Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Frederiksberg vil bygge venligboliger: »Det bør tjene som inspiration for Gentofte«

Flygtninge og studerende skal bo dør om dør i såkaldte venligboliger på Frederiksberg. Andre kommuner kunne med fordel lade sig inspirere af boformen, hvor studerende spiller en aktiv rolle i forhold til integrationen, mener en af idéudviklerne.

Visualisering af konceptet Venligbolig Plus, som skal opføres i Frederiksberg Kommune. Illustration: ONV Arkitekter og 2+1 Idébureau.
Visualisering af konceptet Venligbolig Plus, som skal opføres i Frederiksberg Kommune. Illustration: ONV Arkitekter og 2+1 Idébureau.

Adressen Roskildevej 54 på Frederiksberg skal i en nær fremtid lægge grund til et særligt boligkoncept, hvor flygtninge og studerende skal bo dør om dør. Det har et politisk flertal i Frederiksberg Kommune mandag aften besluttet.

Finansieringen er på plads, og hvis alt går vel, forventes det, at de nye boliger med plads til 102 beboere kan stå klar i slutningen af 2018.

Boligkonceptet hedder Venligbolig Plus og skal dels sikre billig boliger til flygtninge og studerede, dels sætte skub i integrationen.

Boligerne består af 33 kvadratmeter store moduler, hvor der kan bo to personer. Hvert modul rummer to værelser og et fælles køkken/stue, bad og terrasse. Derudover bliver der etableret vaskeri, tagterrasser og fælleslokaler, der skal understøtte et fælles socialt liv.

For at fremme integrationen skal der også etableres det, som Frederiksberg Kommune kalder en »buddy«-ordning. Det er en form for mentorordning, der skal »modvirke ensomhed og segregering og styrke integration og aktivering af borgernes ressourcer,« som det blandt andet lyder i kommunens mødemateriale.

»Det er et meget stærkt koncept, som skaber rigtig gode rammer for integrationen, fordi flygtningene kommer til at bo sammen med danske unge, der aktivt vælger, at de gerne vil bidrage og forpligte sig at hjælpe med integrere et andet menneske, der er kommet hertil under ulykkelige omstændigheder,« siger 2. viceborgmester i Frederiksberg Kommune, Michael Vindfeldt (S), som ikke er i tvivl om, at unge danskere vil være interesserede i at deltage i boligeksperimentet.

»Helt lavpraktisk er der en massiv mangel på boliger til unge i København og på Frederiksberg. Derudover har mange unge mennesker en idealistisk indstilling og vil gerne give noget til andre mennesker,« mener Michael Vindfeldt.

Visualisering af konceptet Venligbolig Plus, der skal opføres på Frederiksberg Kommune.
Visualisering af konceptet Venligbolig Plus, der skal opføres på Frederiksberg Kommune.

To grunde i Frederiksberg Kommune, Roskildevej 54 og Sdr. Fasanvej 32-36, har været i spil til Venligbolig Plus-konceptet, og hvis det stod til Michael Vindfeldt og hans partifæller, var begge grunde blevet bebygget med de særlige boliger.

Men der er kun flertal for at bruge grunden på Roskildevej til formålet.

»Jeg er alligevel meget begejstret. Det borgerlige flertal har jo valgt, at en del af flygtningene i Frederiksberg Kommune skal bo i Valby, og derfor er vi ekstra glade for, at der nu bliver etableret flere boliger på Frederiksberg til flygtninge. Vi mener, at det er vigtigt, at vi på Frederiksberg gør en indsats for at integrere flygtninge her i stedet for bare at eksportere dem til andre kommuner,« siger Michael Vindfeldt (S) med henvisning til, at omkring 100 flygtninge, som Frederiksberg Kommune har modtaget og har ansvaret for, er fysisk placeret i andre kommuner.

Venligbolig Plus er en »storebror« til det oprindelige koncept Venligbolig, der i grove træk er en flytbar flygtningebolig, som kan stå i baghaven hos danskere, der har lyst til at have flygtninge boede på deres grund og være ressourcepersoner i integrationsmæssig sammenhæng.

Venligbolig-koncepterne er udviklet af arkitekterne Søren Rasmussen fra ONV Arkitekter og Johan Galster fra 2+1 Idébureau.

»Frederikberg Kommune er landets mest tæt bebyggede kommune, og alligevel tager man ansvar og finder en grund til et nyt initiativ, hvor man aktivt inddrager studerende i integrationen. Jeg mener, at det bør tjene som inspiration for andre kommuner - eksempelvis Gentofte Kommune, der jo også har mange ressourcestærke borgere, mange studerende og pladsmangel,« siger Johan Galster med reference til den nylige debat omkring Gentofte Kommunes udfordringer med at skaffe boliger til flygtninge.

»Man behøver ikke at tage noget fra nogen for at give det til andre. Man skal skabe tilbud, som tilgodeser flere parter og imødekommer flere forskellige behov. Det gælder om at tænke ud af boksen og se muligheder i stedet for begrænsninger,« mener Johan Galster.

Det forventes, at boligerne i Frederiksberg Kommune står klar i slutningen af 2018, og det er hensigten, at huslejen skal være cirka 2500 kroner om måneden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.