Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Forskere: 12.000 herboende briter beholder sandsynligvis deres rettigheder

Selvom briternes nej til EU indtil videre har givet aktiemarkedet en mavepuster, betyder det ikke nødvendigvis, at nej’et får de store konsekvenser for herboende briter.

Storbritannien har torsdag stemt for at træde ud af EU / AFP PHOTO / LEON NEAL
Storbritannien har torsdag stemt for at træde ud af EU / AFP PHOTO / LEON NEAL

I Danmark har et stigende antal briter de senere år bosat sig og dermed nydt godt af den fri bevægelighed i EU.

Men hvad betyder det kommende britiske exit af EU for herboende briter? Sandsynligvis ikke det helt store, lyder det fra flere eksperter.

»I første omgang sker der ikke noget. De har haft den her vejledende folkeafstemning, og så skal de jo finde ud af at forhandle betingelserne for deres udmeldelse. Og nu har Cameron jo meddelt sin afgang, så der skal også lige findes en ny leder, som skal lede forhandlingerne, og det går der nok et par måneder med,« forklarer Rebecca Adler-Nissen, der er professor med speciale i international politik og EU’s udvikling ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Flere scenarier

Overordnet set er der tre mulige scenarier for, hvad konsekvenserne bliver for briter bosat i Danmark bliver.

Det første scenarie er, at man forhandler sig frem til en model som den norske, hvor Storbritannien stadig deltager i EØS-samarbejdet, Dermed beholder briterne de rettigheder, der følger med den fri bevægelighed i forhold til opholds- og arbejdstilladelse samt adgang til samme behandling som danskere i forhold til sundhed og velfærd.

Det vil være den mest optimale løsning for de millioner af briter, der bor rundt omkring i Europa, herunder ca. 12.000 i Danmark.

Et andet scenarium, der vil være betydeligt mindre optimalt for de britiske expats, er, at det ikke lykkes EU og Storbritannien at forhandle sig frem til en aftale. Det vil sidesætte britiske statsborgere med borgere fra tredjeverdenslande, når det kommer til immigrationsreglerne.

»Og der har vi jo i Danmark nogle ret strikse regler for, hvornår man kan få opholdsstatus,« fortæller Maja Kluger Rasmussen, senioranalytiker ved Tænketanken Europa.

»Så vil det afhænge af, hvor kvalificerede de er, og hvor store lønninger de får. Og hvis man ikke lever op til de danske immigrationsregler, så må man rejse tilbage til Storbritannien«.

Ingen interesse i at Storbritannien sejler væk

Det sidste scenarium mener både Rebecca Adler-Nissen og Maja Kluger Rasmussen er det mest sandsynlige: At det lykkes at forhandle en særaftale mellem EU og Storbritannien, der sikrer, at nuværende expats kan beholde de rettigheder, de har nu og ikke er tvunget tilbage til deres hjemland.

»Man jo godt kan regne ud, at det her er et kæmpe problem, fordi der bor over en million briter i de øvrige EU-lande. Så bliver man nødt til at lave nogle særaftaler til dem«, lyder det fra Rebecca Adler-Nissen.

Hun mener, at interessen i at få en særaftale går begge veje:

»Fra EU’s side er det vigtigste, at UK ikke underminerer samarbejdet. EU er jo først og fremmest de andre medlemslande. Og de har jo ikke nogen interesse i at se Storbritannien sejle for langt væk. Det har Storbritannien heller ikke. Det er jo dem, der har mest at tabe.«

Retsforbeholdet kræver særlig bilateral aftale

Lige netop i Danmark er briterne i en særlig situation, fordi danskerne stemte nej til en ændring af retsforbeholdet i december 2015 og således ikke indgår i det overstatslige retssamarbejde. Det betyder, at herboende briters rettigheder ikke bliver afklaret, selv om EU og Storbritannien indgår en særaftale.

En afklaring for de danske briter vil enten kræve, at der indgås en international traktat uden for EU-systemet, for eksempel gennem FN, eller at Storbritannien og Danmark forhandler en særlig bilateral aftale. Og at det sker, mener Maja Kluger Rasmussen også er sandsynligt:

»Danmark har en stærk interesse i at få en aftale på plads, fordi der bor flere danskere i Storbritannien, end der bor briter i Danmark,« påpeger hun.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.