For et par år siden var dette Norges megarige oliehovedstad - men så styrtdykkede olieprisen

I årevis var Stavanger Norges absolut rigeste by, hvor indbyggerne levede et liv med penge og pral med lønningerne fra olieindustrien. Men nu er tilværelsen vendt på hovedet af den faldende oliepris, som har efterladt nordmændene i chok. Myndighederne og erhvervslivet råder de unge til at rejse væk, fordi der ikke længere er job at få.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

STAVANGER: Hovedvejen i Hinna Park løber ud fra en rundkørsel. Græsset i midten er tyndt som nyt, og asfalten er stadig glat. På begge sider brager bygninger i vejret, der er lavet i den typiske, kolde og minimalistiske stil, som de fleste nye kontorer er. Samtlige navne og logoer har en tilknytning til olieindustrien, og først for ligger Aker Solutions i et stort, kantet og selvsikkert byggeri.

Da det enorme hovedkontor blev etableret, gik det så godt, at flere repræsentanter fra Aker Solutions, der er et internationalt olieservice-selskab, storsmilende kunne sige, at bygningen var for lille til den voksende virksomhed, allerede inden den stod færdig. Men i dag står bygningen efter sigende halvtom. Aker Solutions har nemlig skåret hundredvis af stillinger væk.

Svein Strøm lader hånden glide hen over læderet på bilrattet og fører sin store Porsche Cayenne GTS ud af rundkørslen og ind i Hinna Park. Den lugter ikke bare af ny bil – den dufter af dyr bil. Han er stifter og indehaver af Bavaria, som forhandler luksusbiler, og han sælger så mange, at Stavanger efter sigende er den by i verden, hvor flest personer ejer en Porsche. Cayenne-modellen, han selv ejer, er den mest populære af dem alle.

»Der er mange af de her biler i Stavanger, men i Hinna er der flest. De holder måske ikke på gaden her, men der er mange dyre biler i garager under jorden, kan jeg godt forsikre dig,« siger Svein Strøm.

Han peger på nogle boligblokke, der kommer til syne længere fremme bag ved skoven af kontorbygninger. De ligger helt nede ved vandet, og man kommer ikke hen til dem uden at passere olievirksomhederne. Det er som en evig påmindelse for beboerne om, hvor de får deres millionlønninger fra. Området er så rigt, at det har fået tilnavnet »Hinna Hills« efter kendiskvarteret Beverly Hills i Los Angeles.

»Dem, der bor her, har rigtig gode lønninger. Det skal der ikke være tvivl om,« siger Svein Strøm.

Han ejer selv en af lejlighederne, der peger ud mod vandet. Og et stort hus et andet sted i byen. Bilforhandleren lever et luksuriøst liv i det vestlige Norge, men det er der mange i Stavanger, der ikke længere gør. Krisen i oliebranchen har taget jobbet fra tusindvis af indbyggerne i byen, så boligpriserne falder, og flere lejligheder i Hinna står til salg.

Den lokale hotelkonge Petter Stordalen har sagt, at »blodet flyder i Stavangers gader«. Han er blevet beskyldt for at overdrive, men arbejdsløshedsstatistikkerne for byen er dramatiske. Mindst 13.000 af de 100.000 indbyggere i Stavanger Kommune er ifølge myndighederne langtidsledige. I amtet er tallet mindre, men der er et stort mørketal, fordi mange har forladt byen, og andre lever af opsparingen og ikke vil registreres som ledige.

Men Hinna er ikke Detroit, så det er ikke, fordi bygningerne er tomme og faldefærdige. Men der er »Til salg«-skilte i flere vinduer, hvor de får lov til at stå længe. Det scenarie var helt utænkeligt for bare to år siden. Der blev skiltene flået ud af hånden på sælgerne, nærmest før de blev hængt op i vinduerne.

Svein Strøm kan også mærke på byen, at den har forandret sig.

»Der har været en fantastisk udvikling. I de sidste 30 år er det gået fra at være et sted med nogle få træhuse til en stor erhvervsby. Men alt er jo baseret på olieindustrien, så udfordringen er nu at stå imod krisen og udvikle nye forretningsområder og virksomheder, som kan tage over,« siger han.

Det norske olieeventyr startede lillejuleaften i 1969, da et bor stødte på oliefeltet Ekkofisk – det største felt til havs i verden, som ligger i Nordsøen nærmest Stavanger. Dengang tilbage i 1960erne var byen en af de fattigste i Europa. Men så fandt de det sorte guld på havbunden, og resten er historie. Rigdommen skyllede ind over byen og gjorde den til Norges oliehovedstad, og i dag kan man ikke sige Stavanger uden også at sige olie.

