Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Flypassagerer kan blive tjekket for snyd med dagpenge

Kontrollen med modtagere af sociale ydelser er trappet op i landets lufthavne. Flere undersøges nu for snyd.

Tager man chancen og rejser ud af landet uden at melde eksempelvis dagpenge eller kontanthjælp fra, kan man fremover blive snuppet i lufthavnen af kontrollører. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2018)
Tager man chancen og rejser ud af landet uden at melde eksempelvis dagpenge eller kontanthjælp fra, kan man fremover blive snuppet i lufthavnen af kontrollører. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2018)

København. Tager man chancen og rejser ud af landet uden at melde eksempelvis dagpenge eller kontanthjælp fra, kan man fremover blive snuppet i lufthavnen af kontrollører.

I mandags gennemførte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering de første kontroller i Københavns Lufthavn. Det er en konsekvens af, at det på Finansloven 2018 blev vedtaget at genindføre stikprøvekontroller af socialt bedrageri i landets lufthavne.

Ordningen har eksisteret før. Men den blev sløjfet af regeringen i 2016.

Ifølge beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) skal kontrollerne hjælpe kommunerne, der har efterspurgt en genindførelse af ordningen.

- Det er først og fremmest for at få overblik over, om der er personer, der rejser ud af Danmark og derved ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet eller på anden måde medvirker til socialt bedrageri, siger han.

Kontrollerne af passagererne finder sted ved udvalgte flyankomster. Der bliver først og fremmest fokus på ankomster fra lande, der ikke er en del af Schengen-området.

Inden passagererne går ned til bagageudleveringsområdet i lufthavnen, vil de blive bedt om at opgive deres personnummer.

Det vil så blive tjekket i indkomstregistret over folk, der modtager sociale ydelser og som er pålagt at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Efterfølgende skal det kontrolleres, om de danske passagerer har husket at afmelde sig ydelsen.

Ifølge beskæftigelsesministeren er kontrollen ikke et udtryk for en øget mistro til danskere på sociale ydelser.

- Det er det bestemt ikke. Men det er nu engang sådan, at man også må føre en kontrol med de offentlige ydelser, vi udbetaler. Og dem udbetaler vi rigtig mange milliarder af hvert eneste år.

- Det her er også for at sikre ret og rimelighed. Det har intet med overvågning at gøre, siger han.

Ved de første fire kontroller i mandags blev der udtaget 21 passagerer, som var på sociale ydelser, og som skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet i Danmark.

Det vil nu blive kontrolleret, om de 21 passagerer har gjort, som de skulle og meldt ferie, eller om de har begået socialt bedrageri.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.