Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

»Er der ikke en nedre grænse for både idioti, meningsløshed og i bund og grund også manipulation. Hvem kan se 40 år frem i tiden?«

Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Yasar Cakmak, kalder en fremskrivning af antallet af børn af efterkommere i 2060 for symbolpolitik uden en nedre grænse.

Yasar Cakmak blev i 2014 udpeget af den daværende integrationsminister Manu Sareen som formand for Rådet for Etniske Minoriteter.
Yasar Cakmak blev i 2014 udpeget af den daværende integrationsminister Manu Sareen som formand for Rådet for Etniske Minoriteter.

Flere politikere har kaldt integration af indvandrere for en af de største politiske udfordringer i Danmark.

Flere af dem mener også, at denne udfordring kan blive en tand mindre, hvis vi kender dem, der skal integreres, en tand bedre.

Derfor efterlyste regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i juni måned i Jyllands-Posten bedre tal og prognoser. Ikke bare på indvandrere og efterkommere – dem laver Danmarks Statistik allerede - men også på efterkommernes børn.

Hos Danmarks Statistik indgår denne tredje generation i dag som danskere.

Ønsket kom, efter samme avis kunne fortælle, at tredjegenerationsindvandrere stadig hænger efter i skolen.

I går kunne Information så fortælle, at Dansk Folkeparti vil tage spørgsmålet om finansiering af en fremskrivning til 2060 af antallet af børn af efterkommere med til de kommende finanslovsforhandlinger.

Den historie gjorde Yasar Cakmak en smule træt, men også meget vred.

Vi har data nok

Yasar Cakmak var fra 2009 til 2013 medlem af Københavns Kommunes Eksperttænketank for Integration. I dag er han skoleleder på Glostrup Skole. Og så er han formand for Rådet for Etniske Minoriteter.

Rådet har til opgave at rådgive ministeren på integrationsområdet, og formanden, Cakmak, er politisk udpeget.

»For at være helt ærlig: Jeg blev så træt. Er der ikke en nedre grænse for både idioti, meningsløshed og i bund og grund også manipulation. Hvem kan se 40 år frem i tiden? Hvad kan der ikke ske? Kultur og Integration er dynamiske begreber, der ændrer sig. Der kan ske så meget. Skal børns, hvis bedsteforældre kommer fra et andet land, eventuelle sociale deroute eller uddannelsesniveau eller arbejdsløshed spores tilbage til og forklares med deres forfædres kulturelle rødder og ophav. Nej, helt ærligt,« siger Yasar Cakmak.

Yasar Cakmak kom selv til Danmark som 15-årig. Har fået børn og er blevet skilt igen.

»Får mine børns børn overhovedet lov til at kalde sig danskere,« spørger han og svarer selv:

»Det kan jeg godt blive i tvivl om. Hvis deres børn ikke klarer sig, hvor meget handler så om deres opvækst i familien, skolen eller andre forhold, der ikke har noget at gøre med deres forfædres ophav? Vi skal søge løsninger, men det er som om, at når det handler om indvandrere og efterkommere, så giver man slip på fornuften og ophæver alle andre faglige, samfundsmæssige og sociale mekanismer og så kun tyr til etniske og kulturelle forklaringer. Jeg fristes til at sige, jeg kan være ligeglad. Hvis man føler behov for at gøre det, så gør det. Men en ting er sikkert: Den tilgang løser ikke problemerne - hvis den da ikke forværrer dem.«

»Problemet er ikke manglende viden«

Men kan du ikke forstå, at man vil kunne bruge en sådan fremskrivning i integrationsøjemed - for eksempel i forhold til, hvor man skal rette interessen hen for eksempel i skolen?

»Vi har et meget gennemregistreret samfund på godt og ondt. Vi har data og dokumentation på alle områder, og jeg er som skoleleder også opmærksom på, hvordan vi kvalificeret kan bruge data i vores arbejde. Jeg er optaget af, at vi bruger data til at blive klogere på vores praksis, så vi kan blive bedre til at identificere behovene og målrette vores indsats. Set i det perspektiv har jeg intet imod brugen af data, tal, forsøg på statistiske fremskrivninger og lignende. Tværtimod. Og at man for nuværende kigger på, om der kan være udfordringer ved forskellige grupper og målretter indsatsen, er ok. Men at fremskrive det fyrre år. Hvis mine børns børnebørn ikke klarer sig godt socialt, uddannelsesmæssigt eller på arbejdsmarkedet, skal man så spore det tilbage til deres forfædres ophav? Nogle gange siger man noget, som man simpelthen ikke selv kan selv kan høre er galt. Hvad bilder de sig egentlig ind.«

Men kunne du ikke bruge den viden på din egen skole? At tredjegenerationsindvandrere kan have sværere ved at følge med i skolen?

»Problemet er ikke manglende viden og dokumentation om, at tosprogede børn, efterkommere mv. ikke klarer sig godt i skolen. Tværtimod. Vi har rigeligt med viden og dokumentation på dette felt. Problemet er vores manglende evne til at løfte deres faglige niveau, så endnu flere af dem bliver i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse,« siger ahn og fortsætter:

»Som skoleleder er jeg for eksempel optaget af at spore mig ind på, hvilke kompetencer vi skal satse på at udvikle hos børnene, så de kan klare sig godt på fremtidens arbejdsmarked, da mange af de jobfunktioner, vi kender fra i dag, ikke vil findes i fremtiden. Mange funktioner fra i dag vil ikke eksistere om 10-20 år, men det er svært at gætte på, hvad der så findes i stedet for. Der er ikke mange, der har facit svar på, fordi udviklingen og forandringerne foregår med den hastighed, som vi oplever i dag. Dette gælder også ny viden, som forældes med samme hast. Hvis der er politikere eller andre, som tror, at vi kan bruge viden fra i dag til at løse nogle samfundsudfordringer om 40-50 år, så er jeg for alvor bekymret for Danmarks fremtid.«

Symbolpolitik

Yasar Cakmak kalder forslaget om en fremskrivning af efterkommernes børn frem mod 2060 for »i bedste fald signal og symbolpolitik uden nedre grænse.«

Han anfægter ikke, at flygtningestrømmen har skabt et pres.

»Jeg underkender ikke udfordringerne og reelle problemer. Det vil jeg ikke anfægte. Men jeg forstår simpelthen ikke pointen med det her - og så i en tid som nu, hvor udviklingen generelt sker med stor hast i samfundet.«

Men hvordan løser man så de udfordringer, som børn af efterkommerne har?

»Mit bud på en løsning: Støt uddannelsesområdet og styrk fagligheden i folkeskolerne. Giv børnene de faglige kompetencer, det kræver at gennemføre en ungdomsuddannelse. Få forældrene på arbejdsmarkedet. Og kig på boligpolitikken. Det nytter ikke, at folk bor i enklaver, hvor der er høj koncentration af udsatte befolkningsgrupper med lav uddannelsesbaggrund, høj arbejdsløshed, social kontrol og så videre. Hvis vi vil fremme integrationen, eller assimilation for den sags skyld, så styr boligpolitikken på en anden måde, så vi ikke har etniske og sociale grupper for massivt samme sted,« siger Yasar Cakmak.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.