Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Flere partier bakker op om en undersøgelse af Anna Mee-sagen

Efter det kom frem, at oplysninger vedrørende Anna Mee Allerslevs gratis leje af rådhuslokaler med sandsynlighed er blevet lækket, bakker flere politikere nu op om, at der skal laves en undersøgelse af sagen.

Flere politikere fortæller til Berlingske, at de synes, at der bør foretages en undersøgelse af lækket af oplysninger vedrørende Anna Mee Allerslevs leje af rådhusets lokaler. Overborgmester Frank Jensen mener ved seneste udtalelse ikke, at det giver mening. Arkivfoto.
Flere politikere fortæller til Berlingske, at de synes, at der bør foretages en undersøgelse af lækket af oplysninger vedrørende Anna Mee Allerslevs leje af rådhusets lokaler. Overborgmester Frank Jensen mener ved seneste udtalelse ikke, at det giver mening. Arkivfoto.

Sagen, der fældede Anna Mee Allerslev som borgmester i Københavns Kommune, er muligvis skudt i gang af et læk af interne oplysninger om hendes leje af lokaler på Københavns Rådhus. På trods af det mener overborgmester Frank Jensen (S) ikke, at det er nødvendigt at igangsætte en undersøgelse af sagen.
Det fortalte han onsdag eftermiddag, da han gæstede talkshowet Lippert på TV 2.

Her fortalte overborgmesteren, at han var bevidst om, at et læk af oplysninger vedrørende den såkaldte bryllupssag med en vis sandsynlighed er sket fra overborgmesterens egne forvaltninger.

For er der tale om et læk, er det nemlig sket fra Rådhusservice, som er en enhed, der beskæftiger sig med praktiske dele af driften på rådhuset.

Flere gruppeformænd i Borgerrepræsentationen fortæller nu Berlingske, at de bakker op om, at sagen bliver undersøgt.

Liberal Alliances gruppeformand, Heidi Wang, er tilhænger af en undersøgelse. Ikke en ekstern, der risikerer at trække i langdrag, men en intern.

»Jeg er tilhænger af tillidsbaseret ledelse, fordi det mindsker bureaukrati. Men det skal gå begge veje. Derfor er det vigtigt, at vi sætter en intern undersøgelse i gang og finder ud af, hvad der er op og ned i forhold til lækket,« siger Heidi Wang.

Hun bakker dermed op om de Radikales Mette Annelie Rasmussen, der onsdag i Berlingske opfordrede overborgmester Frank Jensen til at undersøge, hvem der har lækket oplysningerne samt motivet bag.

Også de Konservatives gruppeformand, Jakob Næsager, mener, at lækket skal undersøges yderligere.

Jakob Næsager fortæller, at han egentlig havde en forventning om, at en sådan undersøgelse allerede var i gang. Han henviser til et møde i kredsen af gruppeformænd 29. september, hvor Anna Mee-sagen også var på dagsordenen.

»Jeg havde forstået det sådan, at overborgmesteren havde lovet at lave en undersøgelse. Overborgmesteren blev bedt om at undersøge, hvem i hans administration der havde givet oplysningerne videre. Jeg havde egentlig forstået det sådan, at en undersøgelse af lækket er bestilt.«

Næsager er enig med overborgmesteren i, at det ikke er muligt at gennemgå medarbejderes mail og IP-adresser. Der er for mange, og lækket kan komme mange steder fra.

»Men jeg går ud fra, at borgmesteren vil undersøge, så langt han overhovedet kan komme, hvem der har lækket de oplysninger. Og det er ikke nok på et stormøde at spørge: Er der nogen af jer, der har lækket oplysningerne? Han må tage en samtale med personalegrupperne. Overborgmesteren skylder en tilbagemelding på undersøgelsen til gruppeformændene,« siger Jakob Næsager.

V og Frank Jensen har ingen kommentarer.

SFs tidligere gruppeformand og nuværende byrådsmedlem Klaus Mygind hælder mod at pege på en intern undersøgelse:

»Jeg synes, at Frank Jensen skal overveje at sætte gang i en undersøgelse af lækket,« siger han.

Klaus Mygind peger desuden på, at de personer, der har lækket papirer om Anna Mee Allerslev, skulle have brugt kommunens whistle-
blowerordning først.

»Hvis en chef misbruger medarbejdere i kommunen til et privat anliggende – her tænker jeg på de 84 spørgsmål om brylluppet – så er det dybt kritisk. Medarbejderne skulle ikke have været gået til pressen, men have brugt whistle-
blowerordningen,« siger han.

Mens Venstres spidskandidat ved valget, Cecilie Lonning-Skovgaard, ikke har en kommentar til spørgsmålet om en undersøgelse, siger Enhedslistens gruppeformand, Karina Vestergaard, at en eventuel undersøgelse skal foregå i samråd med de ansatte.

»Jeg kan være lidt skeptisk, hvis nu man begynder at tale om, at man skal kigge alle medarbejderes computere og telefoner igennem. Det tror jeg ikke leder til en bedre kultur på Rådhuset og vilkår for de ansatte. Hvis man vil lave en undersøgelse, så synes jeg at det skal være i samråd med de ansatte, så det kan gøres på et trygt grundlag,« siger Karina Vestergaard.

Berlingske har i to dage forsøgt at få en kommentar fra Frank Jensen til lækagen af oplysningerne om Anna Mee Allerslev samt et uddybende svar på, hvorfor han ikke ønsker at igangsætte en undersøgelse. Det har han imidlertid ikke ønsket at svare på, såfremt der ikke foreligger nye oplysninger i sagen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.