Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Espersen kalder kreativ direktør »hysterisk«: »Hvis vi har taget patent på Dannebrog, så vil jeg meget gerne opløse patentet«

Er Dannebrog et nationalistisk symbol? Spejderorganisationen FDFs overvejelser om at ændre deres logo har genstartet debatten.

Debatten om hvorvidt Dannebrog er et politisk ladet symbol er blusset op igen, efter en undersøgelse af spejderorganisationen FDFs logo viste, at 36 procent af de adspurgte opfattede logoet som værende »nationalistisk«.
Debatten om hvorvidt Dannebrog er et politisk ladet symbol er blusset op igen, efter en undersøgelse af spejderorganisationen FDFs logo viste, at 36 procent af de adspurgte opfattede logoet som værende »nationalistisk«.

Gammeldags og nationalistisk. Sådan opfatter mange danskere spejderorganisationen FDFs logo, der er udformet som et skjold med Dannebrog. Det viser en YouGov undersøgelse, hvor de har bedt 1000 danskere vælge det af ti forskellige ord, der bedst beskriver logoet.

Reklamebureauet Menchs kreative direktør, Frederik Preisler, udtaler til Kristeligt Dagblad, at han godt forstår FDFs overvejelser om at ændre deres logo:

»Dannebrog er efterhånden omgærdet af så meget værdipolitik, at man nærmest ikke kan vifte med det uden at blive opfattet som nationalist og blive slået i hartkorn med Dansk Folkeparti,« siger han.

Den kobling stiller Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, sig dog uforstående overfor:

»Jeg synes, at Frederik Preisler er meget paranoid. Det er nærmest hysterisk, det han siger. Hvis vi har taget patent på Dannebrog, så vil jeg meget gerne opløse patentet og give det tilbage til dem, som vi har taget det fra,« siger han.

Søren Espersen har selv været medlem af FDF i tolv år, da han var yngre. Derfor blev han »dybt chokeret«, da han læste, at organisationen overvejer at ændre deres logo. Han opfatter ikke Dannebrog som et nationalistisk symbol.

»Hvad betyder det overhovedet? Hvem har fundet på det? Vi er en nation, og vores flag er Dannebrog,« siger Søren Espersen.

»Jeg synes ikke, at det er paranoia at konstatere, at flaget er i fare for at blive en bestemt politisk ideologis ejendom, og det skal vi være på vagt overfor« svarer Frederik Preisler på kritikken.

Han vil gerne understrege, at han heller ikke opfatter Dannebrog som et nationalistisk symbol:

»Jeg mener, at vi alle sammen bør være stolte og glade overfor vores flag. Jeg kan bare konstatere, at de eneste der har været rigtig flittige til at flage med det, har været Dansk Folkeparti.

Et levn fra 90erne

Sidste efterår var Dannebrog genstand for heftig debat, da Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), fik et stort flag hængt op over Folketingets talerstol. Christian Juhl (Ø) udtalte til DR, at »det er tæt på magtmisbrug af formanden at hænge et værdibaseret flag lige ovenover, hvor hun skal sidde i morgen«. Siden ændrede han dog holdning, da flaget istedet fik en permanent placering som fane på en stang i salen.

Ifølge nationalismeforskeren Uffe Østergarard var det i 1990erne en udbredt tanke, at nationalstaten ville forsvinde, og at Dannebrog var et nationalistisk symbol, som man distancerede sig fra.

I dag blæser vinden dog en anden retning, da nationalstaten har vist sig mere sejlivet, end man engang troede. Det er nu igen blevet politisk acceptabelt, at omfavne den gamle fane:

»Jeg er meget overrasket over FDFs overvejelser. De har guld mellem hænderne, og jeg tror, at lidt konservatisme vil være klogt. Hvis de beholder deres symbol, så har de tiden med sig,« vurderer Uffe Østergaard.

Det synspunkt bakker Venstres Jan E. Jørgensen op om. Han er selv tidligere medlem af spejderorganisationen fra han var tolv til han blev 24, og kalder det for »langt ude«, at nogen kan opfatte logoet som et nationalistisk symbol.

»Det er rigtig ærgerligt, at nogle opfatter Dannebrog og Danmark som ekskluderende begreber,« siger han og fortsætter:

»Dannebrog symboliserer Danmark. Jeg forbinder det med fædrelandskærlighed, som er noget ganske andet end nationalisme.«

Ingen beslutning endnu

»Hvis det ender med, at de fjerner Dannebrog fra logoet og gør det mindre emblem-agtigt, så ville jeg synes, at det var rigtig, rigtig ærgerligt,« lyder det fra Jan E. Jørgensen.

FDFs generalsekretær Morten Skrubbeltrang giver udtryk for, at debatten om organisationens logo er gået »skævt« og baserer sig på forhastede konklusioner:

»Vi har ikke på noget tidspunkt sagt, at logoet fremover ikke må have kors eller Dannebrog,« siger han og fortsætter:

»Vi har slet ikke nogen konkrete planer endnu. Der skal arbejdes med hele vores visuelle udtryk, og det indebærer både at kigge på vores logo, men det kan også være andre ting som for eksempel vores beklædning.«

Planen er at kunne præsentere et eventuelt nyt logo for organisationens medlemmer ved næste landsmøde i 2018.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.