Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Endelig en frue på Frue Plads

Mandag fik den globalt feterede, men i Danmark ofte oversete seismolog, Inge Lehmann, national oprejsning – et fornemt monument foran Københavns Universitets hovedindgang.

Turister på Frue Plads i København beundrer kunstneren Elisabeth Toubros nye monument over Danmarks største videnskabskvinde gennem tiderne, seismologen Inge Lehmann. Inge Lehmann bliver dermed den første kvinde, som hædres på den fornemme plads. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2017)
Turister på Frue Plads i København beundrer kunstneren Elisabeth Toubros nye monument over Danmarks største videnskabskvinde gennem tiderne, seismologen Inge Lehmann. Inge Lehmann bliver dermed den første kvinde, som hædres på den fornemme plads. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2017)

At dømme efter de buster, der pryder facaden omkring Københavns Universitets hovedindgang på Frue Plads, har dansk forskning været lig mænd.

Seks mandlige koryfæer rejser her deres lærde hoveder, herunder zoologen Japetus Steenstrup, botanikeren J.F. Schouw og atomfysikeren Niels Bohr.

Mandag blev der langt om længe rettet op på miséren.

Med prorektor Lykke Friis’ ord kom der endelig »en frue på Frue Plads«. Tilmed en frue, der skiller sig markant ud, ikke alene i kraft af en historisk og internationalt feteret forskningsindsats, men også af den enkle årsag, at hun som den eneste foran universitetet ikke er æret med en buste, men med sit helt eget monument.

Kvinden er, naturligvis, Danmarks nok største videnskabskvinde gennem tiderne, seismologen Inge Lehmann, der i 1936 fastslog, at Jorden har en fast indre kerne. Opdagelsen gjorde hun ved at nærstudere seismogrammer over jordskælvsbølger. Dermed blev hun i en vis forstand den første, der kunne »se« hele vejen ind til vores klodes inderste hemmelighed mere end 5.000 km under os.

Inge Lehmann døde i 1993 i en alder af hele 104 år og var videnskabelig aktiv gennem næsten hele livet.

Det meterhøje nye monument står på hjørnet af Frue Plads og Fiolstræde – lige ved siden af busten af Niels Bohr – og er skabt af billedkunstneren Elisabeth Toubro. Kunstneren har anvendt seismologisk symbolik, herunder en jordkugle og seismogrammer fra jordskælv samt en indgravering af Inge Lehmanns karakteristiske profil.

Den nutidige »arvtager« til Inge Lehmann, seismolog og seniorforsker Trine Dahl-Jensen, er begejstret for, at Inge Lehmann endelig får oprejsning af det officielle Danmark.

»Hun er en af de helt centrale i vores videnskabshistorie, så hun har længe fortjent at blive hædret for sin indsats,« siger Trine Dahl-Jensen, der dog havde foretrukket en buste frem for et monument:

»Misforstå mig ikke. Monumentet er smadder flot. Men jeg synes, at en buste havde været mere velegnet for at få det til at passe ind i resten.«

Det var uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), der afslørede monumentet af Inge Lehmann, som imponerede ham med sin høje alder. Som han spøgefuldt sagde: »Lise Nørgaard go home!«

Bagefter erkendte ministeren ærligt over for Berlingske, at han aldrig havde hørt om Lehmann før:

»Men så er det jo super godt, at det er sket nu. Det er fremragende, at hun er kommet op her på en meritbaseret baggrund.«

Ifølge Kulturstyrelsens database er der i Danmark kun omkring 30 monumenter og mindesmærker for kvinder ud af i alt ca. 3.100, der hylder personer.

Det nye monument af Inge Lehmann på den fornemme plads foran universitetet er den første tilføjelse til rækken af mænd, siden busten af Niels Bohr blev rejst for ca. 60 år siden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.