Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Er det at mobbe at bede folk om at tænke selv?«

3.100 danskere har i løbet to uger med en kampagne med busreklamer meldt sig ud af folkekirken via Ateistisk Selskabs hjemmeside udmeldelse.dk. Selskabet håber, at under halvdelen af danskerne ender med at være medlem af folkekirken. Er det kirkemobning eller folkeoplysning?

Ateistisk Selskab har søsat en massiv reklamekampagne på de aarhusianske busser. Målet er at få danskerne til at melde sig ud af folkekirken.
Ateistisk Selskab har søsat en massiv reklamekampagne på de aarhusianske busser. Målet er at få danskerne til at melde sig ud af folkekirken.

Kurt Bilsbo, bestyrelsesmedlem i Ateistisk Selskab. Privatfoto
Kurt Bilsbo, bestyrelsesmedlem i Ateistisk Selskab. Privatfoto

Kurt Bilsbo, medlem af bestyrelsen i Ateistisk Selskab:

Hvad vil I med kampagnen?

»Den hænger sammen med, at vi ønsker en adskillelse mellem kirke og stat, så alle religioner bliver behandlet ens. Således at dem, der er troende, selv betaler og bestemmer over deres egen religion uden indblanding.«

Sådan er det da også i dag med folkekirken, bortset fra præstelønningerne?

»Ja, og andre ting, subsidier til præstegårde, den slags.«

Men hvorfor en kampagne, hvor I hjælper folk med at blive meldt ud?

»Kirkeministeren siger, at Danmark er et kristent land, fordi så og så mange er medlemmer af folkekirken. Men hvor mange skal der så til, for at Danmark ikke længere er et kristent land, spørger vi. Derfor beder vi folk tage skridtet og melde sig ud, hvis de ikke har mere end et traditionelt forhold til kirken.«

man kan sige, at kampagnen er regeringens og kirkeminister Bertel Haarders skyld?

»Det kunne man. Og egentlig må det være i kirkens egen interesse, at dem, der er medlemmer, de virkelig er medlemmer og tror på det.«

Er det jeres opgave at hjælpe folkekirken med det?

»Nej, men når folk anklager os for at ville ødelægge folkekirken, så passer det ikke. Vi har ikke noget imod, at folk er troende.«

Mobber I folkekirken?

»Er det at mobbe at bede folk om at tænke selv?«

Køber du overhovedet præmissen om, at Danmark er et kristent land?

»Man kan godt være kristen uden at være medlem af folkekirken. Det er primært de 18-35-årige, der melder sig ud på hjemmesiden, hvilket jeg tager som et udtryk for, at de ikke har noget forhold til kirken. De fleste udmeldelser sker i Storkøbenhavn.«

Er det så ikke Københavns Stift, der er særlig hårdt ramt på medlemstallet, I mobber?

»Nej, vi siger jo netop, at hvis du er troende, så er vores kampagne ikke noget for dig.«

Kampagnen fortsætter. Hvor mange udmeldinger skal der til, før I er tilfredse?

»Kommer vi under en medlemsprocent på 50 i folkekirken, har regeringen og Folketinget et forklaringsproblem. Så kan de ikke længere påstå, at Danmark er et kristent land.«

Henrik Wigh-Poulsen, biskop i Aarhus Stift. PR-foto
Henrik Wigh-Poulsen, biskop i Aarhus Stift. PR-foto

Henrik Wigh-Poulsen, biskop i Aarhus Stift:

Hvad synes du om, at over 3.000 har meldt sig ud af folkekirken efter kampagnen?

»Det er da trist. Men der er altid mange, der går rundt med en udmeldelse i lommen, og så er der nogen, der lige får det sidste nøk til at gøre det. Når man ryster træet, er der altid noget løsthængende, der falder fra.«

»Jeg tror også, folk har meldt sig ud af økonomiske grunde. Ikke kun religiøse. Man appellerer til nogle, der måske ikke har tænkt dybere over det med kristendom. Jeg tror, det er unge mennesker, der stadig synes, de har magt over tilværelsen. Når de så bliver lidt ældre og begynder at tænke over livet og døden, så bliver de mere nuancerede i deres tanker om den slags.«

Hvad synes du om Ateistisk Selskabs initiativ?

»Det er en lidt selvmodsigende kampagne. De siger selv, at den henvender sig til folk, der kan tænke selv. Men de bruger en slags omklædningsrums-argumentation, hvor man står med en dåsebajer og råber til hinanden. Det er meget for­enklet.«

»Jeg plejer at kalde dem for Ateistisk Trossamfund, for de fører sig frem med den troendes iver og nidkærhed. Der er andre religioner, de kunne kaste sig over, hvis de vil være religionskritiske.«

Hvis det er så let at få 3.000 til at melde sig ud, har folkekirken så ikke et problem?

»Vi skal altid blive skarpere på det, vi gør. Vi skal ikke gro til i selvtilfredshed, men gøre vores bedste til at komme ud til folk med, hvad vi er her for. Vi er jo allerede meget til stede i debatten og geografisk med gudstjenester og kirker. Der foregår enormt meget i kirkerne.«

Hvad bør folkekirkens modtræk mod sådan en kampagne være?

»Jeg tor ikke på, at man opnår noget ved at lave en tilsvarende kampagne, hvor biskopperne sidder med smilende ansigter på bybusserne rundt om i landet med samme slags slogans. Det er på den lange bane, det skal foregå. Vi skal blive endnu skarpere på, hvordan vi kommer ud og møder folk.«

Har du oplevet nogen udmeldelser?

»Nej, jeg ser det som et forbigående løvfald af nogle mennesker, der alligevel sidder løst. Folkekirken har så meget at byde ind med, og jeg ser så mange gode tegn på folks engagement.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.