Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fængselstruet lokalpolitiker: »Vi var i en helt ekstraordinær situation«

Anklagemyndigheden kræver fængselsstraf til Finn Rudaizky, der er valgt til Borgerrepræsentationen for DF og står tiltalt for at have videregivet fortrolige oplysninger om Omar El-Hussein til to medier.

Finn Rudaizky sidder i Borgerrepræsentationen i København for Dansk Folkparti. På billedet ses han til pressemødet på Københavns Rådhus.
Finn Rudaizky sidder i Borgerrepræsentationen i København for Dansk Folkparti. På billedet ses han til pressemødet på Københavns Rådhus.

Københavns Kommune talte usandt om kendskabet til gerningsmanden bag attentaterne ved Krudttønden og synagogen i København i 2015.

Sådan lyder modsvaret fra Finn Rudaizky (DF), der for første gang tager bladet fra munden, efter det i sidste uge kom frem, at anklagemyndigheden kræver ham fængslet for at have videregivet fortrolige oplysninger om gerningsmanden Omar El-Hussein til to medier.

»Københavns Kommune lå inde med oplysninger, som var væsentlige for at kunne forstå, hvordan Omar El-Hussein endte med at blive terrorist – uden at nogen greb ind. Situationen var også helt speciel, fordi Københavns Kommune – trods indledende påstande om det modsatte – havde et langt og indgående kendskab til terroristen,« lyder det fra DF-politikeren i en skriftlig udtalelse mandag:

»Helt specifikt vidste Københavns Kommunes Socialforvaltning, at den dræbte terrorist Omar El-Hussein var på vej ud på en kriminel løbebane. Det havde man vidst i årevis. Han havde ekstreme holdninger og var yderst farlig. Alligevel hævdede man, at der ikke var »ikke var nogen sag« på terroristen. I terrorsagen fortalte Københavns Kommune kort og godt ikke sandheden«.

Ifølge anklageskriftet mod Finn Rudaizky skaffede lokalpolitikeren sig personfølsomme oplysninger om Omar El-Husseins sag hos kommunen i kraft af sin position i byrådet og videregav disse oplysninger til to journalister fra BT og Berlingske, som angiveligt gengav dem i artikler henholdsvis 8. og 12. marts 2015.

Begge aviser skrev i denne periode flere artikler om gerningsmanden Omar El-Hussein og forholdet til Københavns Kommune.

Blandt andet skrev BT den 7. marts 2015, at »Omar El-Husseins far fik snakket kommune fra yderligere indgreb«.

Få dage senere kunne Berlingske beskrive, hvordan Omar El-Hussein bad kommunen om hjælp, kort før han skød og dræbte Finn Nørgaard ved Krudttønden og Dan Uzan ved synagogen i det indre København 14. og 15. februar 2015.

Det til trods for at kommunen - ifølge BT og Finn Rudaizky - tidligere i forløbet havde meldt ud, at »der ikke var nogen sag« på Omar El-Hussein.

Finn Rudaizkys advokat, Henrik Stagetorn, oplyser til Berlingske, at lokalpolitikeren fra DF ikke bestrider at have udleveret oplysninger om Omar El-Hussein til personer fra pressen. Han bestrider alene, at det skulle have været i strid med loven, fordi det ifølge Finn Rudaizky var i alles interesse, at oplysningerne blev offentliggjort.

»Vi var i en helt ekstraordinær situation. Danmark var blevet udsat for et terrorangreb,« siger Finn Rudaizky i den skriftlige kommentar, som mandag er sendt til flere medier.

Her forklarer Finn Rudaizky desuden yderligere:

»Terroristen blev dræbt af politiets aktionsstyrke med 29 skud. Forholdene var sådan, at det var i offentlighedens interesse at få indsigt i hvad Københavns Kommune vidste. For 3 døde og en halv snes såret. Det er forkert – både juridisk og så ganske afgjort moralsk – at dække sig ind under en tavshedspligt. Her er situationen så ekstraordinær, at det offentlige har krav på sandheden. Hvis situationen med et terrorangreb ikke er så ekstraordinær, at det er i åbenlys offentlig interesse – hvornår er noget så i åbenlys offentlig interesse«.

Der er afsat fire retsdage til sagen mod Finn Rudaizky, som begynder onsdag. I forbindelse med sagen har Københavns Politi også sigtet to journalister fra Berlingske og BT for at have medvirket.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.