I Stavanger kunne man heller ikke tænke på andet end olie i mere end 40 år. Ingeniører valfartede til byen fra Norge og resten af verden. De drog mod vest på ægte guldgravermanér i jagten på rigdom – og de fandt den. Alle kunne få arbejde, og manglen på arbejdskraft var så stor, at lønningerne blev presset i vejret, sådan at de nemt kom op over en million kroner om året.

Selv folk uden en uddannelse blev ansat på stedet, fordi manglen på arbejdskraft var så stor. En af dem var Birgit Hjelbak. Hun har en af den slags uddannelser, man ikke får på papir. Hun tilbragte ti år i Danmark, hvor hun blandt andet tog en HF, og så fik hun job i nogle forskellige kommuner, hvor hun skulle lære de ansatte at bruge computer. Siden flyttede hun til Grækenland, inden hun vendte hjem til Stavanger for 17 år siden.

»Jeg var heldig dengang, for der var der jo bare job at få,« siger hun.

Det var der også, og Birgit Hjelbak fik job hos Aker Solutions, hvor hun arbejdede med dokumentkontrol og dokumentation af alt fra sikkerhed til styring af store projekter. Men i november 2014 blev hun fyret sammen med 200 andre, og så stod hun pludselig uden arbejde og uden et papir på sine kundskaber.

»I alle de år, hvor det gik godt, tænkte jeg jo bare, at det nok skulle gå, og det gjorde det også. Men det bliver et problem, hvis jeg skal til at have job i en anden branche. De forstår ikke, hvad det er, jeg kan, fordi jeg ikke har et papir på det,« siger Birgit Hjelbak.

Det skulle vise sig at blive en ud af mange store fyringsrunder hos Aker Solutions, for nedturen for olieindustrien var kun lige begyndt. Men i starten strejfede det slet ikke Birgit Hjelbak, at det kunne ske, at hun skulle gå arbejdsløs over længere tid.

»Dengang var jeg faktisk ret optimistisk. Jeg tænkte, at jeg sagtens kunne få mig et andet job. At jeg skulle stå her og stadig være ledig i dag, det havde jeg ikke troet,« siger hun.

Nedturen i den norske olieindustri hænger ubetinget sammen med prisen per tønde olie. Nordmændene har altid vidst, at olien ville slippe op, og at de gode tider måtte få en ende en dag. Men de vidste ikke, det ville ske så pludseligt, som det gjorde.

I sommeren 2014 var olieprisen på over 115 dollar per tønde, men i december 2015 faldt den for førte gang under 40 dollar. I maj 2015 er prisen dog steget til lige over 50 dollar per tønde. Brancheorganisationen Norsk Olje og Gas vurderer, at 50.000 job vil forsvinde i oliebranchen inden 2018. I januar i år var 27.000 stillinger forsvundet.

Tilbage i 2014 gik der ikke lang tid, før de faldende piser viste sig på den ene og anden måde i oliebranchen. I efteråret 2014 aflyste Statoil, den statsejede norske oliegigant, alle julefrokoster, for det var der ikke penge til længere. Året efter blev alle tilbudt en frivillig fratrædelse. Så mange, der havde lyst til det, havde lov til at gå. Det lyder måske ikke som et blodbad, men for en branche, hvor træerne nærmest er groet ind i himlen, var det skelsættende, forklarer Birgit Hjelbak.

»Det er gået så godt i oliebranchen i så mange år, at ingen havde forestillet sig, at det skulle gå så galt. Jeg tror ikke, at nogen havde troet, at det skulle blive så slemt, som det er nu,« siger hun.

Det skinnede igennem, at der aldrig havde været dårlige tider, da Birgit Hjelbak blev fyret. Cheferne var uforberedte og nærmest i chok, husker hun.

»Det kom meget, meget pludseligt, at det var så alvorligt. Op til fyringsrunden var der ingen chefer, som ville give svar på, hvad der var i færd med at ske. De havde ingen erfaring med dårlige tider eller fyringsrunder, så jeg tror ikke, de vidste, hvordan de skulle gøre. Der var rigtig meget, de kunne have gjort anderledes, sådan at forløbet ikke blev så hårdt. Men de var nok også selv i chok, fordi det pludselig gik så dårligt,« siger hun.

Birgit Hjelbak har to sønner, og den ene bor i Grækenland lige nu. Han vil gerne hjem, men der er ingen grund til det, som situationen er nu, for der er ingen job at få. Hun bor til leje i det gamle Stavanger i et hvidt træhus med en terrasse med eftermiddagssol, og hun nævner huspriserne som et af de fysiske eksempler på, at det er dårlige tider.

Hun synes dog ikke, at dykket i oliebranchen er entydigt dårligt. Der har nemlig været virkelig mange penge i omløb i Stavanger – så mange, at folk med job i oliebranchen har følt sig hævet over dem med job i andre brancher. Det har skabt en usynlig klassedeling, som nu er på retræte.

