Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fodnote: Nye kampfly forringer Danmarks kampflykapacitet

Arkivfoto
Arkivfoto

Regeringens egne embedsmænd har konkluderet, at Danmarks 27 nye kampfly ikke får samme kapacitet som de danske F-16, stik imod gentagne udmeldinger fra regeringen, skriver Ingeniøren.

»Regeringen har vurderet, at det er nødvendigt med 27 nye F-35 for at erstatte F-16. Det er ikke et udtryk for oprustning eller et udtryk for nedrustning. Det er en helt neutral forlængelse af Danmarks kampflykapacitet,« fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved præsentationen af regeringens kampflyudspil i maj.

Argumentet om, at de 27 nye F-35 skal kunne det samme som de 44 eksisterende F-16, hvoraf 30 stadig er operative, har spillet en afgørende rolle i milliardaftalen om de nye kampfly. Argumentet er blevet gentaget flere gange af forsvarsminister Peter Christensens (V) over for både Folketinget og medierne, ligesom det er en grundlæggende forudsætning i beslutningsgrundlaget for den politiske aftale om nye kampfly fra Forsvarsministeriets kampflykontor.

»Evalueringerne har endvidere taget udgangspunktet i en fortsættelse af det nuværende opgavekompleks og ambitionsniveau for den danske F-16-kampflykapacitet,« slår kampflykontoret fast på første side i beslutningsgrundlaget.

Central fodnote ... på side 67

Opgaverne for de danske F-16 såvel som de nye F-35 omfatter afvisningsberedskab i tilfælde af fremmede kampfly i dansk luftrum, internationale missioner samt luftrumsovervågning, såkaldt air policing, over Island og de baltiske lande, der ikke selv råder over kampfly.

Men Danmarks kampflykapacitet bliver ikke den samme med de nye F-35 som med de eksisterende F-16. Det konkluderer regeringens egne embedsmænd. Men for at for at finde den oplysning, skal man helt hen på side 67 og læse fodnoten i en supplerende rapport til kampflykontorets beslutningsgrundlag.

»F-16 fly har historisk set været indsat i internationale operationer og på air policing missioner samtidig. Typevalgsgrundlagets kampflystruktur er ikke dimensioneret til at kunne gennemføre dette,« skriver et udvalg af embedsmænd fra Finansministeriet, Forsvarsministeriet og forsvaret i den såkaldte dimensioneringsrapport. Det er den rapport, der har dannet grundlag for regeringens udspil om at købe netop 27 kampfly, der tidligere på måneden blev vedtaget af forsvarsforligskredsen.

Militærforskere: En forringelse

Med andre ord vil de nye kampfly ganske rigtigt være i stand til at varetage samme typer af opgaver som de danske F-16. Men kapaciteten til at løse opgaverne bliver ikke den samme.

Ole Wæver, professor i international politik ved Københavns Universitet, tvivler på, at de nye fly vil kunne udfylde rollen:
»Dette forbehold strider imod den argumentation, der har været anvendt hele vejen, om at de nye kampfly skal kunne det samme som et større antal ældre F-16. I værste fald kan det anses for endnu et af de efterhånden forstemmende mange krumspring, der har muliggjort den foretrukne konklusion, som er at købe F-35. Selv hvis det enkelte F-35 har flere flytimer i sig eller kan mere end F-16, så kan det stadig ikke være to steder på samme tid, « siger han tl Ingeniøren.

Heller ikke major Karsten Marrup, chef for Center for Luftoperationer ved Forsvarsakademiet, er i tvivl om, at kampflyindkøbet i praksis udgør en forringelse af Danmarks kampflykapacitet.

»Regeringens udmelding er korrekt, og så alligevel ikke helt. For det er jo rigtigt, at vi bibeholder den samme kapacitet som med F-16, når man ser isoleret på opgavetyperne. Men det er ikke korrekt, at vi fremadrettet har den samme fleksibilitet til at løse flere opgaver samtidigt, som vi har nu. Dermed udgør kampflyindkøbet en forringelse af Flyvevåbenets kapacitet,« siger Karsten Marrup.

Minister modsiger rapport

Luftrumsovervågning over Island eller Baltikum samtidig med internationale missioner er ikke et teoretisk behov for de danske kampfly, om end sammenfaldet inden for de seneste år har været begrænset.

Mens syv danske F-16 deltog i bombemissioner mod Islamisk Stat i Irak, deltog danske F-16 også i luftrumsovervågning over Island. Umiddelbart op til udsendelsen deltog danske F-16 endvidere i luftrumsovervågning over Estland. Umiddelbart op til udsendelsen i Libyen i 2011, hvor fire danske F-16 deltog i bombemissioner, deltog danske F-16 i luftrumsovervågning over Baltikum. Det oplyser Værnsfælles Forsvarskommando.

Forsvarsminister Peter Christensen skriver i en email til Ingeniøren, at han i perioder forventer at kunne udsende de nye F-35 i internationale missioner og luftrumsovervågning samtidigt. Dermed modsiger han den rapport, der har dannet grundlag for aftalen om at købe 27 kampfly. Ingeniøren har ønsket at tale med Peter Christensen, men det har ikke været muligt.

»Den nye kampflykapacitet er dimensioneret til at kunne løse de samme opgaver, som F-16-kapaciteten er dimensioneret til at løse i dag. Der kan i perioder være forskel på opgaver, der dimensioneres efter og det egentlige brugsmønster. Dette har i perioder også gjort sig gældende for F-16 kapaciteten, hvor der eksempelvis har været deltagelse i internationale operationer samtidig med deltagelse air policing missioner, ligesom det også vil kunne komme til at være tilfældet for F-35 i fremtiden,« skriver Peter Christensen.

Ingeniøren har også bedt om en kommentar fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, men han har ikke besvaret Ingeniørens henvendelser.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.