Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Forældre søger mod privat børnepasning

Et kraftigt stigende antal børn passes i private daginstitutioner. Forældrene vender ryggen til det offentlige, fordi de efterspørger noget andet, end staten kan levere, lyder det fra aktører på feltet. FOA frygter, at det er begyndelsen på et kommercielt­ marked for børnepasning.

Jacob Mezin er leder og grundlægger af Børnehuset Giraffen på Amager, som er et privat pasningstilbud. Han anerkender, at mange af forældrene på ventelisten til børnehaven er »ressourcestærke forældre«, men ser det ikke som et problem.
Jacob Mezin er leder og grundlægger af Børnehuset Giraffen på Amager, som er et privat pasningstilbud. Han anerkender, at mange af forældrene på ventelisten til børnehaven er »ressourcestærke forældre«, men ser det ikke som et problem.

Det var egentlig ikke med profit for øje, at de i første omgang begyndte at sælge velfærd. Den børnepasning, som det offentlige kunne tilbyde, mente parret Jacob og Mia Mezin derimod, at de kunne gøre bedre selv. Derfor åbnede de i 2011 den private vuggestue Børnehuset Svanen på Østerbro, og sidste år grundlagde de endnu en privat institution, Børnehuset Giraffen på Amager.

De er begge uddannede pædagoger og har gennem flere år arbejdet i kommunale institutioner. Da parrets datter i 2010 skulle have en vuggestueplads, var ventelisterne i Københavns Kommune fyldt op, og de valgte i stedet at etablere deres egen vuggestue.

En af de helt store fordele ved at drive en privat institution er, ifølge Jacob Mezin, størrelsen og friheden til selv at bestemme. I Børnehuset Giraffen er der plads til 66 børn.

»Alle kender alle, og det giver en enorm tryghed for børn, forældre og ansatte. Det bliver ikke en kæmpe fabrik med over 100 børn, hvor det handler om at proppe så mange børn ind som muligt. Jeg vil samtidig vove den påstand, at vi har en bedre økonomi og mere frihed til at bruge penge på, hvad vi mangler for at kunne give den bedste service,« siger Jacob Mezin.

Det koster et par hundrede kroner mere at få passet sine børn i parrets institutioner end i de kommunale tilbud, og ifølge Jacob Mezin er der så stor efterspørgsel på pladserne i Børnehuset Giraffen, at man har været nødt til at indføre en halvårlig betaling på 200 kr. for at stå på ventelisten, så parret kan få et mere reelt billede af, hvem der mangler og vil have en plads. Det har barberet ventelisten ned fra 430 til omkring 60 personer.

Jacob Mezin er ikke i tvivl om, at han som leder af en privat børnehave i højere grad er tvunget til at levere et godt produkt til forældrene, og at det i sidste ende højner kvaliteten.

»Det er som enhver anden virksomhed, der sælger et produkt. Forældrene betaler os penge, så vi skal levere et godt produkt og helst bedre, end hvad de kan få i de kommunale tilbud. Det tvinger os til at fokusere på at have et utrolig højt serviceniveau,« siger han.

Oprør mod lukninger

Børnene i Børnehuset Giraffen og deres forældre er langtfra de eneste, der vælger de private institutioner til og dermed vælger de kommunale og selvejende fra. I 2013 var 16.861 børn indskrevet i private børnehaver, vuggestuer og såkaldt aldersintegrerede institutioner, mens det i 2007 var 6.820 børn, viser tal fra Danmarks Statistik. Det betyder, at over seks pct. af de danske børn i de nævnte typer institutioner i dag passes i private tilbud.

En del af forklaringen på den kraftige stigning er, at flere forældre opretter private daginstitutioner i protest, når kommuner lukker og samler daginstitutioner i store enheder. Det vurderer Jens Terp, formand for foreningen Frie Børnehaver og Fritidshjem, der organiserer selvejende og private institutioner i Danmark. En fjerdedel af organisationens medlemmer er i dag private institutioner og nærmer sig hastigt en tredjedel.

»Både selvejende og kommunale institutioner vælger at blive private, når de er lukningstruede. Kommunerne laver større centrale enheder med central styring, og det betyder, at nogle af de institutioner, som enten ligger i periferien af landet eller er små, bliver lukket. Det er ofte her, at efterspørgslen fra forældrene er efter et privat initiativ. Det er selve ideen om de store enheder, som forældrene ikke tror på,« siger Jens Terp.Udviklingen har taget fart, efter at VK-regeringen i 2005 liberaliserede området. Her fik private ret til at etablere daginstitutioner, og forældre fik mulighed for at tage tilskuddet fra det offentlige med over i en privat institution. Private institutioner driver fortsat forretning med tilskud fra staten, de er under tilsyn af kommunen, og forældrebetalingen kan fastsættes frit. Til gengæld kan de private institutioner trække overskud ud af driften og selv styre, hvilke børn der optages.