»Når folk får flere penge, bliver de jo nok sig selv nærmest. Og når der er mange folk, der tjener mange penge, bliver det jo mere sådan i byen generelt. Men nu er det, som om der er bedre plads til omsorg for hinanden,« siger Birgit Hjelbak.

Omsorgen mærker man på en af byens nye mødesteder for ledige, Mulighedsterminalen. Her er 200 ledige mødt op for at søge en stilling som økonomichef på et kommende asylcenter uden for byen. Der er dog også andre stillinger, der skal besættes, så der er flere job i spil.

Siw Selheim står i spidsen for rekrutteringen med sin virksomhed Emmy & Oscar. Hun startede som selvstændig i 2012 med at rekruttere til oliebranchen, og hun sukker drømmende, når hun tænker tilbage på dengang.

»Åh! Det var jo så let! Vi sendte alle ud i virksomhederne til faste job. Der var bare fuldtidsstillinger på samlebånd. Det var så nemt,« siger hun.

De jobsøgende opførte sig anderledes af den grund. De sad tilbagelænede under jobsamtalen og var mere interesserede i at høre, hvad den potentielle arbejdsplads kunne gøre for dem end omvendt. Hvis de ikke var tilfredse med lønnen eller vilkårene, gav arbejdsgiverne sig straks, for konkurrencen om den bedst kvalificerede arbejdskraft var hård. Men nu er det vendt på hovedet.

»Vi har et norsk udtryk om, at man kommer med huen i hånden og sådan lidt med bøjet nakke. Sådan har vi mange, der kommer her. Det er jo klart, at de er mærkede. Pludselig gik det bare virkelig skidt. Det er kommet bag på mange,« siger Siw Selheim.

En af de arbejdsløse i køen til jobbet på asylcentret er 30-årige Johan Larsen, som netop har afleveret speciale i økonomi på byens universitet. Han er ikke fra Stavanger, men flyttede hertil, fordi han ville arbejde i oliebranchen. Men det vil han ikke længere.

»Da jeg besluttede mig for at flytte til Stavanger, stod virksomhederne ude på skolerne og ansatte folk med det samme, inden de var færdiguddannede. Og selvom man ikke var færdig, kunne man hurtigt komme op i en millionlønning alligevel,« siger han og fortsætter:

»Men jeg tror ikke, at jeg får job i oliebranchen, og jeg har faktisk ikke engang lyst til det. Det kan godt være, at det engang var lig med jobsikring for livet, men nu forbinder jeg det faktisk mest af alt med usikkerhed.«

Johan Larsen tilhører generationen af »oliebørn«, som er født midt i den kolossale rigdom, der kom til Norge i 1970erne og 1980erne. De har aldrig manglet noget – slet ikke penge. I mange år var der også et udtryk om »at få job i olien«, som var ensbetydende med, at man var sikret job og en god økonomi for livet.

»Hvis man er ung i Stavanger, har man aldrig oplevet andet end at være efterspurgt. Min generation ved ikke, hvad en krise er, og jeg tror aldrig, vi rigtig har forstået, hvor godt vi har haft det. Jeg tror heller ikke, vi har nogen fornemmelse af, hvad penge er, for de har bare altid været der,« siger Johan Larsen.

De unge og nyuddannede mænd, som står uden job, er dem, som myndighederne og erhvervsorganisationerne er mest bekymrede for. I den norske interesseorganisation for arbejdsgiverne, Næringslivets Hovedorganisation (NHO), arbejder den regionale direktør Svein Olav Simonsen for at nå ud til dem.

»Det er mænd på 30 år, som aldrig har oplevet en regnvejrsdag. De har tjent over en million kroner om året, mens de har klaget over, at de har tjent for lidt og arbejdet for meget. De har ikke haft nogen bekymringer i det hele taget. De har købt hus til flere millioner, mens de stadig var i 20erne,« siger han.

Nu står mændene med huen i hånden og nakken bøjet. To tredjedele af de arbejdsløse er mænd, fordi olieindustrien alt andet lige er en mandsdomineret branche. Men det er ikke alle, der har en videregående uddannelse.

»En stor del af de arbejdsløse har ikke færdiggjort deres uddannelse, fordi det ikke har været nødvendigt. Der er f.eks. 3.600 arbejdsløse i kommunen her, der har arbejdet som ingeniører. Men nu viser det sig, at 1.500 af dem ikke har en uddannelse ud over folkeskolen. De har bare arbejdet som ingeniører alligevel. De får svært ved at få sig et arbejde nu uden en uddannelse,« siger Svein Olav Simonsen.

Derfor er regionsdirektørens råd til de unge enkelt.

