Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Gratis HPV-vaccine til alle drenge vil koste 26 millioner

Politikere og forskere presser på for, at alle drenge får tilbudt HPV-vaccine. Sundhedsstyrelsen har hidtil frarådet det, men er nu blevet bedt om at komme med en »revurdering« af grundlaget for at vaccinere alle.

Politikere og forskere presser på for, at alle drenge får tilbudt HPV-vaccine.
Politikere og forskere presser på for, at alle drenge får tilbudt HPV-vaccine.

26 millioner kroner.

Så meget vil det koste at tilbyde HPV-vaccinen mod kræft til alle drenge i en årgang, og det lyder ikke afskrækkende, mener fremtrædende politikere, der nu presser på for at få den omstridte vaccine ind i børnevaccinationsprogrammet for alle drenge på linje med tilbuddet til jævnaldrende piger som beskyttelse mod livmoderhalskræft.

»Der bør være en ligestilling på dette område. Vi må have stoppet den HPV, vi giver videre til hinanden, og som kan udløse forskellige sygdomme, hvad enten man er dreng eller pige. Vi kan også se, at både de unge og deres forældre ønsker, at de får den vaccine, og derfor er det på tide at tilbyde den til alle drenge,« siger formanden for Folketingets sundhedsudvalg Liselott Blixt (DF).

De forstærkede overvejelser om at tilbyde HPV-vaccinen til alle drenge kommer, efter at der netop er sat gang i et pilotprojekt, hvor drenge, der er tiltrukket af drenge, vil få tilbudt en vaccination for at beskytte dem mod kræft, der er udløst af human papillomaviurs (HPV).

Sundhedsstyrelsen har hidtil ikke villet anbefale HPV-vaccination til alle drenge som del af børnevaccinationsprogrammet med den begrundelse, at antallet af tilfælde for de HPV-relaterede kræftformer, som rammer mænd, ikke er tilstrækkeligt stort til at berettige, at alle drenge i en fødselsårgang vaccineres.

Men sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) oplyser nu, at styrelsen har påbegyndt en »revurdering« af grundlaget for at tilbyde HPV-vaccination af alle drenge.

Det fremgår af et svar til Folketingets sundhedsudvalg.

Sundhedsstyrelsen skal i den forbindelse vurdere evidensen for effekt, bivirkninger og økonomiske konsekvenser af at tilbyde vaccination til hele fødselsårgange af drenge.

Det vil desuden blive vurderet i hvilket omfang, drenge fremover vil være omfattet af flokimmunitet som følge af, at pigerne er vaccineret.

Af svaret fremgår det også, at Sundhedsstyrelsen skønner, at udgifterne til HPV-vaccination af alle drenge fra en årgang vil være på 26 millioner kroner.

Dermed ser en beslutning om at indføre HPV-vaccinen til drenge at være rykket tættere på. Revurderingen ventes således at være klar inden sommerferien.

Forskere presser også på for at få indført vaccinen til alle drenge.

I dag er den alene godkendt til at forebygge anal- og peniskræft, som er relativt sjældne sygdomme.

Men et studie fra Rigshospitalet påviste for et års tid siden, at markant flere især yngre danskere rammes af kræft i mandlerne og tungeroden, som er udløst af human papillomavirus, og at kræft i mundsvælget nu har overhalet livmoderhalskræft som den kræftform, der hyppigst er fremkaldt af HPV.

Sverige anbefaler vaccinen

Hvert år får rundt regnet 450 danskere kræft i mundsvælget, og forskerne kunne nu påvise, at 75 pct. af dem skyldes HPV, hvilket ifølge forskerne burde føre til overvejelser om at gå endnu bredere ud og HPV-vaccinere alle drenge, og ikke kun yngre mænd, der har sex med mænd.

Efterfølgende har man også i både Sverige og England været inde og vurdere på, om det kunne være relevant at tilbyde vaccinen til alle drenge. I England har det ført til, at man afviser at gå den vej, mens det i Sverige anbefales at indføre vaccinen til drenge.

I Kræftens Bekæmpelse, der sidder med i følgegruppen bag revurderingen, mener overlæge Janne Bigaard, at beslutningen især må baseres på, hvordan man bedømmer den evidens, der er for en eventuel gavnlig virkning, når det gælder beskyttelse mod hoved-halskræft.

»Hvis evidensen tyder på, at drengene kan have en effekt af det, kan vi kun støtte at vaccinen tilbydes alle. Med den viden, vi har nu, er det dog for tidligt at sige, om det vil kunne gøre en forskel, og i sidste ende er det en beslutning, man må træffe politisk,« siger Janne Bigaard.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.