Flygtningebørn anbringes sammen med utilpassede unge

Hver femte kommune har anbragt uledsagede flygtningebørn på institutioner for unge med psykiske og sociale problemer. Fagfolk kritiserer placeringen af de ofte traumatiserede børn.

Børn, der flygter fra krig og forfølgelse uden deres forældre, anbringes ofte sammen med udadreagerende, selvskadende eller omsorgssvigtede børn og unge, når de placeres i landets kommuner. Det viser en rundspørge, som Radio24syv har foretaget.

Hver femte af de adspurgte kommuner - der inden for det seneste år har modtaget uledsagede mindreårige - har anbragt et eller flere børn på døgninstitutioner eller opholdssteder, der ikke er målrettet målgruppen, men derimod tilpasset danske unge, ofte med svære psykiske eller sociale problemer.

»Det siger sig selv, at flygtningebørnene er i en forfærdelig traumatisk livssituation. Mange af dem lider af angst og depression, og derfor er det selvfølgelig afgørende, at de bliver mødt med et tilbud, der er målrettet lige præcis deres livssituation,« siger Benny Andersen, forbundsformand for Socialpædagogerne, der repræsenterer en stor del af de ansatte på landets opholdssteder og døgninstitutioner, til Radio24syv.

Sidste år søgte 818 uledsagede mindreårige flygtninge om asyl i Danmark - det største antal siden udlændingemyndighederne begyndte at opgøre omfanget i 1999. 156 af dem fik opholdstilladelse.

Landsformand Aya Lykke Heinze fra Dansk Flygtningehjælp Ungdom mener, at anbringelserne kan få store konsekvenser for de uledsagede flygtningebørn:

»Vi taber børnene, hvis vi ikke giver dem den omsorg og den hjælp, de egentlig har brug for. I stedet kommer vi til at generalisere dem i danske unges problemer og behov, som altså er helt forskellige fra de her børns,« siger hun til Radio24syv.

En rapport fra Ankestyrelsen fra 2010 beskriver, at kommunerne i mangel på bedre løsninger anbringer de uledsagede mindreårige på institutioner og opholdssteder tilpasset danske unge med psykiske eller sociale problemer. Kommunerne peger i rapporten selv på, at det kan være uheldigt, da uledsagede mindreårige har andre problemer end anbragte danske unge.

Hedensted Kommune er en af de kommuner, der inden for det seneste år har modtaget uledsagede mindreårige flygtninge. Tre af i alt 28 er blevet anbragt på døgninstitutioner, der ikke er målrettet flygtningebørnene, men derimod danske unge med svære psykiske og sociale problemer:

»Da vi modtog de tre børn, havde vi ikke et botilbud specifikt målrettet uledsagede flygtningebørn i kommunen, så vi vurderede, at det var det bedste tilbud. Vi ser altid på den enkeltes behov. Og børnene trives,« siger Liselotte Hillestrøm (S), byrådsmedlem i Hedensted Kommune og formand for Udvalget for Fritid og Fællesskab, til Radio24syv.

Hedensted Kommune har modtaget særligt mange uledsagede flygtningebørn i år, og kommunen har derfor nu oprettet to bosteder specifikt tilpasset målgruppen, hvor de resterende uledsagede børn og unge er placeret.

Hverken socialminister Karen Ellemann (V) eller integrationsminister Inger Støjberg (V) har ønsket at kommentere sagen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.