Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Forsvarer sigter mod Højesteret i sygeplejerskesag

Østre Landsret strækker loven for langt i bestræbelserne på at dømme sygeplejerske, mener advokat.

Forsvarer Michael Juul Eriksen mener, at der er basis for at indbringe sygeplejerskesagen for Højesteret. Scanpix/Claus Bech
Forsvarer Michael Juul Eriksen mener, at der er basis for at indbringe sygeplejerskesagen for Højesteret. Scanpix/Claus Bech

Nykøbing Falster. Sagen om en sygeplejerskes overmedicinering af patienter på sygehuset i Nykøbing Falster er næppe forbi, når Østre Landsret torsdag har udmålt sin straf til den 32-årige Christina Aistrup Hansen.

Onsdag ændrede Østre Landsret skyldkendelsen fra byretten, således at tre drab ikke længere betegnes som drab, men derimod som drabsforsøg.

Det skyldes, at det ikke med sikkerhed kan siges, at sygeplejerskens overmedicinering af patienter alene kan forklare deres død.

Forsvarer Michael Juul Eriksen mener imidlertid, at der er mere at komme efter. Derfor satser han nu på en tur i Højesteret.

»Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at hun bliver frifundet for de tre fuldbyrdede drab. Men samtidig er det min opfattelse, at den begrundelse, man bruger for at dømme for forsøg på drab, ikke holder rent juridisk,« siger Juul Eriksen.

I sin skyldkendelse gør landsretten brug af en juridisk spidsfindighed kaldet dolus eventualis, som er retsplejens laveste grad af forsæt.

Det betyder, at sygeplejersken ifølge retten kan straffes for drabsforsøg, alene fordi hun må have indset og accepteret muligheden for, at de pågældende patienter ville dø som følge af hendes handlinger.

»Men spørgsmålet er, om det at have indset muligheden og accepteret denne mulighed er nok til, at man har forsæt. Det mener jeg ikke«, siger Michael Juul Eriksen.

»Inden for de seneste år har jeg i landsretten vundet tre-fire drabssager, hvor byretten har anvendt en forsætsform, der ligner den her meget. Så jeg mener, at der kan være en chance for at få lavet det om i Højesteret.«

Professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard mener dog ikke umiddelbart, at der er noget at komme efter på det punkt.

»Der er ganske vist dømt efter den laveste grad af forsæt, men det er helt i overensstemmelse med gældende ret, sådan som Højesteret tidligere har fastslået,« mener Vestergaard.

Ikke desto mindre kan sagen ifølge professoren sagtens havne i Højesteret.

Efter hans mening er det nemlig helt oplagt at få højesteretsdommernes vurdering af den straf, som landsretten afsiger torsdag klokken 10.

Anklagemyndigheden har anbefalet fængsel på livstid, mens Michael Juul Eriksen mener, at højst 12 års fængsel er en rimelig straf.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.