Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

EU-kommissionen kaster kritisk blik på landbrugspakke efter forsker-kritik

EU-kommissionen retter nu henvendelse til regeringen med bekymrede spørgsmål om Landbrugspakken. Det sker efter forskerkritik af regnemodel bag pakken. Minister afviser at genberegne tallene bag pakken.

EU-kommisionen stiller bekymrede spørgsmål til regeringens landbrugspakke, efter forskere har kritiseret regnemodellen bag. (ARKIVFOTO)
EU-kommisionen stiller bekymrede spørgsmål til regeringens landbrugspakke, efter forskere har kritiseret regnemodellen bag. (ARKIVFOTO)

Er der behov for endnu engang at få regnet på, hvor meget mere kvælstof regeringens Landbrugspakke vil udlede til det danske vandmiljø?

Dét spørgsmål vil EU-kommissionen gerne have regeringens svar på, efter at Berlingske for to uger siden kunne fortælle, at en af landets førende forskere på området såede tvivl om det videnskabelige grundlag bag pakken.

I et skriftligt svar til Berlingske fortæller en talsmand for EU-Kommissionen, at embedsmændene i Bruxelles har stillet spørgsmål om sagen til den danske regering.

»Kommissionen har anmodet de danske myndigheder om deres syn på sagen og spurgt til de danske myndigheders vurdering af, hvorvidt det er nødvendigt at revidere beregningerne bag Landbrugspakken,« siger talsmanden for Kommissionens Generaldirektorat for Miljø, Enrico Brivio.

»Kommissionen følger den igangværende debat i Danmark om det videnskabelige grundlag for Landbrugspakken – især hvad angår antagelserne om hvor meget kvælstof, der udvaskes,« skriver han.

Kommissionen understreger over for Berlingske, at henvendelsen ikke er en såkaldt pilotskrivelse, der markerer indledningen til en decideret sag om direktivbrud mod Danmark, men at der udelukkende er tale om »udveksling af oplysninger på teknisk niveau.«

Debat blandt forskere

Meldingen fra kommissionen kommer som reaktion på en artikel i Berlingske for to uger siden, hvor forskeren Bjørn Molt Petersen efter omfattende beregninger rettede hård kritik af Landbrugspakkens videnskabelige grundlag, der især var leveret af Aarhus Universitet.

I sin analyse, der var betalt af Danmarks Naturfredningsforening, pegede han bl.a. på væsentlige fejl og usikkerheder bag en af de helt afgørende modeller til beregning af, hvor meget kvælstof fra landmændenes gødning, der siver videre ud i vandmiljøet.

»Man har vedtaget en af de største lovpakker for landbruget på grundlæggende forkerte præmisser,« lød det fra Bjørn Molt Petersen, der også konstaterede, at fejlpræmisserne i beregningerne fik Landbrugspakken til at »fremstå mere miljøvenlig, end den i virkeligheden er.«

Artiklen har siden skabt voldsom røre blandt forskere og på Christiansborg. Flere forskere bakkede Molt Petersens analyse op, mens andre siden tog afstand fra nogle af hans skarpeste konklusioner. Og Aarhus Universitet fastholdt, at beregningerne holdt vand.

Sagen kulminerede med et seks timer lang samråd i Folketingets miljø- og fødevareudvalg, hvor miljøminister Esben Lunde Larsen (V) forsvarede de oprindelige beregninger og afviste at ændre Landbrugspakken – blandt andet med henvisning til, at EU-kommissionen havde godkendt Danmarks såkaldte vandplaner, der skal forbedre det danske vandmiljø.

Minister afviser genberegning

Esben Lunde Larsen tager henvendelsen fra EU-kommissionen roligt:

»Miljø- og Fødevareministeriet har en løbende dialog med EU-Kommissionen om den danske implementering af en række direktiver – også på miljøområdet. Derfor er det også naturligt, at EU-kommissionen har spurgt, om den danske regering mener, at det er nødvendigt at tage et ekstra kig på de beregninger, der har været omtalt i den seneste tid,« udtaler ministeren i et skriftligt svar.

Han afviser dog, at der kan blive tale om at genberegne tallene bag Landbrugspakken:

»Da Aarhus Universitet har oplyst, at universitets forskere fuldt ud står på mål for de omtalte beregninger, som forskerne har leveret til ministeriet, er det også helt naturligt, at ministeriet har svaret EU-kommissionen, at ministeriet ikke finder anledning til en genberegning,« siger Esben Lunde Larsen.

Også fra landbruget lyder beroligende ord. Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer, siger, at »beregningerne bag fødevare- og landbrugspakken ligger lige så fast, som de gjorde før den store polemik på baggrund af Danmarks Naturfredningsforenings rapport.«

»Derfor er jeg ganske sikker på, at der ikke er noget som helst belæg for at EU-kommissionen vil kunne forlange nye beregninger,« siger han i et skriftligt svar til Berlingske.

Overraskende EU-skridt

Det er langt fra første gang, at EU-kommissionen fatter interesse for Landbrugspakken. Efter Berlingskes første afsløringer af problematiske tal bag pakken sidste år, sendte kommissionen en pilotskrivelse til Danmark og vurderede, at pakken risikerede at bryde hele tre direktiver. Efterfølgende har kommissionen og regeringen forhandlet intenst, og kommissionen har bl.a. krævet, at Danmark skulle indføre såkaldte miljøkompenserende tiltag for at modvirke ekstra kvælstof fra pakken.

Hos oppositionen modtages kommissionens nye henvendelse med begejstring:

»Jeg mener, at regeringen på baggrund af kommissionens henvendelse er forpligtet til at genberegne miljøkonsekvenserne af landbrugspakken og lægge et retvisende miljøregnskab frem,« siger Enhedslistens miljøordfører Maria Reumert Gjerding, mens de Radikales Ida Auken kalder det »meget overraskende, at EU nu går ind i sagen.«

»De er tydeligvis ikke overbeviste om, at Landbrugspakken holder. Ministeren gav et helt anderledes indtryk på samrådet, hvor han adskillige gange hævdede, at EU har godkendt Danmarks vandplaner.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.