Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

En ud af fire nydanskere er imod samkønsægteskab: Martin Henriksen kalder det »uproblematisk«

Det er »nedslående, men desværre ikke overraskende«, at en stor del af nydanskere finder samkønsægteskaber moralsk forkert, mener Inger Støjberg. Hos Dansk Folkeparti deler man til gengæld holdningen og finder det uproblematisk.

En deltager i Pride Parade i Istanbul holder det velkendte LGBT-flag.
En deltager i Pride Parade i Istanbul holder det velkendte LGBT-flag.

Det er efterhånden blevet normaliseret, at to personer af samme køn indgår ægteskab. I hvert fald blandt den del af befolkningen, der har dansk oprindelse. Men når det kommer til nydanskere, halter det med den frie ret til kærlighed på trods af den biologiske kønsbestemmelse.

Det vidner en ny medborgerskabsundersøgelse, foretaget af Udlændinge- og Integrationsministeriet, om. Her svarer 11 procent af de adspurgte med dansk oprindelse, at samkønsægteskab er moralsk forkert. Til sammenligning er det blandt indvandrere og efterkommere hele 28 procent.

Det er et stort problem, mener Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, der kalder det »nedslående, men desværre ikke overraskende«, at vi står over for et integrationsproblem på dette område.

»Det er nedslående, for vi i Danmark er frisindede, og i Danmark har man ret til præcis den seksualitet, man nu engang har, og det skal der på ingen måde laves om på. Så det bekymrer mig meget. Vi lever i et frisindet samfund, der bygger på et fundament af frihedsrettigheder, herunder også retten til at have den seksualitet, man nu har. Derfor er den del i sig selv bekymrende,« siger hun.

»Ægteskabet er for manden og kvinden«

Det er Søren Laursen, der er forperson for LGBT Danmark meget enig i. Han er ked af, at så mange indvandrere og efterkommere stadig diskriminerer på baggrund af seksuel orientering.

»Det er bekymrende, at så mange er imod vores ret til at blive gift med hvem, vi nu engang har lyst til. Det er en af vores helt store kampe, som jeg tror, vi bedst løser gennem oplysning og ved at tale sammen og se hinanden i øjnene,« siger han.

Han mener, det bør være en selvfølge, at alle har lige ret til at dele kærligheden med et andet menneske, om så det er en mand eller en kvinde. Den holdning deler han med Dansk Folkepartis Udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen. Men om hvorvidt det er moralsk forkert at samkønsægteskaber finder sted, deler Martin Henriksen holdning med en stor del indvandrere og efterkommere.

»Jeg har også det synspunkt, at ægteskabet er for manden og kvinden. Så jeg synes ikke, som udgangspunkt, der er noget forkert i, at de er imod det,« siger han.

Du siger »som udgangspunkt«. Hvad mener du?

»Hvis de her mennesker mener, man ikke må være homoseksuel, er det selvfølgelig et problem. Det må man være lige så tosset, man vil. Men at de er imod, at homoseksuelle kan indgå ægteskaber, kan jeg dårligt være uenig med dem i. Jeg har selv stemt mod det, og jeg ville gøre det igen,« siger han.

Martin Henriksen (DF) under møde i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.
Martin Henriksen (DF) under møde i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.

Er der ikke et integrationsproblem, når nydanskere ligger så langt fra mennesker med dansk oprindelse?

»Nej, det mener jeg ikke. Hvis baggrunden for at være imod det, er, at man er imod retten til at være homoseksuel, så er der et integrationsproblem. Men hvis baggrunden er, at man er imod dét at indgå ægteskab mellem to personer af samme køn, så ser jeg intet problem,« siger han.

Det gør Inger Støjberg til gengæld. Hun påpeger, at nydanskere har en pligt til at indrette sig efter det samfund, de bliver en del af. Et samfund, der tydeligvis er noget mere accepterende over for samkønsægteskaber.

»Man har en pligt til at indrette sig, når man kommer til Danmark - også i forhold til at acceptere andre menneskers seksualitet,« siger hun.

Hvad skal vi gøre for at ændre den her holdning bland nydanskere?

”Det er et langt sejt træk. Det, vi kan se, er, at en næsten ligeså stor andel af efterkommerne har de samme holdninger (som deres forældre, red.), og det er i virkeligheden trist ud over alle grænser. Det er unge, der er født og opvokset i Danmark, men som stadig higer efter en livsform, som simpelthen ikke er foreneligt med at bo i Danmark”.

»Vi skal helt klart være meget opmærksomme på, hvad der foregår på muslimske friskoler og i moskeerne. Det er ikke særlig lang tid siden, at der var en hadprædikant på besøg i moskeen på Heimdalsgade, der har prædiket om forfølgelse af homoseksuelle,« siger hun.

Inger Støjberg under møde i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.
Inger Støjberg under møde i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.

Hos foreningen Sabaah, der arbejder for at forbedre vilkårene for blandt andet homoseksuelle nydanskere, er man glad for, at regeringen har fokus på dét, de kalder et samfundsanliggende. De mener, det går fremad, men at kampen langt fra er forbi.

»I Sabaah har vi de seneste år appelleret til, at stærke prominente stemmer, særligt fra nydanske meningsdannere og debattører i mangfoldighedsdebatten, har været nødt til at markere sig, når det omhandler LGBT+ personers vilkår og rettigheder. Opbakningen har siden hen været stødt stigende, og den opleves som værende medvirkende og brobyggende over for vores bagland. Men vi er langt fra i mål,« siger talsperson Mateen Malik Hussain.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.