Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Familielæger skal være sundhedscoach for kræftsyge

Familielægerne skal i større udstrækning skal være med til at opspore kræft og hjælpe patienterne undervejs i de langstrakte forløb, fremgår det af nyt udspil fra PLO og Kræftens Bekæmpelse. En stor gevinst for de syge, lyder det fra regeringen og regionerne.

Bjarni Fischer har fået stor hjælp og støtte af sin praktiserende læge Helge Madsen under sit kræftforløb. Samme store støtte skal langt flere kræftsyge danskere have fremover, fremgår det af nyt udspil
Bjarni Fischer har fået stor hjælp og støtte af sin praktiserende læge Helge Madsen under sit kræftforløb. Samme store støtte skal langt flere kræftsyge danskere have fremover, fremgår det af nyt udspil

Kræftsyge danskere skal i langt større udstrækning følges og hjælpes af deres egne praktiserende læger.

Familielægerne skal som en slags sundhedscoach både skubbe på for at få opsporet den frygtede sygdom så tidligt som overhovedet muligt og spille en større, mere aktiv rolle som patientens støtte og rådgiver under de langstrakte undersøgelses- og behandlingsforløb på sygehuset.

Det er blandt de centrale punkter i et nyt, fælles udspil fra Kræftens Bekæmpelse og de praktiserende lægers organisation (PLO), der nu for første gang erklærer sig parate til at blive en helt central aktør på kræftområdet, hvilket vil medføre et betydelig løft i indsatsen for tusindvis af kræftpatienter, vurderer både kræfteksperter og politikere i regeringen og regionerne.

»De praktiserende læger kan få afgørende betydning for rigtigt mange kræftpatienter. Det vil give tryghed, at de har én, der kan forklare tingene og hjælpe med at skaffe oplysninger, og efter behandlingen vil det være godt at have lægen med til at få håndteret senfølger og genoptræning,« siger formand for Kræftens Bekæmpelse Dorthe Crüger, der også er sygehusdirektør og har forsket i arvelige kræftsygdomme.

Ifølge det fælles udspil skal de praktiserende læger bl.a. øge indsatsen for at forebygge kræft, og f.eks. få flere til at deltage i screenings- og vaccinationsprogrammer. De skal have lettere adgang til at få deres patienter undersøgt, kontakte patienterne, når de har fået stillet kræftdiagnosen og sikre, at der tages højde for det, hvis patienten også har andre sygdomme end kræft.

Og i den afsluttende fase, hvor patienten er døende, lægges der op til, at den praktiserende læge skal være i tæt kontakt og tage på hjemmebesøg.

De praktiserende læger har hidtil spillet en mere tilbageholdende rolle på kræftområdet, hvor de langstrakte undersøgelses- og behandlingsforløb primært foregår på hospitalerne på ofte et væld af forskellige afdelinger. Det har givet problemer med at skabe sammenhæng i indsatsen og har været med til, i mange tilfælde, at trække forløbene i langdrag.

Hér har de praktiserende lægerne nogle kompetencer, der i højere grad skal i spil for at sikre kræftsyge danskere en bedre hjælp både før, under og efter behandlingen på sygehuset, vurderer PLO.

»Den praktiserende læge har ofte et godt kendskab til sine patienter og kan være den faste læge, der støtter og bakker op, når sygdomsforløbet bliver svært. Derfor skal vi skabe rammer, der gør det muligt for den praktiserende læge at spille en endnu mere aktiv rolle ved bl.a. at kunne henvise til udredning, og undervejs skal lægen følge sin patient tæt og ikke give slip, førend sygehuset eller en speciallæge har taget over. På den måde sikrer man, at ingen patienter tabes på gulvet,« siger næstformand i PLO Niels Ulrich Holm.

Det fælles udspil modtages positivt både i regeringen og Danske Regioner, der forhandler overenskomst med de praktiserende læger og meget gerne vil have dem mere involveret i indsatsen på kræftområdet. Formanden for Danske Regioner Bent Hansen (S) mener, at det virkeligt vil kunne flytte noget for patienterne, hvis de praktiserende læger for alvor »melder sig ind« og påtager sig rollen med bl.a. at bringe spørgsmål om livsstil - rygning, alkohol og kost - bane overfor deres patienter.

»Folk lytter jo til deres egne læger, så det vil være en stor gevinst. Vi har heller ikke været så gode til at få sat behandlingen i gang i tide for kræftpatienterne. Hér kan kan de praktiserende læger give et stort bidrag til, at det kommer til at ske,« siger Bent Hansen.

I regeringen vil sundhedsminister Ellen Trane Nørby også gerne »kvittere for, at de praktiserende læger er parate til at spille en endnu mere aktiv rolle i kræftpatienternes forløb«.

Hun fremhæver, at kræftområdet står højt på regeringens prioriteringsliste, og at man i de kommende år vil styrke indsatsen med en ny kræftplan til 2,2 mia til bl.a. tidlig opsporing af kræft i almen praksis. kr. Desuden arbejdes der også med med at skabe større tryghed for patienterne ved at give dem en patientansvarlig sygehuslæge, der bl.a. skal sikre, at der er sammenhæng i behandlingsforløbet.

»Men det er også vigtigt, at patientens egen læge bliver inddraget og kan støtte og vejlede, når sygehusbehandlingen er færdig,« siger Ellen Trane Nørby.

Det erklærede mål er, at mindst tre ud af fire kræftpatienter skal overleve deres sygdom, og hvis det skal lykkes at realisere det, er det en forudsætning, at man bliver bedre til at opspore patienterne tidligere.

»Hér spiller de praktiserende læger en nøglerolle. Så det er rigtig positivt, at de nu går sammen med Kræftens bekæmpelse om et fælles udspil, der bl.a. skal resultere i, at flere kræftpatienter hurtigere bliver udredt og kommer i behandling,« siger sundhedsministeren.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.