Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Facebook taber sag: Må ikke automatisk overvåge brugernes færden

En række indstillinger i Facebooks app er i strid med tysk lov, fastslår domstol i sjælden sag. Ekspert forudser flere lignende sager.

ARKIVFOTO
ARKIVFOTO

Facebook led i går et sjældent nederlag, da en tysk domstol slog fast, at det sociale medie på en række punkter ikke overholder den tyske forbrugerlov.

Ifølge juraprofessor ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller er dommen både »interessant og sjælden«.

»Facebook er en gigant med enorme ressourcer til jurister og advokater. Derfor er det opsigtsvækkende, at de taber en sådan sag til en forbrugerorganisation,« siger han.

Sagen var anlagt ved den regionale domstol i Berlin af den tyske forbrugerorganisation Verbraucherzentrale Bundesverbands.

Dommen slår blandt andet hårdt ned på en række standardindstillinger i Facebooks app til smartphones: Her er lokalitetstjenester automatisk på forhånd slået til, så det sociale medie konstant kan få oplysninger om, hvor brugeren færdes. Desuden er appen præindstillet til at lade søgemaskiner automatisk linke direkte til brugernes Facebook-profiler.

»Ifølge den tyske domstol burde sådanne indstillinger være noget, man som bruger aktivt vælger til – og ikke noget, Facebook automatisk på forhånd kan slå til i appen,« siger Sten Schaumburg-Müller, der forventer flere lignende sager de kommende år.

»I et bredere perspektiv handler sagen jo om, at Facebook, ganske som mange af de andre store sociale mediegiganter, har haft alt for lidt fokus på at overholde de nationale regler for databeskyttelse. Derfor er disse sager udtryk for et sundt opgør,« siger han.

Et klart og konkret samtykke

Sagen får Forbrugerrådet Tænk til at reagere.

»Situationen i Danmark og Tyskland er på mange områder ens. Derfor vil vi nu gerne have de danske myndigheder på banen for at vurdere, om Facebook lever op til den danske lovgivning,« siger administrerende direktør i Forbrugerrådet Tænk, Lars Pram, ifølge Ritzau.

»Det er vigtigt, at vi som forbrugere kan stole på, at de data, vi afgiver til Facebook, ikke bliver brugt til andet end det, vi har givet et klart og konkret samtykke til,« siger Lars Pram.

Ifølge Ritzau ender sagen dog i første omgang nok hos tilsynsmyndighederne i Irland, hvor selskabet har sit europæiske hovedsæde.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters vil Facebook nu opdatere sine retningslinjer for databeskyttelse, så de lever op til de kommende, skrappere europæiske regler. Selskabet har dog ikke desto mindre besluttet at appellere dommen.

»Vi arbejder hårdt på at sikre, at vores retningslinjer er klare og lette at forstå, og at den service, Facebook tilbyder, fuldt ud lever op til loven,« hedder det i en udtalelse fra Facebook.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.