Frygt for kommercielt indtog

Hos pædagogernes landsorganisation, BUPL, kan formand Henning Pedersen godt genkende udviklingen. Han forklarer, at det både er lukninger af mindre institutioner, den større frihedsgrad i de private institutioner og proppede ventelister, der kan få forældrene til at søge mod de private tilbud.

»Der må være et behov hos forældrene, som ikke opfyldes i de offentlige tilbud. Det nuværende niveau af private institutioner er ikke bekymrende, men hvis udviklingen fortsætter, og store private koncerner rykker ind på markedet med profit for øje, er der grund til at være bekymret. For jeg har svært ved at se, at man kan hive et overskud ud af en institution frem for at bruge pengene på børnene,« siger Henning Pedersen.

I dag er omkring syv pct. af daginstitutionerne private, og området er præget af mange små private virksomheder.

Hos Fagforeningen FOA er formand for den pædagogiske sektor Jakob Sølvhøj bekymret for, at udviklingen er første tegn på en storstilet kommercialisering af daginstitutionsområdet. Han ønsker at sætte en stopper for privatiseringen:

»Hvis man ikke får sat en stopper for privatiseringen, er det kun et spørgsmål om tid, før de store kommercielle virksomheder begynder at melde sig på området. De investerer ikke i børneområdet, hvis de ikke får et afkast. Det kan man gøre ved at forringe mængden af personale, slække på uddannelseskrav eller ved at trykke løn- og ansættelsesforhold. Det er en usund udvikling,« siger Jakob Sølvhøj.

Han frygter, at det vil skabe et a- og b-hold med de ressourcestærke børn og forældre i de private institutioner og børn fra de lavere sociale lag i de offentlige tilbud.

Manglende viden

Netop diskussionen om de såkaldte a- og b-hold er central, når der tales om privatisering af den bløde velfærd som eksempelvis daginstitutionerne.

I februar kom det frem, at finansminister Bjarne Corydon (S) har bedt konsulentvirksomheden McKinsey om at give anbefalinger til, hvordan konkurrencen kan øges på velfærdsområdet – her var dagtilbud som børnehaver og vuggestuer et af de højt prioriterede områder. Og tidligere i februar var det Produktivitetskommissionen, der fremlagde en rapport. Her var anbefalingen klar: Konkurrence er godt, mere konkurrence er endnu bedre. For der er ifølge ekspertudvalget stor økonomisk gevinst ved at øge konkurrencen på offentlige opgaver, hvor de bløde serviceområder har et særligt stort potentiale. Her var en central pointe, at det ikke partout er en fordel, at private aktører løser opgaverne. Det afgørende er, at de får mulighed for at byde ind og på den måde fremmer konkurrencen og i sidste ende produktiviteten.Når det kommer til udbud af opgaver som renovering af veje eller rengøring, er der en dokumenteret økonomisk gevinst ved at udlicitere, men når det handler om de bløde velfærdsopgaver, ved man meget lidt om de reelle effekter på økonomi og kvalitet. Det forklarer Ole Helby Petersen, lektor på RUC. Han står i spidsen for et nyt forskningssamarbejde, som bl.a. skal undersøge, hvilken kvalitet de kommunale tilbud giver i sammenligning med de private udbydere.

»Der er en udtalt mangel på viden om pris og kvalitet på det private velfærdsområde. En af udfordringerne ved øget konkurrenceudsættelse kan være, at man vil se en sammenklumpning af mere ressourcestærke børn i de private daginstitutioner. Det har vi for eksempel set på skoleområdet i Sverige,« siger Ole Helby Petersen.

Ren forretning

Tilbage i Børnehuset Giraffen på Amager erkender Jacob og Mia Mezin, at en stor del af forældrene på ventelisten til den private pasning er, hvad de kalder »ressourcestærke forældre«. De ser det dog ikke som et problem.

»Jeg mener ikke, at man svigter fællesskabet, som kritikerne siger. Det handler snarere om, at forældrene får andre og nye muligheder,« siger Jacob Mezin.

Så længe de private institutioner ikke får mere i tilskud end de kommunale, kan Jacob Mezin ikke se, at det er problematisk som privat at tjene penge på børnepasning.

»Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke skulle måtte tjene penge på noget, som, både jeg og forældrene mener, er bedre end, hvad det offentlige kan tilbyde.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.