Folk vender tilbage til »stammen«: Har globaliseringen ramt muren?

Verden lider af en kollektiv psykologisk krise udløst af en række traumatiske begivenheder de seneste 15 år. Som resultat er globaliseringen gået i stå. Folk vender sig ikke længere mod hinanden, men trækker sig tilbage til den »stamme«, de kender bedst. Det kan få katastrofale følger.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kom op på briksen, læg dig ned.

Går du rundt med uro i maven? Måske en smule bæven for fremtiden? Synes du, at de dårlige nyheder om terror, krig og flygtninge hober sig op, mens løsningerne virker stadig mere diffuse?

Så er du ikke alene.

Som enkelte mennesker kan synke ned i dyb livskrise, befinder hele verden sig lige nu i en art psykologisk krise. En tillidskrise udløst af traumatiske begivenheder de seneste 14-15 år, mener Koert Debeuf, tidligere politisk rådgiver for den belgiske statsminister, tænketanksgrundlægger og i dag globalpolitisk analytiker bosat i Cairo.

Han skrev for nylig analysen »Tribalization – Or the End of Globalization«. Som titlen antyder, handler den om, hvordan verden efter en lang periode med omsiggribende globalisering nu trækker den modsatte vej; mod den stammetænkende tribalisering. Med potentielt katastrofale følger.

Siden Murens fald er vi ellers blevet vant til den store fortælling om, at verden blev stadig mere åben, demokratisk og samarbejdende – en Facebook-verden.

Koert Debeufs overraskelse var derfor stor, da han undersøgte en række indekser for globalisering, f.eks. fra den schweiziske tænketank KOF Swiss Economic Institute.

KOF-indekset indregner en række faktorer som samhandel, politisk og diplomatisk samarbejde, kulturel udveksling, turisme og tværnationalt mediebrug, og det viser, at globaliseringen på nogle punkter er stagneret, på andre er på retur og har været det i mindst otte år. Lignende oversigter fra f.eks. Ernest & Young viser det samme, ligesom den internationale samhandel ifølge de seneste tal fra World Trade Organization er bremset bekymrende meget op.

»Årsagen er psykologisk«

Jovist, vil nogen sige, der har jo også være en altopslugende finanskrise, der begyndte i 2008, og hvis efterdønninger vi stadig skvulper rundt i. Men globaliseringens økonomiske og sociale stagnation satte ind før den finansielle krise, viser KOF-indekset.

»Så det må handle om noget andet. Min antagelse er, at årsagen er psykologisk. Det er velkendt og veldokumenteret i den psykologiske videnskab, at store grupper – samfund, endda – ligesom et enkeltindivid kan gennemleve en form for identitetskrise udløst af traumatiske oplevelser,« siger Koert Debeuf på en telefon fra Cairo.

Der har immervæk været langt mellem kilder til fortrøstning i de senere år. Væk er håbet i Murens fald og i Det Arabiske Forår.

Den kolde krig føles varm igen, terror har kostet 140.000 livet siden 2000, og krigen i Syrien har produceret død, ødelæggelse og millioner af flygtninge. EU er efter euroens næsten-kollaps nu i politisk og ledelsesmæssig krise, og gamle spøgelser som højrenationalisme og grænsehegn titter frem. USA har, med brændte fingre, nedskaleret sin offensive udenrigspolitik og overladt pladsen til mindre appetitlige kræfter – Rusland, eksempelvis. Viljen til globalt samarbejde om klimakrisen er hensygnende, og selv i fredelige samfund er de traditionelle, samlende partier i dyb krise, mens populistiske bevægelser vinder terræn i en dybt splittet vælgerskare.

Endnu mere bekymrende synes antiteserne til det åbne, demokratiske, liberale samfund – nemlig den religiøse ekstremisme og den autoritære nationalisme – at have fået vind i sejlene de senere år.

