Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Faktaresistens: DU er også ligeglad med fakta

»Problemet sidder ikke i internettet. Problemet sidder i vores hoveder«. Sådan lyder det fra to forskere, der tager faktaresistens under behandling. Vi vælger alle de kendsgerninger, der bekræfter os, og en løsning lyder lettere, end man skulle tro.

Vi er alle, til dels, tilbøjelige til at forfalde til »alternative fakta« - men vi tænker mest, at det er noget alle de andre gør. Det viser ny forskning.
Vi er alle, til dels, tilbøjelige til at forfalde til »alternative fakta« - men vi tænker mest, at det er noget alle de andre gør. Det viser ny forskning.

»Faktaresistens« var i 2016 på nippet til at blive kåret som årets ord. »Danskhed« vandt skarpt fulgt af »Brexit« og »Faktaresistens«.

At årets ord i Schweiz desuden blev Filterblase (informationsboble (filterboble)), i Storbritannien Post-factual (postfaktuel) og i Tyskland: Postfaktisch (postfaktuel), siger måske noget om vores skrantende forhold til viden og fakta. Om, at vi lever i en tid, hvor følelser og påstande og forudindtagethed ofte vinder over kendsgerninger.

Udtrykket blev for alvor brugt, da USA nye præsident, Donald Trump i januar i år, stik mod, hvad luftfotos dokumenterede, mente, at hans indsættelsesceremoni havde flere tilskuere end nogen præsidents før ham. Siden har Donald Trump, i visse dele af folkedybet, flere gange bekræftet sin rolle som faktaresistensens ukronede konge.

I dag er udtrykket blevet både et associationsskabende modeord om en tendens i tiden, men også en præcis beskrivelse af en almen menneskelig egenskab.

Man har måske haft det på fornemmelsen længe, men nu har filosof Klemens Kappel og psykolog Bjørn Hallsson fra Københavns Universitet sat sig for, at fortælle offentligheden, hvad kognitive psykologer og forskere længe var haft på fornemmelsen: At vores aversion mod fakta og viden, der strider mod vores eget verdens- og selvbillede er almen menneskelig og bestemt af et urgammelt behov for at holde sammen på flokken.

De fleste undersøgelser om faktaresistens er 15-20 år gamle og lavet i USA. Nu har KlemensKappel og Bjørn Hallsson deres egne undersøgelser på tegnebrættet, hvor de blandt andet vil se på, om samarbejde mellem modparter i forskellige former kan gøre folk mere lydhøre over for andre synspunkter end deres egne. Og i det hele taget, hvad man stiller op, når den offentlige samtale ser ud til at have trange kår.

Efter gennemgang af en lang række af de amerikanske undersøgelser erkender Klemens Kappel: »Folk er meget stærkt partiske og forudindtagede i forhold til at få verden til at se ud, som de tror, den ser ud. Særligt når det understøtter deres kulturelle og ideologiske verdensbillede. Jeg blev meget overrasket over, hvor stærk tendensen er.«

Undersøgelser viser, at vi bedre husker evidens, der underbygger vores verdensbillede, og vi bruger mere tid på at miskreditere viden, der ikke peger i »vores« retning, mens evidens, der bekræfter os i, hvad vi mener i forvejen, tager vi ukritisk til os.

Et populært synspunkt for tiden er, at det er internettets skyld. At diverse sociale medier får os til at polarisere og søge mod »vores egne«, og vi derfor må have nogle mekanismer eller algoritmer, der præsenterer os for synspunkter, vi ikke nødvendigvis er enige i eller støder på til daglig, for på den måde at undgå at låse os inde i ekkokamre med vores »menighed« på Facebook.

»Det er en strukturel løsning på problemet,« siger Klemens Kappel.

»Men sagen er, at problemet ikke sidder i internettet. Problemet sidder i vores hoveder.« Og der har det siddet længe. De to forskere henviser til evolutionsbiologers teorier om, at mennesket  gennem tiden er udviklet til at fungere i små grupper, hvor det har været en fordel at tilpasse sin verdensopfattelse i forhold til, hvad der er godt for gruppen frem for at give et korrekt billede af verden.

Og meget praktisk understøtter dette idéen om, at det altid er »de andre«, der lider af faktaresistens. Vi er altid selv objektive og kritiske. Vi læser jo aviser og orienterer os og følger med i samfundsdebatten.

Men mange studier, igen primært amerikanske, viser, ifølge Bjørn Hallsson, at begge sider i en debat ikke er synderlig modtagelige overfor modpartens argumenter.

