Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Grillforbud rammer jyske kommuner – københavnere og nordsjællændere kan fortsat tænde op under kullene

Onsdag bliver åben ild forbudt i hele landet, og ni jyske kommuner har indført forbud mod brug af kuglegriller i privaten. Københavnere og nordsjællændere kan imidlertid grille videre.

Ni jyske kommuner tager tilmed konsekvensen af sommerens tørke skridtet videre og indfører et totalforbud mod kuglegriller og grillstartere (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix)
Ni jyske kommuner tager tilmed konsekvensen af sommerens tørke skridtet videre og indfører et totalforbud mod kuglegriller og grillstartere (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix)

Græsset har sjældent været så gult i Danmark, og den omfattende tørke betyder, at samtlige danske kommuner fra klokken 12 onsdag omfattes af et afbrændingsforbud.

Dermed bliver åben ild udendørs forbudt i hele landet, og det er således ikke tilladt at riste skumfiduser og lave snobrød over bål, ligesom man ikke må brænde haveaffald eller andet af.

Ni jyske kommuner tager tilmed konsekvensen af sommerens tørke skridtet videre og indfører et totalforbud mod kuglegriller og grillstartere. Forbuddet omfatter også private terrasser og baghaver.

Kommunerne er Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern, Herning, Viborg, Silkeborg, Holstebro, Skive, Struer og Lemvig.

I Hovedstaden skal borgerne imidlertid ikke frygte for et forbud mod at fyre op under bøfferne, og der er på nuværende tidspunkt heller ikke et forbud på vej i Nordsjælland, oplyser regionernes beredskaber.

»Vi har forbud mod brug af grill på offentlige arealer og i parker, så vi synes ikke, at vi behøver at stramme den mere,« siger Marcello Francati, forebyggelseschef i Hovedstadens Beredskab.

Han fremhæver, at private som regel har styr på, hvor egen vandslange er, hvis der måtte opstå ild og mener, at borgerne er ansvarlige nok til at styre havegrillen:

»Med fare for at lyde meget københavneragtig, så er der ikke så mange her, som har en mark i baghaven, og det har man mere ovre i det jyske. Så det har også en betydning, om noget kan sprede sig, hvis det begynder at brænde, og der er vi bare nødt til at sige, at københavnerne typisk har et lille frimærke at stå på, og det kan de sagtens overskue,« siger han.

Beredskabsinspektør ved Nordsjællands Brandvæsen Kent Johansen minder til gengæld om forbuddet mod åben ild, som tirsdag var skyld i en brand på Hørsholm Kirkegård.

Her havde pårørende sat et lille kirkegårdslys ved et gravsted, men lysets flamme fik fat i buskads og startede en ildebrand:

»Den tog en hel stribe af de store thujaer, som er fyldt med olie, så det brændte lige et stykke af kirkegården,« siger han.

Heldigvis reagerede kirkens personale hurtigt og fik styr på ilden med pulverslukkere og vandslanger:

»Så jeg har tænkt mig at skrive til Hørsholms Kirkes kontor og rose deres indsats, for de var skyld i, at det ikke udviklede sig til en grimmert,« siger Kent Johansen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.