Pigen der forsvandt

Frygten for ikke at nå hjem til Danmark

TREDJE DEL: Alle kendte deres rolle i planen. Myndighederne fulgte hvert skridt minut for minut. Nu skulle Zahra til Danmark.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dette er del tre af serien om Pigen der forsvandt. Fik du læst afsnit et og to?

Ellers kan du læse dem her og her. Kort referat: Zahra voksede op i København med sine irakiske forældre. Hun gik i børnehave ved søerne, talte perfekt dansk og havde danske, irakiske og marokkanske venner. I 2006 blev hun bortført til Irak. Zahras far tæskede hende ofte, og i 2012 var hun indespærret i to og en halv måned.

Hun fik kontakt til den danske ambassade i Bagdad, og i sommeren 2012 forsøgte myndigheden med en kreativ plan at få hende ud. Det mislykkedes. Tre  år senere lagde Udenrigsministeriet en ny flugtplan. På en europæisk ambassade i Baghdad fik hun, hendes søskende og mor lavet midlertidige pas. Men i lufthavnen undrede en ansat sig over, hvorfor familien rejste uden en mand og med usædvanlige rejsedokumenter. Zahra gik i panik.

Zahra stod ved skranken i lufthavnen i Bagdad. En ansat kiggede på hendes rejsedokumenter. Han vendte og drejede dem.

Tankerne kværnede gennem Zahras hoved, da manden udspurgte hende om, hvorfor hun og familien rejste uden en mand. Hun vidste, at hendes fars familie havde tætte bånd til regeringen og kunne have kontaktet Transportministeriet. Var faren allerede på vej i lufthavnen for at hente dem?

Det var sommeren 2015. Zahra havde på det tidspunkt boet i Irak under tvang i ni år. Som 16-årig var hun, hendes mor og flere søskende blevet bortført fra Danmark.

Zahra trak vejret. Så kiggede hun manden direkte ind i øjnene og gentog sin fars familienavn. Højt. Hun advarede den ansatte om, at han ville få problemer med hendes familie, hvis han ikke omgående lod dem slippe igennem.

Truslen virkede.

I lufthavnen i Erbil ventede en mand med et skilt i ankomsthallen. På skiltet stod et hotelnavn og ingen personnavne. Det var bevidst. Chaufføren var udpeget af en kvinde, SA, der var leder af en kurdisk kvindeorganisation og havde erfaring i at hjælpe voldsramte kvinder. Udenrigsministeriet i Danmark havde bedt SA om hjælp.

Erbil var kun en time fra Bagdad, men Zahra oplevede byen som en anden verden. Her var kvinder uden tørklæde, i et fitnessrum på hotellet løftede mænd og kvinder vægte side om side.

Ingen måtte vide, at Zahra og de andre boede der, var personalet instrueret i. Selv ikke hvis nogen kom og spurgte direkte efter dem.
Zahra husker, hvordan personalet på hotellet lyttede til SA. Hun var en kvinde, der løb store risici.

»Alle siger, mit arbejde er farligt. At jeg ikke behøver at gøre det. Men kvinderne er svage i vores patriarkalske samfund. De har brug for hjælp, og jeg kan redde deres liv,« siger SA.

Hun ville have Zahra og de andre ud af landet hurtigst muligt. Zahra og hendes mor havde fået en stor sum penge ved at sælge deres guldsmykker. Men det rakte ikke til de akutte og dyre billetter, SA fandt hos Austrian Airlines.

Udenrigsministeriet lagde resten af pengene ud.

Fra København fulgte Zahras ven MA, som hun kaldte sin »danske mor,« også flugten tæt. Imens gjorde hun og hendes mand klar til at have gæster på ubestemt tid. Over alt i lejligheden lå oppustede luftmadrasser, dyner og puder med rent linned. Køleskabet var proppet med mad. Parret havde lånt to biler til at hente dem i lufthavnen.

Under mellemlandingen i Østrig kiggede Zahra på de blege og blonde mennesker, hun ikke havde set i mange år. Europæere, ingen arabere. Det gav hende en brusende følelse af at være tæt på sit mål. Den danske ambassade i Wien var også orienteret om, at Zahra og de andre den eftermiddag rejste gennem landet. Opstod det mindste problem, var ansatte på ambassaden klar.