»Og mange har også en intuitiv idé om, at jo mere velinformeret, veluddannet eller intelligent man er, jo bedre er man til at undgå faktaresistensens faldgruber. Der er flere eksperimenter der viser, at det ikke forholder sig sådan. Tværtimod viser flere studier, at de mest veluddannede og de med flest kognitive ressourcer er de mest polariserede,« konstaterer Bjørn Hallsson.

Han henviser blandt andet til faktuelle spørgsmål i samfundet, der er groet ind i en bredere værdikamp, hvor selv de kloge og belæste vælger side uanset, hvad fakta siger. For eksempel debatten om global opvarmning i USA i starten af 1990erne, hvor emnet til at begynde med var et videnskabeligt spørgsmål.

»Men det blev indlejret i en bredere politisk kamp om reguleringen af samfundet. Da det skete, kan man se, at konservative amerikanere begyndte at behandle information om global opvarmning på måder, som forsvarede deres egen gruppe, snarere end for at finde ud af,
hvordan det egentlig forholdt sig. De venstreorienterede gjorde præcis det samme. Så selvom du har flere kognitive ressourcer og information til din rådighed, så hjælper det dig ikke nødvendigvis til at komme tættere på sandheden. Så hjælper det dig blot til at forsvare dit verdensbillede endnu bedre.«

Blandt de undersøgelser, som Klemens Kappel og Bjørn Hallsson refererer, er et eksperimentelt studie fra University of Willipeg og University of Illinois. Her tilbød forskere en række mennesker, der både talte demokrater og republikanere, at lytte til argumenter for og imod forskellige emner for eksempel homovielser. Deltagerne ville få penge for at deltage, og flest, hvis de valgte at lytte til argumenter, de var uenige i. Det viste sig, at langt over halvdelen af både republikanerne og demokraterne hellere ville lytte til dem, de var enige med, frem for til dem, hvor de kunne tjene flest penge.

Et andet studie med deltagelse af trænede statistikere viste, at da de blev sat til at læse rapporter, som henholdsvis bekræftede og modsagde deres holdninger, men alle med de samme statistiske fejl, så fandt de overvejende fejlene i de undersøgelser, hvor de var uenige i resultatet.

Bjørn Hallsson og Klemens Kappel understreger, at vores faktaresistens er »selektiv«. Den opstår for eksempel ved klimadebatten, der i USA er ekstremt politiseret. Den ene part tror på videnskaben, den anden gør ikke.

»Flytter man så de samme mennesker til et andet domæne, f.eks. cancerforskning, så tror alle parter på videnskaben,« fortæller Klemens Kappel.

»Vi er meget selektivt faktaresistente. Også overfor videnskaben, og hvilken del af den, vi ikke vil tro på.«

Undersøgelser viser også, at man primært bliver faktaresistent, hvis emner bliver politiserede eller del af en værdidebat. Vores modstand mod at godtage modargumenter og fakta, der strider mod vores selvopfattelse og gruppeidentitet kunne i det hele taget ligne noget uopretteligt. Men bare rolig, mener Bjørn Hallsson.

»Før man bliver alt for deprimeret, så kan vi med mere forskning og eksperimentelle studier a la de amerikanske måske finde nogle måder at afhjælpe vores faktaresistens. Noget andet er, at det højst sandsynligt altid har forholdt sig på den her måde. Og mange vil sige, at samfundet har udviklet sig i en bedre retning gennem tiden alligevel. Vi er bare stødt på nogle forhindringer, der gør den politiske debat og kommunikation lidt mere besværlig.«

Hvad stiller man så op med vores faktaresistens?

Endnu en række amerikanske undersøgelser kan måske give et praj. Man bad folk skrive et essay om en værdi, de identificerede sig med eller noget om deres yndlingskunstner eller, hvad de kunne lide at lave i fritiden. Noget som gav dem selvtillid. Bagefter gav man de samme mennesker en artikel og noget information om et politisk emne, der pirrede deres forudindtagethed. Så sammenlignede man deres holdninger til oplysningerne i materialet med en gruppe som havde læst det samme men havde skrevet et upersonligt essay.

Resultatet gav de amerikanske forskere en indikation på en løsning.

Psykolog Bjørn Hallsson forklarer: »Hvis man har haft mulighed for at hævde ens identitet og værd som person, så har man bedre »råd
til« at give afkald på en formodning og godtage et modsatrettet argument og ændre holdning. Mangår ikke lige så meget i forsvar.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.