at mandehænder bestemt også kan lave de fineste frisurer, og samtidig er det en rigtig god måde at knytte bånd med sin datter på. Medbring: Vandforstøver, børste/kam, hårpynt og elastikker.

Kurset varer tre timer, koster 360 kr. og finder sted 16. november 2017. AOF i Skive havde et tilsvarende kursus, der blev så hurtigt fyldt, at man nu tilbyder et ekstra hold til september.

Kurserne i dobbelt vandfaldsfletning, cornrows, sugerørskrøller og flettet kroneopsætning er, så vidt Berlingske kan gennemskue, en kombination af positiv særbehandling af mænd med hårfletningskomplekser og en genoplivning af hårfletning som en af den personlige plejes oversete discipliner.

Kenneth Reinicke genvinder kortvarigt mælet.
»Hold da kæft. Hvis det ikke er en joke, så… «
Han forsøger at tage sig sammen.
»Det siger måske noget om en maskulinitet i bevægelse. At man har fået øje på en mangfoldigere forandringsparat maskulinitet, så fædre kan dvæle ved nogle af de indsatsområder som hovedsageligt har været forbeholdt mødre og kvinder.«

Flette-trenden blev herhjemme angiveligt sat i gang, da de 13-årige flettepiger Laura Arnesen og Marie Wivel i 2014 lavede en populær Instagramprofil om fletninger og fik en bogkontrakt, der blev en bestseller.
Den daglige leder af AOF i Skive hedder Inge Sørensen.

»Vi udbyder kurset, fordi mænd tror, de har så store fingre, men de kan også lave sådan noget. Og så kan de stå og snakke med deres barn. Vi kan se, det smitter. Når den ene har gået til kurset, så er der også andre mænd, der tør.«

Hvor ved du fra, at mænd tror, de har store fingre?
»Mænd har så mange undskyldninger, når de skal lave noget. Så kan de ikke det ene, og så kan de ikke det andet. Jeg vil da også indrømme, at vi kvinder måske ikke giver dem lov, hvis de har stået og fumlet med håret.«

I dag er mænd med til at sørge for familiens børn, og mange er alemefædre, konstaterer Inge Sørensen.

»Og hvad er det lige, de skal gøre, når håret er fuldstændig uglet, og de skal skynde sig af sted? Jamen, så kan det være praktisk lige at flettet håret om aftenen, inden barnet skal i seng.«

Hvorfor tilbyder I ikke også kurset til kvinder - jeg har en kvindelig kollega, der ikke kan flette hår?
»Fordi det kan kvinder per definition. Mænd tror ikke, de kan, men det kan de godt, og nu synes vi lige, mændene skulle have lov til at prøve først. Det er for at beskytte mændene.«

Hvad skal vi beskyttes i mod?
»Mændene skal ikke være hæmmet af, at der er en, der kigger dem over skulderen og fortæller dem, hvad de skal. Det kan vi kvinder være lidt slemme til. Ligesom mænd, når kvinder skal slå søm i.«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.