Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Er I en rød, gul eller grøn skilsmisse?

Skilsmisseforældre skal efter norsk model kategoriseres efter risikoen for konflikt. Sådan lyder et nyt forslag fra S, der møder opbakning fra børne- og socialministeren.

Modelfoto: Iris.
Modelfoto: Iris.

Grøn er de familier, der selv magter at fordele bopæl, penge og børn. Gul er dem, der er i fare for at lande i en skilsmissekonflikt. Og rød er de familier, hvor konflikten mellem far og mor er gået i fuldstændig hårdknude.

Socialdemokratiets socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil foreslår i en kronik her i Berlingske, at myndighederne i fremtiden screener skilsmissefamilier, så man kan møde den enkelte familie med bistand fra enten en familieterapeut eller en mægler. Ideen er inspireret af den norske model, hvor det såkaldte familieværn står for kategoriseringen.

»I Norge får forældrene meget større ejerskab over situationen, og man giver en del af magten tilbage til familierne. De ender med selv at afgøre en sag, der ellers ville være lagt i hænderne på juristerne. De er forpligtet til at sidde på en stol over for ægtefællen og finde en løsning,« siger socialordføreren.

I dag sender staten jurister ind i lokalet, når skilsmissen rammer. Socialdemokratiet ser hellere, at familieterapeuter og psykologer overtager størstedelen af opgaven.

»Vores system er i dag alt for kringlet, og der er alt for mange instanser med indover. Der, hvor vi kan flytte mange mennesker, er fra den gule kategori og over i den grønne. Eller fra den værste ende af den gule til den bedre ende af den gule.«

Konflikter må ikke blive værre

Forslaget møder umiddelbart opbakning fra børne- og socialminister Mai Mercado (K) forud for regeringens udspil på området. Ministeren har tidligere luftet tanken om konfliktmægling fra statens side.

»Rosenkrantz-Theil og jeg er enige om, at vi skal have et bedre system end det, vi har i dag. Et system, hvor familiernes konflikter ikke bliver værre af forskellige og komplicerede sagsgange, men hvor det er enkelt og tydeligt for familierne, hvor de skal gå hen, og hvilken hjælp de kan få. Og hvor hjælpen tilpasses den enkelte familie. Derfor synes jeg også, at den foreslåede inddeling efter familiernes problemtyper er en god idé,« siger Mai Mercado i et skriftligt svar til Berlingske, hvor hun også siger følgende:

»Det er helt afgørende, at vi fra politisk side finder en god løsning, så vi kan tage hånd om skilsmissefamiliernes problemer, hvis de ikke selv kan enes. Ikke mindst af hensyn til de børn, der kan komme i klemme i de meget konfliktfyldte sager.«

I organisationen Børns Vilkår er direktør Rasmus Kjeldahl positivt stemt over for S-forslaget. Han understreger dog, at det er vigtigt, at myndighederne har den tilstrækkelige faglighed og ressourcer til at sikre den korrekte opdeling i kategorier, så familier, der reelt har brug for hjælp, ikke bliver afskåret fra den.

»Børn tager skade af skilsmissesager, der kastes rundt mellem juridiske instanser i årevis. Derfor må der sættes målrettet og tidligt ind for at løse konflikten gennem rådgivning. Her er en differentieret indsats en god ide,« siger han.

Hos regeringspartiet Liberal Alliance mødes forslaget dog med skepsis. Partiets børne- og socialordfører Laura Lindahl ser hellere, at man bruger pengene i den røde kategori, hvor der reelt er udfordringer for skilsmissefamilier i stedet for at screene alle.

»Vi er nødt til at tage et personligt ansvar. Ægteskabet er et privat anliggende, og det er det også, når det går i stykker. Fra mit liberale ståsted har jeg en klar forventning om, at man i familierne selv løser det her, og at man som mor og far formår at sætte sig ud over sine egne frustrationer og formår at sætte sit barns tarv i første række. Det er jo det, du skal som forælder,« siger hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.