Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Er du klar med den tohjulede? Her er hovedstadens fem nye Supercykelstier

Fem nye Supercykelstier indvies nu i hovedstadsregionen, så der i alt er otte Supercykelstier. De nye ruter dækker over en strækning på 115 km., og målet er at få flere til at sætte sig i sadlen i stedet for at sætte sig bag rattet i deres bil.

Nye såkaldte Supercykelstier i Region Hovedstaden skal få flere til at hoppe i sadlen i stedet for at sætte sig ind bag rattet i deres bil. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2016)
Nye såkaldte Supercykelstier i Region Hovedstaden skal få flere til at hoppe i sadlen i stedet for at sætte sig ind bag rattet i deres bil. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2016)

Hver tredje borger i Region Hovedstaden vælger i dag cyklen, når de skal pendle. Men fremover skal endnu flere ud og træde i pedalerne, hvis det står til både regionen, 23 kommuner og Vejdirektoratet.

De er derfor gået sammen om at få anlagt flere af de såkaldte Supercykelstier, som skal gøre det behageligt for cyklister at komme rundt. Helt præcist åbner fem nye ruter, så der i alt er otte i hovedstadsregionen.

»Det er bare nemmere at snuppe cyklen, når der er gode cykelstier at køre på. Over 400 millioner cykelture blev det til i alt i 2016 i hovedstadsregionen. Som en ekstra gevinst betød det over én million færre sygedage, hvilket er noget, som kan få en sundhedspolitiker som mig til at klappe i hænderne,« udtaler regionsrådsformand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (A), i en meddelelse.

De fem nye Supercykelstier strækker sig over 115 km. Zoom ind på de forskellige ruter her. Det har i gennemsnit kostet to millioner kroner per kilometer, så den samlede udgift til anlæggelsen er på i alt 154 millioner kroner.

I Cyklistforbundet glæder direktør Klaus Bondam sig over politikernes fokus på cykelstier. Han ser et stort potentiale for at få flere til at droppe bilen til fordel for cyklen og henviser blandt andet til en undersøgelse omtalt for nylig af DR, hvor det fremgår, at knap 40 procent af vores bilture i Danmark er 10 km eller kortere. Og at mange tager bilen for at køre ture på blot 3-5 km.

»At cykle hver dag gør en kæmpe forskel for både livskvalitet og vores velbefindende. Men vi kan kun få flere op på cyklen – og holde fast i dem, der cykler allerede – hvis det føles trygt og sikkert at cykle. Med Supercykelstierne bliver det nemmere og mere sikkert at komme fra A til B. Det afgørende som cyklist er, at der er et flow, så du ikke hele tiden skal holde og vente ved større kryds,« siger han.

Artiklen fortsætter under grafikken:

Klaus Bondam mener, Supercykelstierne er vigtige for at binde de eksisterende cykelstier bedre sammen og for at løse problemet med trængsel særligt på ringveje og indfaldsveje til København.

Denne uge har Cyklistforbundet lanceret sin årlige »Vi cykler til arbejde«-kampagne, hvor kolleger kan melde sig til på nettet og vinde præmier ved at registrere antal cyklede kilometer i maj måned. Derudover har Cyklistforbundet som noget nyt i samarbejde med netop Supercykelstierne introduceret en ny pris: Cykelpendlerprisen 2017, som går til den mest cykelvenlige arbejdsplads i Region Hovedstaden. De borgere, som er med i »Vi cykler til arbejde«-kampagnen kan indstille deres arbejdsplads.

Cyklistforbundet nævner som eksempel, at det kan være en arbejdsplads, som tilbyder sine medarbejdere en overdækket og måske aflåst cykelparkering, gode bade- og omklædningsforhold for dem, som kommer cyklende langvejs fra, garderobeskabe med mere.

De fem nye Supercykelstier ventes at blive brugt til mellem 1,5 og 2 millioner flere cykelture om året. De forbinder København, Frederiksberg, Gladsaxe, Ballerup, Albertslund, Herlev, Rudersdal, Egedal, Allerød, Lyngby-Taarbæk, Frederikssund, Furesø og Gentofte.

Der er allerede planlagt endnu flere Supercykelstier, og fire nye ruter ventes åbnet i 2018. Målet er, at der i alt kommer 28 ruter på i alt 500 km.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.