Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hver anden generes af kollegers støj på kontorarbejdspladser

På fem år er andelen, der generes af støj på kontoret, vokset med ti procentpoint. Storrum udpeges som den store synder.

Flere og flere arbejder i åbne kontorlandskaber eller storrumskontorer. Her Topdanmark.
Flere og flere arbejder i åbne kontorlandskaber eller storrumskontorer. Her Topdanmark.

Flere og flere ansatte på kontorer føler sig generet af støj, og det er kollegernes snak i storrumskontorerne, der er den store synder, skriver Djøfbladet. Bladet har bearbejdet tal fra den nyligt udgivne spørgeskemaundersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) samt søgt aktindsigt i Arbejdstilsynets påbud.

52 procent af folk i typiske djøf-brancher føler sig generet af støj (andre menneskers tale, ventilation eller trafik) mindst en fjerdedel af arbejdstiden. Det er en stigning fra 2012, hvor 42 procent angav, at støjen generede dem.

»Når vi taler om forstyrrende støj og altså ikke noget, der giver høreskader, så vil det i de her fag oftest dreje sig om, at folk er generet af støj, fordi de sidder i storrumskontor,« siger forsker i arbejdsmiljø ved DTU Jørn Toftum til bladet og fortsætter:

»Der findes selvfølgelig også andre støjkilder, som kan genere på kontoret. Åbne vinduer ud til en trafikeret vej, udsugningsanlæg eller printere, der larmer. Men når vi ser, hvad folk i vores undersøgelser oftest rapporterer om, så er langt størstedelen generet af lyden fra deres kolleger i åbne kontormiljøer,« siger Jørn Toftum.

Djøfbladet har søgt aktindsigter i påbud fra Arbejdstilsynet gennem det seneste halvandet år, og gennemgangen viser, at når Arbejdstilsynet har givet påbud for »unødig støj« på kontorer, har det også oftest været, fordi medarbejdere sad sammen i ét stort kontor. På flere af virksomhederne var medarbejderne begyndt at bruge høreværn eller hovedtelefoner for at lukke larmen ude.

Der har gennem mange år været kritik af storrumskontorer, fordi de beskyldes for at forårsage hovedpine samt manglende koncentration og ringe effektivitet hos de ansatte. Men det er oftest billigere for arbejdsgiverne at samle medarbejderne i storrum frem for mindre kontorer. Desuden er et hyppigt brugt argument fra arbejdsgiverside også, at storrumskontorer fremmer videndeling mellem medarbejderne.

Men det argument er ikke meget værd, når medarbejderne bruger høreværn for at lukke af for kollegerne, mener Jørn Toftum.

»Fra spørgeskemaundersøgelser ved vi, at når folk i koncentrationskrævende job kommer i storrumskontor, vælger mange som noget af det første at bede om høreværn eller øredutter for at lukke lyden af kollegerne ude. Så falder argumentet om videndeling jo lidt til jorden,« siger han til Djøfbladet.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.