Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Flygtningenes »store kapacitet« takker af

Efter knap 20 år i spidsen for Dansk Flygtningehjælp træder Andreas Kamm tilbage som generalsekretær til lyden af rosende ord fra flere af de ministre, han har samarbejdet med igennem årene. Også dem, han har været uenig med.

Andreas Kamm stopper som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp ved udgangen af oktober i år. Danmark mister en »stor kapacitet« på området, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
Andreas Kamm stopper som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp ved udgangen af oktober i år. Danmark mister en »stor kapacitet« på området, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).

»Jeg vil gerne sige tingene, som de er, og det skaber ofte lidt debat.«

Sådan sagde Andreas Kamm i et interview med Berlingske i september 2015, hvor flygtninge og migrantkrisen var på sit højeste med vandring på danske motorveje. Og debat har han skabt gennem årene, den historieuddannede fynbo der i knap 20 år har optrådt som en markant figur på flygtningeområdet som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp.

En af de skarpere udtalelser faldt i Jyllands-Posten en måned forinden, da han sagde: »I mine øjne står vi over for et decideret ragnarok-scenarie«, med henvisning til flygtningesituationen i Europa.

Selvom flygtningekrisen langt fra er løst, har den 69-årige nu valgt at stoppe som chef for hjælpeorganisationen, og det betyder, at Danmark mister en »stor kapacitet« på området, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der i flere omgange har samarbejdet tæt med generalsekretæren.

»Han har spillet en stor rolle i Danmarks bidrag til at løse humanitære indsatser rundt omkring i verden. Vi mister en meget respekteret og velanset partner ikke bare for Udenrigsministeriet men også i international sammenhæng,« siger hun og beskriver generalsekretæren som en »meget, meget behagelig« mand, der er god til at lytte, men også god til at sætte ord på, hvad der er de humanitære udfordringer rundt omkring.

»For mig har han været en meget værdsat samarbejdspartner,« siger hun.

Andreas Kamm er opvokset på Fyn i landsbyen Nr. Søby omkring 15 km fra Odense. Hans mor var hjemmegående, da han var lille, mens hans far arbejdede i et ungdomsfængsel, og farens sympati for de unge kriminelle samt ærgrelsen over, at det var gået dem skævt, husker Andreas Kamm. Generalsekretæren har tidligere forklaret, at han lægger stor vægt på evnen til at sætte sig i andres sted.

I Dansk Flygtningehjælp har han særligt arbejdet for at udbrede forståelsen for flygtninge, og hvordan de kan have brug for en ekstra håndsrækning. Mens han ofte har varetaget synspunkter, der ikke har flugtet med den siddende regerings, er Ulla Tørnæs ikke ene om at rose ham for sit arbejde. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) sender også en venlig hilsen til den afgående generalsekretær.

»Jeg har kun godt at sige om Andreas Kamm. Der er ingen tvivl om, at han har varetaget Dansk Flygtningehjælps interesser på en yderst professionel måde (...) Så kan vi være enige eller uenige om nogle ting, og det har vi også været. Men jeg synes altid, at han har fremlagt sine og organisationens synspunkter på en god og saglig måde,« siger hun til Ritzau.

Andreas Kamm startede som sproglærer hos Dansk Flygtningehjælp i Odense i 1979. Siden skiftede jobbeskrivelsen flere gange, men han blev i organisationen, og i 1998 blev han generalsekretær. Det blev lidt af en ilddåb på posten, for samme år blev det besluttet, at kommunerne skulle overtage arbejdet med integrationsindsatsen, så organisationen blev pludselig reduceret med 85 procent og truet på sin eksistens.

At Andreas Kamm har været med til at bringe organisationen videre fra det lavpunkt til at blive en international NGO med kontorer i 40 lande og et årligt budget, der nærmer sig tre milliarder kroner, er en af de ting, han selv glæder sig mest over her ved tærsklen til farvel. Det, samt det faktum, at organisationen er blevet toneangivende på det humanitære område.

»Det har været meget spændende. Særligt fordi jeg har været i en position, hvor jeg har følt, at vi kunne gøre noget ved problemerne. Jeg har haft den tilgang, at vi gerne må være kritiske, men at vi også må komme med løsningsforslag og smøge ærmerne op,« siger han.

Der er ikke en særlig anledning til, at han har valgt at stoppe i Dansk Flygtningehjælp netop i år ved udgangen af oktober. Og »man kan jo undre sig over, at jeg stopper, når problemerne ikke er løst,« siger Andreas Kamm over telefonen med et grin. Men det skulle ske på et tidspunkt, så der blev sat et flag i kalenderen, og det er blot udtryk for »almindelig transitionstænkning«, lyder det.

Selvom der skal findes en ny frontfigur til hjælpeorganisationen, planlægger Andreas Kamm ikke at gå på pension. Nok glæder han sig til, at ansvarets tyngde letter fra hans skuldre, men han håber at kunne fortsætte som censor på forskellige universiteter og som formand for Rådet for Menneskerettigheder. Og så er der jo »altid plads til en debattør på det her område«, lyder det.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.