Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Flygtning? Islamist? Jordemor: »Selv om jeg ikke er streng, er jeg glad for mit tørklæde«

Soheila Azimi var 17 år, da hun landede i Danmark som afghansk flygtning fra Iran. I dag er hun 32 og jordemor på den største danske fødegang. Den seneste uge har hendes ansigt prydet en annoncekampagne fra Berlingske. Her er hendes historie

Soheila Azimi som er afhansk flygtning, jordmoder på Hvidovre hospital og hovedpersonen i en af Berlingskes nye annonceklip, der skal lancere den nye avis.
Soheila Azimi som er afhansk flygtning, jordmoder på Hvidovre hospital og hovedpersonen i en af Berlingskes nye annonceklip, der skal lancere den nye avis.

Jeg var sindssygt glad, da jeg fandt ud af, at jeg skulle til Europa.

Jeg kendte ikke min mand, men jeg havde set hans brødre og familie, fordi de boede ved siden af os i Iran. I min kultur er det normalt, at familien bestemmer. Jeg var 17 år, glædede mig til at blive gift og så det som en kæmpe chance at komme til Danmark.

Jeg har altid drømt om at blive jordemor.

I toget fra lufthavnen sad folk og kyssede hinanden. Det var virkelig en helt ny verden. Min far er faglært mekaniker. Min mor er imam. Alle mine søskende har lange uddannelser. Jeg havde aldrig været uden for Iran.

Da vi landede i Frederikshavn, blev jeg ramt af en alvorlig depression. Jeg kunne ikke tale dansk og kendte ikke et øje. Kontanthjælp kunne jeg ikke få, så min mand, der var kommet til Danmark som afghansk flygtning to år før mig, arbejdede ufaglært fra kl. 6 til kl. 23 for at forsørge os.

11 måneder senere fødte jeg vores søn.

Jeg fik veer midt om natten og var sindssygt bange. Jeg anede ikke, hvad personalet på hospitalsstuen gjorde ved mig. Ingen forklarede mig, hvad der skete. Pludselig var rummet fyldt med folk, og ud kom et kæmpebarn på 4,8 kilo – med sugekop!

Jeg var i chok. 18 år gammel med en kæmpebaby, alene i Frederikshavn.

Jeg havde ingen mor, ingen svigermor, ingen veninder. Så snart min søn begyndte at græde, proppede jeg ham i barnevognen og kørte hen til skadestuen, der lå ved siden af vores lejlighed. Jeg kunne ikke aflæse, om han var sulten eller skulle skiftes eller sove. Jeg kunne ikke dansk, men sygeplejerskerne kendte mig alle sammen. De trøstede og sendte mig hjem. Når jeg tænker over det i dag, var det virkelig pinligt! Jeg anede jo overhovedet ikke, hvordan man skulle tage sig af et barn.

Da min søn fyldte otte måneder, begyndte han i vuggestue, og jeg startede på sprogskole. Kort efter blev jeg færdig med 9. klasse og gik straks i gang med HF. Skolen tilbød mig at tage enkeltfag på tre år, men jeg havde travlt og ville færdiggøre det på to. Jeg ville dø, hvis ikke jeg kunne studere, kunne jeg mærke. Og jeg ville være jordemor.

Heldigvis har min mand støttet mig hele vejen. Han lavede alting herhjemme, så jeg havde tid til at læse. Også selvom han aldrig selv fik en uddannelse og bare arbejdede ufaglært.

Min religion betyder meget for mig. Det gjorde den før, jeg kom til Danmark, og det gør den stadig. Hver uge mødes jeg med tre andre mødre og deres børn for at studere islam. Vi besøger hinanden på skift, drikker te og kaffe og læser i koranen. Jeg vil sige, at islam er en del af mig.

Da vi flyttede til hovedstaden, læste jeg om dagen og arbejdede på et plejehjem om aftenen. Jeg fik hurtigt nye venner – både danske og udenlandske, for der er mange afghanere i København. Jeg fødte min datter, og i sommer blev jeg færdig med jordemorstudiet og havde jobtilbud fra tre hospitaler. Jeg holdt kun ti dages ferie og så ellers i gang.

Jeg blev rigtig forskrækket, mens jeg læste og hørte, at der var regler på vej, som ville forbyde tørklæder på arbejdspladsen.

Selv om jeg ikke er streng, er jeg glad for mit tørklæde, det har været en del af mig, siden jeg var 11 år.

Først tænkte jeg, at jeg så måtte tage hue eller kasket på. Men jeg tror, jeg ville blive nødt til at opgive min drøm om at blive jordemor. Det er hårdt at sige, men sådan er det. Heldigvis blev reglerne aldrig til virkelighed.

På sygehuset må man selv bestemme, om man vil bruge hospitalets tørklæder eller have sine egne med. Jeg har fem hvide, som jeg vasker hver dag, for sygehusets er tykke som lagener, så man næsten ikke kan høre noget. Og de irriterer også min hud.

