Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Fanden tager de bagerste«

Antallet af danskere med diagnoser er stigende, og det skaber stadig flere etiske problemer og urimelig, vilkårlig behandling, når den syge borger bevæger sig fra lægeverdenen ned på kommunen, mener Etisk Råd, der efterlyser en gennemgribende debat på området.

Steen Vallentin har ledet Etisk Råds arbejde med diagnoser. Til daglig er han lektor på CBS i København.
Steen Vallentin har ledet Etisk Råds arbejde med diagnoser. Til daglig er han lektor på CBS i København.

Antallet af danskere, der lever med en sygdomsdiagnose, er steget eksplosivt de seneste årtier, og det samme er behovet for en diskussion af de etiske problemer, der opstår, når det øvrige samfund – særligt velfærdssamfundet – møder en syg borger, mener Etisk Råd.

For selv om diagnoser er blevet hvermandseje, medfører særligt de psykiske af slagsen stadig en høj grad af stigmatisering. Og når den syge forlader sundhedsvæsnet og søger hjælp hos velfærdssamfundet, møder vedkommende ofte en rigid kassetænkning, hvor en klar somatisk diagnose er påkrævet, før den syge kan få adgang til sociale ydelser. Eller hvor hjælpen falder helt vilkårligt ud, afhængigt af hvilken kommune den syge bor i, hvilken sagsbehandler, der er på arbejde, eller om den syge har haft kræfter til at sætte hår og skifte tøj inden mødet med kommunen.

Derfor afholder Etisk Råd i dag en debatdag på Christiansborg om de mange etiske faldgruber på området. I modsætning til vanlig praksis udstikker rådet ikke på forhånd anbefalinger, men håber med en slags rettidig omhu at gøre læger, politikere og socialarbejdere opmærksom på, hvor skoen vil komme til at trykke – eller allerede har givet blå mærker, siger medlem af rådet Steen Vallentin, der har ledet Etisk Råds arbejde med diagnoser. Til daglig er han lektor ved Department of Management, Politics and Philosophy på CBS.

Motivationen for rådets arbejde er vægtig. Tag blot de tre sygdomsgrupper, arbejdsgruppen har fokuseret på, ADHD, depression og funktionelle lidelser:

Antallet af børn i medicinsk behandling for ADHD er 18-doblet siden årtusindskiftet.

Brugen af antidepressiv medicin er fordoblet i samme periode, og op mod 400.000 er årligt i behandling for depression. Og mindst en kvart million danskere har en funktionel lidelse – det vil sige vedholdende smerter, uden at der kan findes en direkte fysisk årsag.

De mange diagnoser har fået kritikere – eksempelvis professor i psykologi Svend Brinkmann – til at tale om en »diagnosekultur«, hvor almindelige folks almindelige lidelser gøres til patologisk afvigelse og sygdom, men hvor det virkeligt »syge« er et samfund i alt for høj hastighed med for lav tolerancetærskel og et betydeligt »meningstab«.

Så negativt indstillet over for »diagnoseeksplosionen« er Etisk Råd ikke, siger Steen Vallentin:

»Diagnoser er ikke kun et onde. De kan også skabe en afklaring, og du kan komme videre med dit liv. Det skal vi have med i debatten. Men når det er sagt, er der en masse forhold omkring måden at bruge diagnoser på i det omgivende samfund, som er etisk problematisk,« siger han.

Vilkårlig tildeling af ydelser

Arbejdsgruppen under Etisk Råd har gennem et år afholdt workshops med læger, psykologer, patienter, socialrådgivere, forskere og patientforeninger for at få input til området. Et af de mest iøjnefaldende etiske problemer er, at diagnoser eller mangel på samme kan få de kommunale kasser til at åbne sig eller klappe i. Derfor sendes både borgere og socialrådgivere på »diagnosejagt«. I stedet for at tro på borgeren er udgangspunktet mistro. Som en borger, Pia, formulerede det under en af Etisk Råds workshops:

»Det var ikke mig, der krævede en diagnose. Det var systemet (...) Når der ikke er en diagnose, så kan man ikke gå ind og krydse af og sige: Personen fejler dét, og så har hun ret til dét og dét – og så er hun puttet i dén kasse

»Diagnoser er i lægeverdenen meget elastiske begreber, som kan dække over meget forskellige sygdomsudtryk. Den bevidsthed om diagnosers begrænsninger går ligesom fløjten, når diagnosen bliver et knivskarpt argument for, om folk kan få hjælp. Det er ikke, fordi socialrådgivere er onde mennesker, de er underlagt stramme krav om økonomi og dokumentation. Men diagnoser bliver – snarere end et spørgsmål om at drage omsorg for mennesker – en måde, hvorpå kommunerne kan frakende folk retten til ydelser fra dag til dag,« siger Steen Vallentin.

Men der skal vel i et velfærdssamfund under pres være objektive kriterier for at få adgang til sociale ydelser?

»Jo, men man må stille spørgsmålet, om det er i strid med gældende lovgivning, når den lovgivning siger, at det er en samlet vurdering af folks arbejdsevne og ikke diagnosen som sådan, der er det afgørende,« siger Steen Vallentin og henviser til lovteksten for såvel sygedagpenge som førtidspension.

Et andet særskilt etisk problem er, at det er klart »finere« og nemmere at have en fysisk sygdom med åbenlyse symptomer og behandlingsmuligheder end en psykosomatisk eller psykisk lidelse. Patienter med en funktionel lidelse oplever således at miste ydelser fra dag til dag, når det bliver konstateret, at deres lidelse er »psykosomatisk« og ikke fysisk:

»I det øjeblik, de bliver påduttet, at det groft sagt er »hovedet, den er gal med«, så bliver der ikke alene sat spørgsmålstegn ved, om det er en reel lidelse, de har. De oplever at blive frakendt alle mulige ydelser, herunder førtidspension. Den enorme vilkårlighed, der omgiver lige den form for diagnose hele vejen gennem systemet, er meget bemærkelsesværdig. De mennesker oplever, at den måde, de bliver behandlet på, er fuldstændig afhængig af, om den læge eller socialarbejder, de møder, tror på, at lige deres sygdom – det kan være piskesmæld eller fibromyalgi – overhovedet findes. På de områder, hvor der ikke findes nogen klar somatisk diagnose eller hævdvundne behandlingsformer, hersker totale cowboytilstande. Vi kan se, at der er forskel fra læge til læge og fra kommune til kommune. Det er et spørgsmål om kultur og økonomi. Det er der ingen tvivl om,« siger Steen Vallentin.

De mange faldgruber betyder samlet set, at patienten og borgeren selv skal have store ressourcer for at navigere gennem systemet. Ressourcer, som personer med psykiske lidelser sjældent har. Denne ulighed i sundhedssystemet er en evigt gyldig klassiker i det etiske felt, siger Steen Vallentin:

»Du skal have en masse ressourcer. Vi har hørt det utallige gange – også inden for sundhedsvæsenet – at systemet stiller store krav til at formidle dine behov og sætte pres på de rette personer – ellers kommer du bagerst i køen. Det er de mest veluddannede og velartikulerede mennesker, som klarer sig bedst, mens »Fanden tager de bagerste«, som man siger.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.