»Rejs væk, siger jeg. Tag til Østlandet og Oslo, for der kan I få et arbejde meget nemt. Det får I ikke her. I kan altid komme tilbage, når tendensen er vendt. Stavanger er vores Klondike,« siger Simonsen.

Olieindustrien er stadig den vigtigste og mest betydningsfulde industri i Norge, hvor 250.000 nordmænd arbejder, og det kommer det til at være i nogle år endnu.

»Men uanset hvad kommer de gode tider ikke tilbage på den samme måde. Det kan blive bedre, men det bliver slet ikke på samme niveau,« siger Svein Olav Simonsen.

Det betyder, at Norge skal finde noget nyt at leve af og beskæftige folket med. Mange peger på fiskeopdræt og turisme som nogle mulige industrier, der kan tage over efter olien.

»Der er mange, der siger, at vi bare skal have flyttet folk over i andre brancher. Men at tro, at man bare kan slutte med olien, er ret naivt. Så forstår man ikke, hvor mange penge olieindustrien egentlig trækker i statskassen. Et job i olien genererer 14 millioner kroner i den norske statskasse om året. Et job i fiskeindustrien genererer bare 1,4 millioner kroner om året, og for turismen er det endnu mindre,« siger Simonsen.

En af dem, der har taget springet til en anden branche, er Leif Roger Torgersen. Han arbejder som salgsleder i Tide Reiser og bruger nu sin tid på at guide turister rundt i de høje fjelde, der ligger omkring Stavanger.

Han arbejdede i hotel- og konferencebranchen, som er hårdt ramt af nedskæringerne i olieindustrien, indtil for halvandet år siden. Nedgangen i olieindustrien slår ud i stort set alle andre brancher i Stavanger, men få er så hårdt ramt som hotellerne. Før var det nærmest umuligt at få et værelse i byen, og nu står de halvtomme.

»Jeg nåede ikke at være arbejdsløs, for jeg fandt noget andet med det samme. Jeg skulle bare ikke være arbejdsløs. Jeg har kun søgt job én gang i hele mit liv, og det var for 30 år siden, hvor jeg straks blev headhuntet til noget andet,« siger Leif Roger Simonsen og griner.

»Det var en sjov tid, men det var også en dum tid,« tilføjer han med en mere alvorlig mine.

Han hopper let af sted fra klippe til klippe på vejen op til Preikestolen – Stavangers vartegn og naturens største turistattraktion i området. Omkring ham stavrer turister fra hele verden forpustet mod den karakteristiske klippe, der hænger frit i luften 600 meter over fjorden.

Leif Roger Simonsen tænker tit på sine børn på 17 og 19 år, og om han har opdraget dem rigtigt. Han har sørget for, at de har skullet arbejde for lommepengene, ligesom de er blevet beordret fritidsjob. Men de har ikke manglet noget, som hans forældre gjorde.

»Mine forældre var ikke rige på nogen måde, så der er sket ganske meget på to generationer. Det er en del af problemet, for der sker noget oppe i hovedet på folk, når de går fra at være ganske fattige til at være verdens rigeste – især med den unge generation. De har aldrig oplevet at mangle penge,« siger Leif Roger Simonsen og fortsætter:

»Du ser børn helt ned i tiårs-alderen gå rundt i jakker til 10.000 kroner og piger på 12 år med Michael Kors-tasker til lige så mange, hvis ikke flere penge. Det er jo vanvittigt og en helt syg livsstil. På den måde ser jeg faktisk krisen som noget positivt. Så kan folk lære at være mådeholdende.«

Krisen og jobskiftet har også påvirket Leif Roger Simonsen personligt, forklarer han.

»Jeg tænkte altid, at dem, der arbejdede med turisme, måtte være uintelligente. De kunne umuligt have så meget at byde på, når nu de ikke kunne få job i oliebranchen. Men nu hvor jeg arbejder her, er jeg flov over mine fordomme. Jeg må sige, at det har været proces, hvor jeg har lært at være ydmyg. Og det her er et meget tilfredsstillende arbejde,« siger han.

Det er ikke bare Leif Roger Simonsen selv, der har ændret holdning på den måde, funderer han. Der er også kommet ydmyghed til Stavanger generelt, og det hovmod, der gennemsyrede oliebranchen og folkene i den, er så godt som væk. Han tager et langt og let skridt videre hen over de norske klipper og hilser på en ældre mand, der går forbi i den modsatte retning.

»Vi hilser ikke på hinanden, når vi mødes i bussen i det her land. Og hvis du sætter dig ved siden af mig, og der stadig er andre sæder ledige, så tænker jeg, at du er sindssyg. Men på fjeldet hilser vi. Her er alle nordmænd lige,« siger han.

Berlingske var inviteret til Stavanger af den norske ambassade i København.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.