»Reelt trusselsbillede«

Udenrigsministeriet havde aktiveret Etnisk Konsulentteam under Københavns Kommune til at lave en vurdering af truslen mod familien. Ministeriet vidste blandt andet, at Zahras kusine havde udspurgt en af Zahras gamle veninder om hendes kontakt til Danmark. Ifølge Etnisk Konsulentteam var der et »reelt trusselbillede fra fars familie,« som der stod i en senere underretning. Myndighederne var bange for, at faren eller farens familie ventede på dem i ankomsthallen i Københavns Lufthavn.

Den eftermiddag fik den vagthavende i Københavns Lufthavn derfor et opkald fra Udenrigsministeriet om en sjælden opgave. Politiet skulle stå ved gate 14A kl. 22.05 og vente på et fly. Zahra og de andre måtte ikke komme ud i selve lufthavnen.

Da de trådte ud af flyet, blev de ført direkte ned ad en trappe og ind i en politibil, der ventede lige ved siden af flyet. Døgnvagten under Københavns Kommune havde også sørget for at sende to medarbejdere, der stod klar sammen med politiet i gaten.

I skjul

Hjemme i lejligheden i København var MA gået i gang med at lukke luften ud af madrasserne igen. Udenrigsministeriet havde ringet og sagt, at Zahra og de andre ikke måtte komme hjem til hende alligevel. De skulle omgående skjules på et krisecenter.

Etnisk Konsulentteam under Københavns Kommune lavede en underretning til Rigspolitiet. Kom faren til Danmark, ville det aktivere en advarsel.

Zahra vidste det ikke. Men hun var heldig, at det netop var Københavns Kommune, hun havde boet i før 2006. København har med Etnisk Konsulentteam et hold af eksperter og et tæt samarbejde med andre myndigheder. Hovedparten af alle andre danske kommuner har ikke et beredskab.

På krisecentret fik Zahra et lille værelse øverst i huset. Der var udsigt til de skrå tage, hun havde savnet i Irak. Det var sommer, og om dagen kunne hun se flere dannebrog fra sit vindue. Om aftenen kiggede hun på stjernerne.

»Jeg følte, jeg var kommet i himlen,« siger hun.

Opkaldet til faren

Zahra blev opfordret til at ringe til sin far og forklare ham, at hun, hendes søskende og mor var i sikkerhed.

En lille uge senere ringede hun til ham fra værelset.

Hun rystede.

»Jeg var så bange for, at han skulle finde os,« siger hun.

Hun prøvede at få sin stemme til at lystre og lyde hård.

Faren sagde, at han ikke forstod, hvorfor de var stukket af. Hvis de gerne ville til Danmark, skulle de have sagt det. Forstod Zahra ikke, hvor skamfuldt det var for hele familien, at de var stukket af? Hvordan kunne de gøre det mod ham?

Men han sagde også, at han elskede dem. At han savnede dem.

Zahra troede ikke på det.

Hun svarede, at de var i sikkerhed, og at han ikke skulle lede efter dem. Hun sagde også, at det ikke var ham, hun var vred på. Det var hans familie.

»Jeg vidste, han ikke kunne sige fra over for det pres, hans mor og hele den irakiske familie lagde på ham. Det handlede aldrig om ham eller om religion. Det handlede altid om familiens ære,« siger hun.

»Hvis jeg ikke var kommet tilbage til Danmark, ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort,« siger Zahra med reference til den kniv, hun i en periode gemte under sin hovedpude.

I telefonenen fortsatte faren med at argumentere og udspørge hende. Han ville blandt andet vide, om de havde fået hjælp fra nogen i Irak. Han forstod ikke, hvorfor de var flygtet. Han håbede, at de kunne løse det. Samtalen varede omtrent to minutter. Så lagde Zahra røret på. Faren skulle ikke styre hende længere.

Hun tog SIM-kortet ud af telefonen - og puttede et nyt i.

Læs hvordan det er gået Zahra efterfølgende i dette efterskriftb.dk/pigenderforsvandt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.