Og det har de, siger Koert Debeuf, fordi et psykologisk naturligt svar på folks identitetskrise er at søge tilbage til det, vi kender allerbedst: Til vores stamme, til vores gamle velkendte ideer, som vi så dyrker og forstærker.

Tribalisering kaldes det – at søge tryghed, svar og tilhørsforhold i en gruppe med en simpel, krystalklar identitet. Tribalisering indeholder næsten altid skabelsen af et meget stærkt fjendebillede og en dyrkelse af fortiden – om det så er i religiøse myter eller fortællinger om »de gode gamle dage«.

Tiltroen og tilliden svinder ind

Måske var det første traume, der fik os til at tvivle på globaliseringens lyksageligheder, terrorangrebene på stormagten USA den 11. september 2001. Siden kom London, Mumbai, Madrid, men listen er lang og handler ikke kun om terror, mener Koert Debeuf:

»Psykologisk var 11. september for mange mennesker i verden et bevis for, at den store liberale magt også er sårbar, og at voldelige, irrationelle angreb ikke kan kontrolleres,« siger han.

»Vores forhåndenværende midler – diplomati og hære – står magtesløse over for disse typer angreb. Det skabte en enorm usikkerhed. Og »9/11« blev efterfulgt af en række terrorangreb, mudrede krige og til sidst den økonomiske krise. Isoleret set har vi faktisk mekanismer og redskaber til at få kriserne under kontrol. Det psykologiske aspekt er værre. Vi har mistet troen på hinanden, på vores ideologier, værdier, politikere og institutioner,« mener Koert Debeuf.

Eksemplerne på tribaliseringen er mange i hans analyse, men en tydelig illustration af teorien er terrorbevægelsen Islamisk Stats (IS) fremkomst, som Koert Debeuf kalder et »ekstremt resultat af en identitetskrise i den arabiske verden«, hvor alle ideologier og styreformer er i sammenbrud eller har tabt legitimitet.

»De fleste almindelige mennesker i den arabiske verden føler sig i vildrede i dag. Ingen af de ideologier eller ledere, de har troet på, har leveret som lovet. De færreste kan identificere vejen frem,« siger han.

»Ønsker de stabilitet og fred med en stærk leder eller et skrøbeligt, vestligt inspireret demokrati? Et religiøst eller sekulært samfund? Samarbejde med Vesten eller ej? I den identitetskrise har nogle i den arabiske verden søgt tilbage til trygheden i det traditionelle system, de kender bedst: Den autoritære nationalisme eksemplificeret med Egyptens præsident Sisi. Eller i dens absolutte modsætning: en religiøs fanatisme ala Islamisk Stat,« siger han.

Ifølge Koert Debeuf selv er han kendt som en evig optimist: "Jeg forudser ikke krig. De traumer og begivenheder, der indtraf mellem Første og Anden Verdenskrig, var meget alvorligere. Men det er de samme processer. Det er første gang i måske 70 år, at vi føler, at tingene er ude af kontrol," siger den belgiske analytiker og forfatter. Privatfoto
Ifølge Koert Debeuf selv er han kendt som en evig optimist: "Jeg forudser ikke krig. De traumer og begivenheder, der indtraf mellem Første og Anden Verdenskrig, var meget alvorligere. Men det er de samme processer. Det er første gang i måske 70 år, at vi føler, at tingene er ude af kontrol," siger den belgiske analytiker og forfatter. Privatfoto

Rusland spiller med musklerne

Et andet illustrativt eksempel er Rusland og Vladimir Putins bemærkelsesværdigt imperialistiske opførsel.

Den er ligeledes, mener Koert Debeuf, et resultat af en dyb psykologisk krise i det russiske folk, der efter murens fald har oplevet et tab af territorium, af prestige og af fortidens ideologier både politisk og økonomisk. Ind på scenen trådte så den tidligere KGB-officer og fortids-emmende Vladimir Putin. Hans mission har i Koert Debeufs analyse fra starten været klar: At genskabe Ruslands status. Og på den mission har det været vigtigere, at Ruslands identitet er stærk og negativ end svag og positiv i verdens øjne. Et skoleeksempel på tribalisering.

