Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fyn introducerer rejsekortet - nu mangler kun Bornholm

Buspassagererne på Fyn kan fra søndag tjekke ind og ud med rejsekortet. Fynbus er ikke nervøs, men spændt.

København. Den karakteristiske rejsekort-tone vil søndag lyde i de fynske busser for første gang.

Fynbus har i cirka et år forberedt overgangen fra sit eget elektroniske billetsystem til rejsekortet, som fra 15. januar kan blive brugt i næsten 400 busser på Fyn og Langeland.

Dermed er hele landet - undtagen Bornholm - nu dækket af det elektroniske kort.

- Der har været meget at forberede. Men nu har billetudstyret siddet i busserne i en måned til to, og vores chauffører er uddannet og klar til at håndtere rejsekortet, siger Carsten Hyldborg Jensen, direktør i Fynbus.

Han er overbevist om, at rejsekortet er den bedste løsning for de fynske buspassagerer.

- Det er til vores kunders fordel, at man kan optjene rabatter og komme rundt i hele landet med et og samme kort. Med cirka 100 millioner rejser om året, så er rejsekortet gennemtestet, og det er jeg tryg ved, siger Fynbus-direktøren.

Fynbus introducerede sit eget system, KVIKkort, i 2003. Det har fungeret indtil nu, men er ikke længere teknisk tidssvarende.

- Vi er først kommet med på rejsekortet nu, fordi rejsekortet ikke har kunnet indeholde for eksempel pendlerkort. Men det kan det snart, og derfor er det et godt tidspunkt at skifte over, siger han.

Direktøren i Rejsekort A/S, Bjørn Wahlsten, er meget tilfreds med, at Fyn nu også er med på vognen.

- Jeg er utrolig glad for, at en af de visioner, som trafikvirksomhederne havde, da vi gik i gang med den her rejse, nu er udfyldt, så kunderne nu har ét kort, de kan bruge til al kollektiv trafik, siger han.

Han medgiver, at der har været en del bump på vejen i form af fejl og forsinkelser på op til fire år.

- Det har været en lang rejse og til tider en hård rejse. Men det er væsentligt at fremhæve, at det er lykkedes at lave noget, som de andre lande i Europa kigger misundeligt på, siger han.

Frem til 31. marts kan fynboer og langelændere fortsat bruge deres nuværende buskort, men 1. april er det slut med at bruge turkort, KVIKkort og værdikort.

Bjørn Wahlsten forventer, at de cirka 30 busser på Bornholm også får introduceret rejsekortet, som så reelt kan blive landsdækkende.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.