Hvis det skulle være helt rigtigt, burde jeg bære mit tørklæde stramt. Men jeg har det tit løst på, så man kan se lidt af håret. Mine kollegaer siger også, at de godt kan lide det sådan. Jeg tror, de synes, det ser lidt mindre religiøst ud.

Det kan godt være, folk har fordomme om mig, men jeg har ikke lagt mærke til noget. Jeg synes ikke, danskerne er fremmedfjendske, overhovedet ikke, faktisk. Og specielt ikke her i København.

Kun én gang har jeg haft en virkelig voldsom oplevelse.

Dagen efter terrorangrebet i Paris havde jeg vagt på svangregangen. Mens jeg sad og læste patienternes journaler, kom en kollega hen til mig, tog hårdt fat i mit tørklæde og sagde: »Fuck jer muslimer!«. Jeg troede først, hun lavede sjov, men hun bandede og råbte alt muligt grimt om min religion, og hendes øjne var fulde af vrede. Jeg blev meget chokeret og bange og trak i patientalarmen.

Jeg var sygemeldt i tre dage, og min kollega blev indkaldt til samtale. Hospitalet tilbød mig også at klage. Jeg gjorde det ikke, for det kan jo være, hun har haft nogle rigtig grimme tanker. Man ved ikke, hvad der sker i andres hoveder, og jeg tror ikke, hun mente det ondt.

Der er aldrig nogen fødende, der har sagt noget til, at jeg har tørklæde på. Det spørgsmål, jeg og mine kollegaer får hyppigst, er »Har du selv født børn?«.

Men når der kommer en patient med tørklæde ind, som ser lidt mørkere ud, og ikke kan tale dansk, kan jeg nogle gange mærke, at hun ikke får samme behandling, som dem, der kan kommunikere. Det er ikke en kritik af min nuværende arbejdsplads, for jeg har mærket det flere steder og ofte giver det sig selv, at hvis folk ikke kan give samtykke, må man træffe beslutninger for dem.

Men det gør alligevel ondt at se, at de ikke bliver taget helt lige så seriøst som danske kvinder. Hvis der kommer en fødende med veer fra et land langt væk f.eks., er holdningen blandt nogle, at hun sikkert godt kan tåle smerter. Men det ved vi jo ikke, med mindre vi kan tale med hende!

Jeg kan stadig huske den afmagt, jeg mærkede ved min første fødsel. Ikke at kunne forstå. Ikke at kunne fortælle, hvad man ønsker. Det er bl.a. det, jeg håber, jeg med min baggrund og mine sprogkundskaber kan hjælpe med at undgå, andre fødende skal igennem.

Min mand har trukket sig mere og mere tilbage fra det danske samfund, efter han mistede sit job. Han er også ved at glemme sit danske. I starten var det ham, der fik livet til at fungere. Ham, der tjente penge, og ham, der kendte samfundet. Nu er det mig, der er ude i samfundet, og også mig, der styrer alt papirarbejdet med kommunen og jobcentret. Og skole-hjem-samtalerne med børnene.

Jeg synes, det er lidt presset. Jeg vil ikke gå hjemme, men jeg vil heller ikke have, at han skal gå hjemme. Jeg vil gerne have, at vi begge arbejder og deles om opgaverne. Sådan har det også været i min familie i Iran.

Danskerne bliver rigtig glade, når de ser, at flygtninge ikke modtager kontanthjælp, men i stedet hjælper med at få samfundet til at fungere. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg bliver taget mere seriøst end mange af mine venner, som ikke taler dansk og ikke arbejder.

Jeg har hjulpet mange med at finde billigere boliger, skrive ansøgninger og ringe til arbejdspladser. De fleste danskere er lidt trætte af, at der kommer flere og flere udlændinge, som bare går derhjemme. Det er en trist sandhed, at der er nogle, som ikke gider. Også i mit netværk. Jeg spørger dem, om de ikke synes, det er kedeligt at sidde derhjemme? Men de svarer bare, at de synes, det er svært at lære dansk og svært at få et arbejde. Det er svært at motivere dem, synes jeg. Men jeg prøver selvfølgelig, alt hvad jeg kan.

Når mine børn spørger, hvor de kommer fra, siger jeg til dem, at de er danskere, for de er jo født i Danmark. De ligner også danskere mere, end jeg og min mand gør. Alligevel bliver de nogle gange forvirrede.

I Danmark handler alt om dokumenter og papirer. Derfor blev jeg selv virkelig lykkelig, da jeg fik mit statsborgerskab. Jeg føler mig jo dansk, og nu havde jeg endelig et bevis for det.

Når folk spørger, hvor jeg kommer fra, har jeg så meget lyst til at svare, at jeg er dansker. Men jeg kan godt mærke, at folk forventer noget andet. Så jeg siger bare, at jeg er halvt iraner og halvt afghaner. Det er lidt ærgerligt. Og det kan godt gøre mig lidt ked af det. Men sådan er det.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.