Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Facebook risikerer hårde straffe for voldelige videoer

I fremtiden risikerer Facebook hårde bødestraffe for voldeligt videoindhold på hjemmesiden. Nyt EU-direktiv ligestiller Facebook med radio- og tv-kanaler, og mangler kun godkendelse i Rådet. Den danske regering er imod.

Arkiv: Zuckerberg taler i Bogota i 2015. »Han vedkender sig, at Facebook er en medievirksomhed med redaktionelt ansvar,« lyder det fra Morten Løkkegaard (V), der er repræsentant for den liberale gruppe i EU.
Arkiv: Zuckerberg taler i Bogota i 2015. »Han vedkender sig, at Facebook er en medievirksomhed med redaktionelt ansvar,« lyder det fra Morten Løkkegaard (V), der er repræsentant for den liberale gruppe i EU.

Det skal være slut med voldeligt videoindhold på Facebook.

Ikke mere vold, forherligelse af terror, seksuelt eksplicit indhold eller ekstremisme.

Det er det klare budskab i et nyt EU-direktiv, der er blevet stemt igennem parlamentet og nu kun mangler godkendelse fra de europæiske kulturministre.

Direktivet gør sociale medier ansvarlige for videoindhold på siden, på samme måde som en tv-kanal er det i dag.

Det står ikke klart, hvor store bøderne for voldeligt videoindhold skal være, ligesom kulturministeriet ikke kunne svare på det i dag. Men i Tyskland har regeringen foreslået bødestraffe på op mod over 300 millioner kroner til sociale medier, der ikke omgående fjerner hadefuld tale, »fake news« og andet ikke-ønskværdigt indhold fra deres sider.

Det sker i kølvandet på en række sager med vold, selvmord, voltægter og hævnporno på platformen. Facebooks moderatorer kan ikke følge med, og er på en umulig opgave, har kritikken lydt i både Berlingske og Guardian.

Nu kan Facebook blive tvunget til at reagere eller risikere at møde hårde bødestraffe.

Direktivet er blevet behandlet i EUs kultur- og uddannelsesudvalg. Her er Danmark repræsenteret ved Morten Løkkegaard (V). Han kritiserer forslaget.

»Det er et svært område at regulere effektivt. Man skal være både døv og blind for ikke at kunne se, at der er stort politisk pres på Facebook, men de er allerede på vej med flere nye initiativer,« siger han, og henviser til, at de blandt andet er i færd med at ansætte flere tusinde nye moderatorer.

Vincent Hendricks har tidligere argumenteret for, at Facebook bør tage et større samfundsansvar for at få stoppet det voldelige indhold. Han roser det nye direktiv.

»Facebook kan det samme som de etablerede medier, og derfor er der gode argumenter for, at de bliver underlagt de samme direktiver som alle andre medier,« siger Hendricks, der er professor i formel filosofi og leder af Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet

Selv om forslaget er blevet stemt igennem parlamentet, mener Løkkegaard ikke, at kampen er tabt. Han regner med modstand fra medlemslandene i Europarådet, herunder fra den danske regering og kulturminister Mette Bock (LA). Hun har tidligere bekræftet, at den danske regering vil stemme imod »AVMS-direktivet«.

»AVMS-direktivet« fastsætter regler for radio og tv-indhold på EU-niveau. Forslaget til det nye direktiv udvider »radio og tv-indhold« til også at gælde »videodelingsplatforme«, og nævner specifikt »sociale medietjenester, hvor audiovisuelt indhold udgør en væsentlig del af sådanne tjenester«.

Og det er problematisk, lyder det fra Løkkegaard.

»Det er vigtigt ikke at gå i den fælde at indføre nye former for censur og indskrænke de friheder, som netop definerer vores samfund,« skriver Løkkegaard i et indlæg på Parlamentets hjemmeside og uddyber over for Berlingske:

»Det er klart, at vi som liberale har skarpt øje for folks muligheder for at ytre sig frit. Det er en hårfin balance mellem ytringsfrihed og det at sætte naturlige grænser. Det centrale er, at Zuckerberg nu tager et samfundsansvar,« siger han.

EU-ministeren for kulturområdet er den maltesiske Owen Bonicci. Han udtrykker i en pressemeddelelse stolthed over, at direktivet er nået et skridt nærmere vedtagelse.

»Dette er et komplekst direktiv, der omhandler meget følsomme emner såsom det indre marked, grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, kulturel mangfoldighed og beskyttelse af mindreårige.«

»Men markedet og teknologien udvikler sig hurtigt. Vi skal sikre, at de relevante regler holder trit med disse ændringer,« siger han.

Direktivet kan få store konsekvenser for Facebook, mener Hendricks.

»Hvis det her kommer igennem, bliver de nødt til at lave meget klare retningslinier. Ellers kan de ørene i maskinen. Det kan nok blive noget af en udfordring – for hvordan skal de håndhæve det her med 2 milliarder brugere?«

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Facebook, men uden held. Kulturministeren har heller ikke haft mulighed for at kommentere sagen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.