Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Frank Jensen ryster på hovedet: Regeringen er i gang med at »malke« pengekassen i København

Parkeringsafgifter skal ikke være en pengemaskine for landets kommuner. Det mener regeringen og Dansk Folkeparti, der netop har vedtaget en række stramninger på området. Overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen (S), er mildest talt utilfreds.

Frank Jensen retter hårdt angreb mod regeringen i kølvandet på stramninger på parkeringsområdet.
Frank Jensen retter hårdt angreb mod regeringen i kølvandet på stramninger på parkeringsområdet.

Regeringen og Dansk Folkeparti er i fuld gang med at »pelse København«.

Sådan lyder det fra overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen (S), efter regeringen og Dansk Folkeparti i dag har vedtaget en stramning på parkeringsområdet.

Stramningen betyder, at kommunernes indtægter fra parkering fra 2019 i højere grad end tidligere vil blive modregnet i kommunernes såkaldte bloktilskud fra staten.

Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet fik landets kommuner i 2016 i alt 800 mio. kr. i kassen på salg af parkeringsbilletter og inddrivelse parkeringsafgifter. Heraf stod København, Frederiksberg, Aarhus og Aalborg kommuner for langt størstedelen med omkring 90 procent indtægterne.

I forrige år blev omkring 14 pct. af indtægterne samlet set modregnet i kommuners tilskud. Men med den netop vedtagne stramning vil 70 procent af indtægterne fra parkeringsbilletter fremover blive modregnet i kommunernes statstilskud.

Det skal gøre det mindre attraktivt for kommunerne at opkræve parkeringsafgifter, lyder det.

»P-billetter må ikke være en pengemaskine,« siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) i en pressemeddelelse:

»Når bilisterne betaler for at stille bilen, skal pengene gå til trafikale investeringer. Ikke til at fylde kommunekassen op eller bruge pengene på andre områder.«

Men den analyse holder ikke, hvis man spørger overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen (S).

Ifølge Københavns Kommune betyder indgrebet, at kommunen mister omkring 225 millioner årligt i bloktilskud.

»Regeringen og DFs kampagne mod København fortsætter usvækket. Bedst som man troede, at fjendtligheden over for København ikke kunne blive større, henter de med et pennestrøg yderligere omkring 225 millioner kroner i Københavns Kommunes kasse«, siger overborgmester Frank Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Han pointerer, at hovedstaden »allerede i stor stil« er »solidariske og overfører 1,1 milliard kroner« til landets kommuner, og at det vil »gå hårdt ud over københavnernes velfærd og svække hovedstaden«. Stramningen kommer dagen efter, at forhandlingerne om en udligningsreform kollapsede - et sammenbrud, der ifølge Københavns Kommune i sig selv kommer til at koste kommunen 550 millioner kroner.

»I virkelighedens verden er regeringen sammen med DF kun optagede af at pelse København og har alene inden for det seneste døgn frataget København næsten 800 millioner kroner om året,« siger Frank Jensen i pressemeddelelsen.

I København vil man ifølge Ritzau fortsætte med at regulere parkering på samme vis som hidtil.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.