Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Finn er min gode, gamle ven, og sådan en svigter man ikke

Lis og Finn Christiansen er plejehjemmet Egegårdens eneste ægtepar. Hans tydelige tegn på demens har sat det 53 år gamle ægteskab på prøve, men det brister ikke. Det har blot forandret sig, siger parret.

Lis og Finn Christiansen mødte hinanden på lærerseminariet i 1958 og blev gift fem år senere. I dag bor de, som det eneste ægtepar, på plejehjemmet Egegården i Gladsaxe i hver deres bolig, men besøger hinanden en times tid hver dag. »Det er bedst sådan, når Finn er dement, og jeg også har svært ved at huske,« siger Lis Christiansen. Foto: Sara Gangsted
Lis og Finn Christiansen mødte hinanden på lærerseminariet i 1958 og blev gift fem år senere. I dag bor de, som det eneste ægtepar, på plejehjemmet Egegården i Gladsaxe i hver deres bolig, men besøger hinanden en times tid hver dag. »Det er bedst sådan, når Finn er dement, og jeg også har svært ved at huske,« siger Lis Christiansen. Foto: Sara Gangsted

I fem minutter har Finn Christiansen siddet på sin stol og stirret tomt ud i luften uden at røre ostemadden på tallerkenen foran sig. Klokken er lidt over ti, og den 76-årige plejehjemsbeboer er midt i morgenmaden på Seniorcenter Egegården i Gladsaxe.

Så får han øje på sin kone, Lis Christiansen, der kommer gående ind i dagligstuen i sin grå joggingdragt, og blikket bliver levende. Hun kysser ham på munden, siger »godmorgen« og sætter sig ved bordet.

Sådan forløber de fleste formiddage for Lis og Finn Christiansen, Egegårdens eneste ægtepar. Hun bor på 1. sal i afdeling A, han bor på 1. sal i afdeling B, for plejehjemmet har ingen boliger til par. Men det er også bedst sådan, siger Lis Christiansen.

Hun tager næsten dagligt en elevator ned, går en lille tur gennem plejehjemmet hen til endnu en elevator og kører op til sin mand, som sidder for bordenden i dagligstuen eller hviler sig i sin bolig.

»Så hygger vi os i en times tid, holder i hånd og snakker lidt, og så går jeg hjem til mig selv igen,« siger Lis Christiansen.

Finn Christiansen har været tavs under det meste af morgenmåltidet, men tager nu tilløb til at tale.

»De havde det ikke for godt. Jeg var nødt til at gøre noget,« siger han med blanke øjne bag brilleglasset.

Finn Christiansen snakker om to søstre, som gik i den skole, hvor han var lærer i 39 år. Han fortæller, at deres mor ikke kunne passe dem, og at han derfor gik til kommunens socialforvaltning for at få pigerne fjernet fra hende. Det blev de, fortæller han, og så zapper han ud igen. Bliver fjern i blikket i et halvt minut, inden han igen tager ordet:

»Der var ikke andet at gøre. De havde det rigtig skidt,« siger han.

Finn Christiansen fortæller den samme historie om de to søstre fire gange, før hans kone bryder ind.

»Ja, det var rigtig flot, at du hjalp dem, Finn. Dem har du på hjernen for tiden, ikke?« siger Lis Christiansen.

Finn Christiansen har ikke fået stillet diagnosen demens, men han er dement, siger både Lis Christiansen og personalet på Egegården, ligesom han selv ved, at den er gal, når han sommetider taler om sin kone i tredjeperson, selv om det er hende, han taler med.

»Det er da hårdt, når han ikke kan kende mig, men det kan han jo ikke gøre for, og jeg har lært at leve med det,« siger Lis Christiansen.

165.000 demente i 2040

På Egegården har 90 pct. af beboerne såkaldte kognitive forstyrrelser, og en del af dem lider af en demenssygdom som f.eks. Alzheimers. En kortlægning fra Sundheds- og Ældreministeriet fra marts i år viser, at 40 pct. af beboerne på landets plejecentre er demente, og mange flere forventes at være demensramte uden at have papir på sygdommen. Ifølge Sundhedsstyrelsen har omkring 35.000 danskere fået stillet en demensdiagnose, og flere vil fortsat blive ramt. En fremskrivning, som Nationalt Videnscenter for Demens har foretaget, viser, at antallet af demensramte vil stige til hele 165.000 i 2040, primært fordi vi bliver ældre og ældre.

De velfærdsteknologiske opfindere spytter det ene hjælpemiddel ud efter det andet, som skal træne hukommelsen og gøre tilværelsen mere tålelig for de demente, men der findes ingen kur mod sygdommen. Den kan lindres og sættes i bero, men vil uvægerligt æde hukommelsen op bid for bid, og mange må som Finn Christiansen flytte på plejehjem.

Han flyttede ind på Egegården for to år siden, da både han og hustruen Lis Christiansen, som han mødte på lærerseminariet i 1958, fik problemer med at huske og lod det gå ud over hinanden.

»Hvis man lever et liv, hvor man ikke lever op til sine egne forventninger, bliver man sur og bitter. Det blev vi begge to i en sådan grad, at vi måtte gøre noget,« siger Lis Christiansen, som nu har sat sig på sengen inde hos Finn Christiansen sammen med ham.

»Vi har kun stjernestunder sammen her«

Det gjorde de så. Skrev sig op til en plads på plejehjem, og Finn Christiansen kom ind på Egegården. Et år senere fulgte Lis Christiansen. Det var langtfra let at erkende, at tiden var inde til at komme på plejehjem, siger hun, men hun er sikker på, at det reddede deres ægteskab.

»Nu er det slut med trakasserier, for vi får hjælp til det, vi ikke selv kan finde ud af. Vi har kun stjernestunder sammen her,« siger Lis Christiansen.

Vielsesringene har de taget af, men det er mere et tilfælde, end det er et symbol på, at deres ægteskab ikke er, hvad det var for 50 år siden. For det er det ikke, siger Lis Christiansen:

»Vi er gift, men vi er mere rigtig gode venner, end vi er mand og kone. Ikke, Finn?«

Han nikker. De kysser farvel på sengen, for Lis Christiansen skal til frisøren, som ligger i plejehjemmets stueetage.

Da hun sidder i frisørstolen, vender hun tilbage til det forandrede ægteskab og den forandrede Finn.

»Han var virkelig en dygtig lærer og tog sig af alle de elever med ål i strømperne og snot under næsen, og derhjemme kunne han lave alting. Han havde hænderne skruet rigtigt på,« siger hun.

Nu er han »ikke den Finn, han var før«. Alderdom og demens har sat sine tydelige spor, mens Lis Christiansen synes langt mere rask og rørig, selv om hukommelsen af og til også spiller hende et pus. Hun fortæller stolt og smilende om sin mand, men skjuler ikke, at hun ser på ham med andre øjne, end da de var 18 år og nyforelskede.

»Jeg har altid set op til ham, men det er svært nu, hvor han har det, som han har det.«

Men hun bliver hos ham, forsikrer hun.

»Vi har levet det meste af vores liv sammen. Det kan godt være, vi ikke er mand og kone længere, som man normalt er det. Men Finn er min gode gamle ven, og sådan en svigter man ikke.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.