»Det paradoksale er i mine øjne, hvor appellerende Putins stærkt nationalistiske koncept virker på mange. Mange her i Egypten siger: »Europa sejler rundt, men se, hvor stærk Rusland er«. Egyptere på sociale medier synes, at Vladimir Putin er en stærk leder med en vision, i deres øjne ved han, hvad han vil. Hvorimod vi i Europa ikke længere ved, hvor vi vil hen. Vi skændes bare, vi finder ingen løsning på de påtrængende udfordringer. Det indtryk er meget skadeligt for det liberale demokratis image,« siger Koert Debeuf.

Europa i splid med sig selv

Som europæer af nationalitet og hjerte handler hans dybeste pessimisme om Europa:

»Jeg var rådgiver for den belgiske statsminister fra 2003 til 2008, og jeg har iagttaget den udvikling, Europa har gennemgået fra at være håbefuld, optimistisk, pro-integration og pro-europæisk til noget helt forkrampet. Vi var håbefulde, da EU i 2005 havde sin afstemning om forfatningstraktaten, men sagen er, at alt er gået dårligt siden da. Den nuværende flygtningekrise og angrebene i Paris vil bare accelerere tribaliseringen.«

I Koert Debeufs øjne forstærkes kriserne af den øgede mistillid til de politiske institutioner, herunder de globale som FN, EU og diverse klimatopmøder:

»Vi befinder os i en farlig, nedadgående spiral. Når vi ikke er i stand til at løse kriserne, mister folk selvfølgelig tilliden. I stedet får populistiske bevægelser, som påstår, at de kan løse problemerne, vind i sejlene. De kommer med deres nemme løsninger og nemme svar. Og jo mere de populistiske grupperinger får magt, jo mindre beslutningsdygtige bliver de siddende regeringer og konstellationer – indtil de en dag faktisk ikke kan løse problemerne. Hver gang, den europæiske model støder på grund som følge af de her populistiske bevægelsers vrangvillighed, mister folk tillid til den europæiske kontruktion og den europæiske idé. Det er en ond cirkel,« siger Koert Debeuf.

I hans analyse kan man drage paralleller fra samtiden til en anden åbenlys tribaliseringstid, nemlig 1930ernes Europa. Dengang havde Første Verdenskrigs rædsler og den økonomiske depression efterladt mange rådvilde og fortabte i psykologisk forstand. Tilliden til tværnationalt samarbejde var væk. Folk fandt mening og retning ved at »kaste anker« i »stammer« – i facistiske bevægelser, i religion eller kommunisme. Og vi ved jo alle, hvor 1930ernes tribaliserede Europa endte.

»Jeg forudser ikke krig. De traumer og begivenheder, der indtraf mellem Første og Anden Verdenskrig, var meget alvorligere. Men det er de samme processer. Det er første gang i måske 70 år, at vi føler, at tingene er ude af kontrol.«

Har du slet ikke noget håb for verden?

»Ha! Jeg er kendt som den evige optimist. Jeg har formået at bevare troen på forandring i den arabiske verden trods de sidste fire-fem år. Dette er nok min mest pessimistiske analyse. Jeg er bange for, at det vil kræve noget ganske alvorligt, før vi ændrer retning,« siger Koert Debeuf.

Han nævner billedet af Aylan Kurdi, den lille flygtningedreng, der i september blev fundet druknet på en strand i Tyrkiet, som eksempel:

»Det var som om, symbolikken i det frygtelige billede et øjeblik ændrede måden at tænke på. At vi besindede os på, hvilke omkostninger det har, når vi går ned ad tribaliseringens vej. Man håber, at tingene kan vende igen. Det er der, jeg er nu. Jeg håber stadig.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.