Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Flere bagmænd dømmes for kvindehandel

Mens politiets styrkede indsats har resulteret i domme til knap 30 bagmænd til kvindehandel, er det en udfordring at få ofrene til at samarbejde. Der er behov for beskyttelse og mulighed for ophold, lyder det. Regeringen er lydhør.

På tre år har dansk politi fået dømt 27 bagmænd for menneskehandel. Det viser en ny opgørelse fra Rigspolitiet, udarbejdet i anledning af kampagnen »Ud med bagmændene«, der blev lanceret denne uge for at sætte fokus på, hvordan man ved at gå til en prostitueret i Danmark risikerer at støtte de bagmænd, der tjener styrtende på at udnytte sårbare kvinder.

Tallet dækker over både danske bagmænd og bagmænd typisk fra samme land som de handlede kvinder, forklarer politiinspektør Kim Kliver, leder af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC). Han tilføjer, at et langt større antal er blevet dømt for rufferi, og sagerne kræver generelt et langvarigt og omfattende efterforskningsarbejde.

»Vi er nødt til at bruge alt, hvad vi har af mulige efterforskningsværktøjer, for meddelelsesvilligheden er ekstremt sparsom. Det er i sig selv ressourcekrævende. Eksempelvis kan vi i en sag om escortvirksomhed fordelt over et stort geografisk område tale om aflytninger af op til flere tusind samtaler,« forklarer han.

Politiet styrkede indsatsen på området i 2006, bl.a. ved at øge kontrollen med bordeller, iværksætte tungere efterforskning og sikre undervisning af alle politielever. Desuden har politiet sammen med Skat arbejdet efter modellen »Follow the money«, hvor de ikke kun går efter at få bagmændene fængslet, men efter også at tage de økonomiske fortjenester fra dem. Et afgørende element er dog fortsat - i samarbejde med Center mod Menneskehandel - at få kvinderne i tale:

»Udfordringen er at skabe et tillidsfuldt samarbejde med kvinderne, så de kan se, at politiets interesse er bagmændene, og at de bliver betragtet som ofre,« siger Kim Kliver.

Danmark har ikke meget at tilbyde

Ifølge Reden International, der arbejder for bekæmpelse af kvindehandel, er politiet blevet bedre til at sikre trygge rammer for kvinderne - eksempelvis ved at sende dem på krisecenter i stedet for i fængsel - men på det politiske plan mangler der incitamenter til ofrene for at stå frem, når de samtidig bliver truet af bagmændene.

»I Danmark har vi ikke ret meget at tilbyde kvinderne, hvis de står frem. Hvis der skal fældes flere bagmænd, er vi nødt til at give kvinderne bedre vilkår, end der er nu,« siger leder Nanna Nissen.

Hun peger på, at Danmark er langt bagud sammenlignet med andre europæiske lande - andre steder tilbydes kvinderne bl.a. arbejdstilladelse og adgang til uddannelse.

»Norge er et forbillede, hvor kvinderne kan få opholdstilladelse, hvis de samarbejder med politiet. Det er sådanne tilbud sammen med vidnebeskyttelse, der mangler i Danmark, hvis kvinderne skal turde stå frem med deres historie,« siger Nanna Nissen.

I regeringsgrundlaget skriver SRSF, at »ofre for menneskehandel skal tilbydes bedre beskyttelse i Danmark«, og i oktober foreslog regeringspartierne at tilbyde opholdstilladelse til handlede kvinder, der vil vidne mod bagmændene, dog uden at kunne få Enhedslisten med til at sikre et flertal.

»Hvis handlede kvinder står frem og vidner mod bagmændene, skal de tilbydes permanent ophold. Vi må forhandle med Enhedslisten om det, men jeg føler mig overbevist om, at vi nok skal finde en løsning. Vi er nødt til at give kvinderne den sikkerhed, ellers tør de ikke stå frem,« siger Jacob Bjerregaard, Socialdemokraternes integrationsordfører.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.